Hybrid patruljebåd med Torqeedo eldrift og Yamaha-motor
Antwerpen City Harbour har taget en ny 6,5 meter lang hybrid patruljebåd i brug. Ved almindelig patruljering sejler båden elektrisk med to Torqeedo Cruise 6.0-motorer, mens en Yamaha F150 kan kobles ind, når der er behov for mere fart og kraft.
Støjsvag og emissionsfri sejlads skal fremover være en større del af den daglige patruljering i Antwerpens byhavn.
Den nye Gemini WR650 Hybrid Patrol RIB er bygget af hollandske Novi Marine og kombinerer to elektriske Torqeedo Cruise 6.0-motorer på 48 volt med en Yamaha F150XCC påhængsmotor.
Ifølge Torqeedo kan patruljebåden sejle mindst fire timer udelukkende på el ved en fart på 8 km/t. Dermed kan en stor del af den almindelige overvågning af havnen foregå med mindre støj og uden lokale udstødningsemissioner.
Når der skal reageres hurtigt, kan besætningen skifte til benzinmotoren.
Skal både patruljere og gribe ind
Antwerpens byhavn har gennem de senere år udviklet sig til et område, hvor boliger, erhverv, fritidssejlads og andre aktiviteter på vandet mødes. Det stiller samtidig større krav til overvågning og sikkerhed.
Havnen søgte derfor gennem et offentligt udbud efter en patruljebåd, der både kunne sejle støjsvagt og emissionsfrit under normal drift, men samtidig havde den nødvendige motorkraft til hurtige indsatser.
- For ti år siden skabte vi struktur på vandvejene. I dag bygger vi en alsidig byhavn, der igen forbinder Antwerpen, byens indbyggere og vandet, siger havnemester Werner Weijts.
To forskellige fremdriftssystemer
Det har været en teknisk udfordring at få både el- og benzinmotorer samt batterier, ladeteknik, kabler og styringssystemer integreret i den blot 6,5 meter lange RIB.
Samtidig skulle vægtfordelingen bevares, og motorerne skulle kunne betjenes uafhængigt af hinanden.
Der er derfor udviklet et styresystem, hvor Yamaha-motoren og de to elektriske motorer kan startes, styres og trimmes separat.
El til hverdag – benzin når der kræves mere
Hybridløsningen betyder, at båden kan bruge elmotorerne til den daglige patruljering, hvor lav fart og støjniveau ofte er vigtigere end høj topfart.
Ved akutte indsatser eller behov for større fremdrift står den traditionelle påhængsmotor klar.
- Antwerpen viser, hvor driftssikker elektrisk fremdrift er blevet, og hvordan teknologien kan supplere traditionelle motorer, når det er nødvendigt, siger Torqeedos administrerende direktør Heiko Vietmeier.
Torqeedo er en del af Yamaha Motor Group.
Den nye patruljebåd er samtidig et eksempel på den udvikling, der ses blandt havnemyndigheder og andre professionelle operatører, hvor elektrisk fremdrift i stigende grad bruges til de opgaver, hvor rækkevidde og fartkrav gør det muligt – mens en konventionel motor fortsat fungerer som sikkerhed og reserve.
Forhandling i Danmark af Yamaha
Forhandling i Danmark af Torqeedo





