Hjertmans får ny italiensk partner i professionel polering
Italienske RUPES skal styrke Hjertmans’ satsning på kvalitetsværktøj og bådpleje til både professionelle og fritidssejlere, forklarer Anders Jessen fra Hjertmans.
Den maritime udstyrskæde Hjertmans har indgået samarbejde med den italienske værktøjsproducent RUPES, der i mere end 70 år har været blandt de mest anerkendte navne inden for professionelle poler- og slibeløsninger.
Ifølge den danske landechef hos Hjertmans, Anders Jessen, er samarbejdet et vigtigt skridt i kædens ambition om at tilbyde endnu stærkere løsninger til bådejere, værfter og professionelle brugere.
- Vi oplever en stigende efterspørgsel på professionelle produkter til polering, slibning og overfladebehandling blandt bådejere. Derfor er det vigtigt for os at samarbejde med producenter, der er kendt for høj kvalitet, driftssikkerhed og innovation. Her passer RUPES rigtig godt ind, siger Anders Jessen til motorbaadsnyt.dk.
Italiensk familievirksomhed med global rækkevidde
RUPES blev grundlagt i Milano i 1947 og er fortsat familieejet. Virksomheden har gennem årtier opbygget en stærk international position inden for professionelle værktøjer og systemer til polering, slibning og overfladebehandling.
Virksomhedens udvikling har været drevet af forskning og produktudvikling, hvor fokus især har været på højere ydeevne, bedre ergonomi og større sikkerhed for brugerne.
I dag råder RUPES over fire produktionsanlæg og et omfattende internationalt salgsnetværk. Produkterne distribueres globalt gennem egne datterselskaber og autoriserede forhandlere.
Fokus på komfort og sikkerhed
Hos RUPES er udviklingen af værktøj med fokus på brugerkomfort og arbejdsmiljø en central del af virksomhedens strategi. Produkterne udvikles blandt andet med fokus på lavere vibrationer, bedre ergonomi og løsninger, der lever op til moderne krav til sundhed og sikkerhed.
Ifølge Anders Jessen passer den tilgang godt til det maritime marked, hvor både professionelle og fritidsbrugere ofte arbejder mange timer med klargøring, polering og vedligeholdelse af både.



