Test: Frauscher 797 Spectre flyver med V8-brøl og Porsche-elkraft
Frauscher 797 Spectre er lav, kompromisløs og bygget til fart. motorbaadsnyt.dk testede den nye østrigske daycruiser på Gardasøen i både en klassisk version med 350 hk Volvo Penta V8 og en elektrisk udgave med teknik fra Porsche Macan Electric. To vidt forskellige drivlinjer – men samme skarpe sportsbåd.
Den østrigske bådbygger Frauscher har omkring 95 ansatte og bygger 13 motorbådsmodeller. Værftet har i årevis været kendt for elegante og sportslige både med kompromisløse linjer.
Med den nye 797 Spectre er kursen den samme, men teknologien er rykket markant fremad efter et tæt og eksklusivt samarbejde med tyske Porsche.
797 Spectre fremstår moderne og næsten tidløs. Filosofien bag båden mærkes i detaljerne – fra de skarpe linjer over vandet til teknologien under dørken.
Resultatet er en 7,92 meter lang daycruiser, hvor klassisk sportsbåds-DNA møder moderne el-teknologi.
Motorbaadsnyt.dk prøvede begge udgaver på Gardasøen. Her var der adgang til superladere til el-versionen, hvor drivlinjen stammer fra Porsche Macan Electric og arbejder sammen med et batteri på 100 kWh.
Som i en elbil kan batteriet ifølge Frauscher og Porsche hurtiglades på omkring 25 minutter.
25 knob giver over en times sejlads
Ved 25 knob viste monitoren i det dybe cockpit en forventet sejltid på omkring en time og ti minutter.
Porsche-drivlinjen kan sættes i fire forskellige programmer: Dock, Range, Sport og Sport+.
Til almindelig hurtig sejlads var Sport efter vores vurdering den mest behagelige indstilling. Her ligger farten omkring 25 knob, mens Sport+ åbner for væsentligt mere.
At sejle 51 knob i den næsten lydløse elbåd var nærmest grænseoverskridende. Den maksimale effekt og topfart kan dog kun holdes i omkring to-tre minutter ad gangen, i forhold til hvad der er sundt for el-motor og batteri.
Over længere tid ligger den maksimale fart nærmere 35 knob.
Netop på Gardasøen giver el-versionen god mening. Rundt om søen findes der fire superladere, som gør det realistisk at lade båden hurtigt op efter en tur.
I Danmark er situationen en anden. Her findes endnu ikke et netværk af hurtigladere i lystbådehavnene, som kan sammenlignes med infrastrukturen til elbiler.
Derfor giver en traditionel Volvo Penta-motor fortsat bedst mening for mange danske bådejere, især hvis båden skal bruges til længere ture eller på åbent farvand.
Lav, bred og med James Bond-attitude
Fra første blik er det tydeligt, at 797 Spectre ikke kun er bygget til at ligge stille i havnen.
Den lave profil, de skulpturelle fribordssider og den næsten rælingsfri linje giver båden et aggressivt og eksklusivt udtryk.
Tankerne går hurtigt i retning af en James Bond-film, hvor agent 007 kunne sidde bag rattet iført jakkesæt og mørke solbriller.
Cockpittet ligger dybt og beskyttet bag en tonet og rammeløs vindskærm, mens fordækket er beklædt med ægte teak og holdt næsten helt rent for unødige detaljer.
Det er minimalistisk, men gennemført. Og den ægte teak om bord klæder båden.
Agter findes en stor solseng over motorrummet og en integreret badeplatform, der nærmest flyder sammen med skrogets linjer.
Indretningen er enkel og funktionel med plads til op mod syv personer.
V8'eren giver den klassiske sportsbådsoplevelse
Vi begyndte testen med versionen udstyret med en Volvo Penta V8-benzinmotor på 350 hk.
Her får man præcis den oplevelse, mange forbinder med en hurtig sportsbåd: dyb V8-lyd, kontant acceleration og masser af temperament.
På Gardasøens forholdsvis flade vand gik båden hurtigt op i fart, mens styretøjet føltes præcist og direkte.
Frauscher har tydeligvis arbejdet meget med vægtfordeling og skroggeometri. Båden ligger stabilt gennem svingene og reagerer hurtigt på både trim og gas.
Topfarten blev målt til 42,2 knob med 350 hk-versionen.
Ifølge producenten var propellen på vores testbåd dog lidt for lille, og der skulle derfor være mulighed for at hente lidt mere fart med en anden propel.
Med den større V8-motor på 430 hk forventes 797 Spectre at kunne nærme sig 50 knob.
49 liter i timen ved 30 knob
En naturlig cruisingfart med V8-motoren ligger omkring 30 knob.
Her bruger Volvo Penta-motoren cirka 49 liter benzin i timen.
Cruisingfarten med elmotoren ligger lavere, omkring 22 knob.
Et interessant punkt under testen var, at forskellen i strømforbrug mellem eksempelvis 25 og 30 knob ikke opleves voldsom. Men når hastigheden kommer over 40 knob, stiger energiforbruget markant, når drivlinjen fra Porsche Macan Electric for alvor leverer maksimal effekt.
797 Spectre er ikke en båd, man køber for at få en stor kahyt eller maksimal overnatningskomfort.
Alt handler i langt højere grad om oplevelsen bag rattet.
Benzinversionerne fås med V8-motorer på enten 350 eller 430 hk. Begge versioner leverer massiv kraft, hurtig gasrespons og den traditionelle sportsbådsoplevelse.
Porsche-versionen ændrer hele oplevelsen
Mest opsigt under testen vakte dog el-versionen, som er resultatet af samarbejdet mellem Frauscher og Porsche.
Her er V8-brølet erstattet af næsten total stilhed.
Drivlinjen stammer fra Porsche Macan Electric og kombineres med et batteri på 100 kWh.
Resultatet er en acceleration, der ved højere fart føles voldsom. Helt fra stilstand havde Volvo Penta-versionen dog efter vores oplevelse et hurtigere første optræk.
Når Porsche-systemet først tager fat, kommer kræfterne øjeblikkeligt.
Der er ingen gearskift, næsten ingen vibrationer og ingen motorlyd. Kun et massivt skub fremad.
Samtidig ændrer hele oplevelsen karakter.
Hvor V8-versionen er rå, mekanisk og emotionel, virker el-versionen mere sofistikeret og futuristisk.
På Gardasøen gav det en næsten surrealistisk oplevelse at flyve hen over vandet med høj fart uden andet lydspor end vind og bølger mod skroget.
550 kilo batteri placeret centralt
Frauscher og Porsche har samtidig formået at bevare bådens sportslige balance, selv om batteripakken alene vejer omkring 550 kilo.
Forklaringen er blandt andet, at batteriet er placeret centralt i båden.
De to versioner ender ifølge Frauscher omtrent på samme totalvægt, når benzinversionens tank på 240 liter er fyldt op.
Det er væsentligt, fordi 797 Spectre netop lever af sin balance og sin evne til at reagere hurtigt på førerens bevægelser med rat og gas.
Klassiske instrumenter møder digitale skærme
Førerpladsen er enkel og moderne med en stor 12-tommers multifunktionsskærm kombineret med fem klassiske runde instrumenter.
Det fungerer overraskende godt.
Man får moderne navigation og systemstyring, men samtidig bevares noget af følelsen fra en klassisk sportsbåd.
Betjeningen er intuitiv, og instrumenterne er placeret ergonomisk omkring føreren.
Frauscher har desuden valgt en løsning, hvor mange af funktionerne både kan betjenes via touchskærmen og med fysiske knapper.
Det giver god mening i en båd, der kan sejle over 40 knob. Ved høj fart er en fysisk knap ofte lettere at ramme end et ikon på en touchskærm.
Ankeret forsvinder ind i stævnen
Detaljer som køleskabsskuffe, trådløs opladning, USB-C-stik, integrerede solskærme og ferskvandsbruser viser, at Frauscher også har haft komforten med i udviklingen.
Det er dog en smule besværligt at komme forbi vindskærmen, når man bevæger sig mellem det flotte teakdæk forude og cockpittet.
Til gengæld behøver man normalt ikke gå frem på dækket for at håndtere ankeret.
Det kan sættes og tages op automatisk via en knap fra cockpittet.
Selve ankeret er desuden skjult under sejlads. Når systemet aktiveres, åbner en mindre port elegant i stævnen, hvorefter ankeret køres ud.
De mange løsninger er diskret integreret i designet og understreger Frauschers ambition om at levere noget, der minder om superyacht-kvalitet i en kompakt sportsbåd.
Ikke en praktisk familiebåd
Frauscher 797 Spectre er ikke en traditionel praktisk familiebåd.
Den er dyr og kompromisløs og henvender sig til bådejere, der prioriterer design, fart, køreglæde og eksklusivitet højere end kahytsplads og muligheden for komfortable overnatninger.
Der findes ganske vist en kahyt under fordækket, men den er kompakt og uden vinduer.
Prisen starter omkring 259.000 euro uden moms.
Det svarer til cirka 1,93 mio. kroner før dansk moms og eventuelle øvrige omkostninger.
Den færdige danske pris med Volvo Penta 350 hk er oplyst til omkring 2,98 mio. kroner.
El-versionen med Porsche-drivlinjen ligger væsentligt højere og lander omkring 4,68 mio. kroner.
Men netop det kompromisløse koncept betyder også, at Frauscher skiller sig ud på et marked, hvor mange både ellers begynder at ligne hinanden.
797 Spectre er i høj grad en båd, man køber med hjertet.
Porsche har gennemført 1.500 test på vandet
En stor del af prisforskellen mellem benzin- og elversionen skyldes udviklingsarbejdet bag Porsche-drivlinjen.
Det forklarer Frauschers 39-årige direktør for salg og marketing, Florian Helmberger, til motorbaadsnyt.dk.
- Siden 2022 har Porsche gennemført 1.500 test af elmotoren på vandet, selv om der er tale om teknologi, de i forvejen bruger i deres biler. Men kølesystemet i en motorbåd er anderledes end i eksempelvis en Porsche Macan, mens batteri og ladesystem i højere grad er det samme i båden og bilen.
Ifølge Florian Helmberger ligger en stor del af merprisen på omkring 1,5 mio. kroner i de omfattende udviklingsomkostninger.
- Den højere pris på versionen med elmotor skyldes de gigantiske udviklingsomkostninger ved at få motoren til at fungere til søs. Vi har selv brugt adskillige millioner på at kunne bruge Porsches elmotorer i vores både.
Samarbejdet giver til gengæld Frauscher adgang til en af bilindustriens store udviklingsorganisationer.
- Kunden får noget, man kan regne med, og Porsche har en kæmpe udviklingsafdeling. Man kan eksempelvis altid få software-support, så motoren fungerer optimalt. Det handler meget om tillid, når man køber en båd med elmotor, siger Florian Helmberger til motorbaadsnyt.dk.
Målinger med Volvo Penta 350 V8
Omdrejninger – fart – benzinforbrug pr. time
1.500 o/min. – 6,1 knob – 7,9 liter
3.000 o/min. – 14,9 knob – 26 liter
3.500 o/min. – 20,6 knob – 31 liter
4.000 o/min. – 25,4 knob – 41 liter
4.500 o/min. – 30,5 knob – 49 liter
5.000 o/min. – 34,5 knob – 61 liter
5.500 o/min. – 38,7 knob – 79 liter
6.000 o/min. – 42,2 knob – 99 liter
Frauscher 797 Spectre
Længde: 7,92 meter
Bredde: 2,37 meter
Motorer: V8-benzin, 350 eller 430 hk
El-version: Porsche-drivlinje med 100 kWh batteri
Topfart med el: 51 knob
Topfart med Volvo Penta 350 hk: 42,2 knob
Benzintank: 240 liter
Kapacitet: Op til syv personer
Pris med Volvo Penta 350 hk: 2,98 mio. kr.
Pris med Porsche-elmotor: 4,68 mio. kr.
Forhandler: Tempo Bådsalg, Ishøj
Bådværft: Frauscher Boats, Østrig
















