Palanad 4 med buttet stævn udfordrer offshore-design
Med sin brede, stumpe stævn og markante skrogform, sværd og svingkøl, bryder Palanad 4 radikalt med det, der i årevis har været normen for 50-fods offshore-racere. Hun er skabt til at sejle hurtigere over længere distancer og præstere under IRC-reglen. Senest vandt den franske båd over Atlanten.
Palanad 4 er udviklet af topdesigneren Sam Manuard og sejles af Antoine Magre. Sammen har de arbejdet målrettet på at overføre erfaringerne fra mindre klasser til en større og mere potent platform.
Kernen i projektet er enkel: at opskalere scow-bov-konceptet fra Mini 6.50-klassen til 50 fod.
“Konceptet med Palanad 4 er grundlæggende en 50-fods Mini Transat-prototype,” forklarer Manuard til Yachting World.
“En ægte scow-bov, dobbelte daggerboards (sværd) og en svingkøl – men anvendt i en størrelse og under en IRC-regel, der giver langt større frihed end Class 40.”
Netop friheden har været afgørende. Hvor tidligere både var bundet af klasseregler, er Palanad 4 tegnet langt mere frit. Skroget er derfor en ren scow-form uden de kompromiser, som ofte følger med måleregler.
“De fleste IRC-tilpasninger ligger i rig og sejl,” siger Manuard.
“Uden IRC ville vi sandsynligvis have valgt en anden rig, men skrog og tilbehør er præcis, som vi ønskede.”
Fart over tid
Målet er ikke kun høj topfart, men stabile gennemsnit. Det blev tydeligt under RORC Transatlantic Race, hvor båden leverede et gennemsnit på 17,68 knob over 3.500 sømil.
Men fart hænger tæt sammen med komfort, understreger designeren.
“Ved 20-25 knobs bådfart er der næsten ikke vand på dækket,” siger Manuard. “Det er ikke kun performance – det er komfort… og komfort er performance.”
Det peger på en klar tendens: en mindre belastet besætning kan holde et højere niveau over længere tid.
Overraskende stærk på kryds
Scow-både forbindes normalt med medvind og halvvind, men Palanad 4 har vist sig mere alsidig. Når båden krænges omkring 18-20 grader, arbejder skrogets chines aktivt med til at reducere modstand og dæmpe slag i søen.
“Båden skal sejles med en minimumskræning på omkring 18-20 grader for at forbedre modstanden i skroget og reducere slagene gennem bølgerne,” forklarer Manuard.
Det giver en mere effektiv krydsperformance, end formen umiddelbart antyder.
Små justeringer, stor effekt
De første sejladser har samtidig vist, hvor følsom båden er. Selv små ændringer i trim kan have stor betydning.
“Vi lærte at sejle båden, mens vi racede,” siger Magre. “Der var øjeblikke, hvor vi først timer senere indså, at en lille justering som at løfte et daggerboard nogle få centimeter åbnede et ekstra gear.”
Især VMG-sejladsen er kompleks.
“VMG-vinkler er de sværeste at mestre,” siger Manuard. “Sejler man højere og hurtigere eller lavere og langsommere? Små valg gør en stor forskel, og vi er stadig i gang med at lære.”
Færre hænder om bord
En anden konsekvens af designet er, at båden kan sejles med færre folk. Den store formstabilitet reducerer behovet for besætning og dermed vægt.
“Palanad 4 kræver ikke en stor besætning, fordi skrogets stabilitet er så høj,” siger Manuard.
Valget af rorpind frem for rat er også et bevidst valg for at give bedre føling med båden.
“Fordelen ved rorpinden er, at man virkelig mærker båden, især ned ad bakke, hvor det handler om små bevægelser for at arbejde med bølgerne,” siger han.
Kilde. Yacthing World






