Motorbåd drev ind i sten og sank ved Helnæs
En mindre motorbåd endte på bunden tæt ved kysten ved Agernæs på Helnæs ved det vestlige Fyn. Dansk Søredningstjeneste i Faaborg forsøgte at redde båden, men store bølger og meget vand om bord gjorde bjærgningen umulig.
Dansk Søredningstjenestes station i Faaborg blev kaldt til Agernæs ved Helnæs, efter at en mindre motorbåd var kommet i vanskeligheder lige uden for havnen.
Da de frivillige reddere nåede frem, var situationen allerede alvorlig.
- Da vi nåede frem, lå bådens stævn allerede inde i nogle store sten, oplyser Dansk Søredningstjeneste i Faaborg.
Forsøgte at trække båden fri
Redderne forsøgte at få motorbåden fri af stenene, men forholdene gjorde arbejdet vanskeligt.
- Vi forsøgte at trække den fri, men da der var store bølger, og båden åbenbart var mere bordfyldt, end man kunne se, gik den til bunds på én meter vand, fortæller redningstjenesten til deres facebook-side.
Båden sank dermed helt tæt på land.
Ejer kunne selv gå i land
Heldigvis kom ingen personer til skade. Havaristen kunne selv gå i land, da vanddybden på stedet var begrænset.
Motorbåden blev ikke bjærget af søredningstjenesten. Senere blev den i stedet hentet op ved hjælp af en gravemaskine.





