Gå til hoved-indhold
Motorer
Påhængsmotorerne har kunnet identificeres i Rumænien fordi bådejere har mærket dem med både synlig og skjult mærkning. Foto: Svensk Politi

21 stjålne bådmotorer tilbage i Sverige efter fund i Rumænien - få råd om at undgå tyveri

Tirsdag 17. marts ankom en transport med 21 stjålne bådmotorer til Uddevalla i Sverige. Motorerne er fundet i Rumænien og kan spores tilbage til tyverier begået flere steder i Sverige – nogle helt tilbage fra perioden 2016 til 2023. Én af motorerne stammer fra Norge.

Af Troels Lykke |

Langt størstedelen af de stjålne motorer tilhører bådejere i den svenske politiregion Vest, hvor bådtyverier gennem flere år har været et vedvarende problem.

Ifølge Thomas Andersson, regionalt ansvarlig for det kriminalpræventive initiativ Båtsamverkan, har mærkning været afgørende for opklaringen.

- Motorerne har kunnet identificeres, fordi bådejere har mærket dem med både synlig og skjult mærkning. Det viser tydeligt, hvor vigtigt det er at gøre noget aktivt for at mindske risikoen for tyveri.

Det skriver Båtliv.se

Han peger samtidig på, at selv små tiltag kan gøre en stor forskel:

- Det er faktisk sådan, at en mikropunkt på blot én millimeter kan være afgørende for, at bådmotorer til store værdier bliver fundet og returneret.

Transporten af de fundne motorer er håndteret af organisationen Larmtjänst. Da de oprindelige ejere i mange tilfælde allerede er blevet erstattet af deres forsikringsselskab, tilhører motorerne nu forsikringsbranchen.

Tyverisikring: Kend de svage punkter

Sagen understreger, at organiseret kriminalitet omkring bådmotorer fortsat er en realitet – også på tværs af landegrænser. Derfor er forebyggelse afgørende.

Her er de vigtigste råd til at undgå tyveri - givet af svensk politi:

  • Sørg for solid fastgørelse med godkendt lås

  •  Mærk motoren – både synligt og skjult. Et indgraveret personnummer er mere effektivt end navn

  • Brug GPS-sporing, hvis forsikringen godkender det

  • Gør det besværligt for tyven – især når båden står på land

  • Hold løbende opsyn med båden

  • Sørg for god belysning – tyverier sker ofte i mørke

  • Overvej kamerabevågning

  • Tænk som en tyv: hvor er de svage punkter?

Få flere råd fra svensk politi mod at undgå tyveri af motorer

Motor
content-loader
content-loader
content-loader