Sirena 60 vinder Best Interior Design Trophy – nordisk udgave klar til Fredericia-udstilling
Den nye Sirena 60 har vundet Best Interior Design Trophy og markerer sig dermed som en af de stærkeste designnyheder i sin klasse. Den prisvindende motoryacht kan opleves på Boat Show Denmark i Fredericia, hvor både Sirena 60 og Sirena 48 vises i særligt tilpassede nordiske versioner.
De to både, der blev bygget i december 2025 i Tyrkiet, er indkøbt til Danmark af en kreds af sejlere i selskabet og forhandleren 56 North. Gruppen tæller bl.a. virksomhedsejer Bent Møller, bilforhandler Gorm Ronow, forretningsmand Jesper Juhl og bådhandler Thomas van Nord fra Yachtbasen.
Og det er ikke standardudgaver, der rammer kajen.
- Sirena 48 og 60 er lavet i en nordisk version med tykkere dobbelt glas og oliefyr med centralvarme, vi har også fået gulvtæpper på og mere nordiske farver på Sirena 48 og Sirena 60’eren, som vi udstiller i Fredericia til maj. Det er både, der kan sejles i de nordiske farvande året rundt. Men bådene har også fået netværkskabler til alle rum og en del mere, forklarer Thomas van Nord Yachtbasen i Marselisborg, hvor bådene får base, indtil de er solgt.
Interiør i international topklasse
Prisen for bedste interiør er ikke tilfældig. Sirena 60 er kendt for sit rummelige layout, store glaspartier og materialevalg, der ligger i den tunge ende af segmentet. Kombinationen af funktionel planløsning og varme, moderne overflader er netop det, juryen har hæftet sig ved.
- Vi er selvfølgelig stolte over, at Sirena 60’eren har fået interiørprisen. Det viser, at de tyrkisk producerede både er helt i top med finish og materialevalg, siger Thomas van Nord til motorbaadsnyt.dk.
Sirena 48eren koster fra 12,4 mio. kroner eks moms mens 60eren koster 16 mio. kr. eks moms.
Fra Düsseldorf til Danmark
Bådene har allerede været vist frem for et internationalt publikum på boot Düsseldorf i 2025, hvor interessen var markant. Nu er fokus rettet mod danske købere, der får mulighed for at se både Sirena 48 og Sirena 60 på hjemmebane.
Thomas van Nord gav en rundvisning på de to både, der er købt hjem til Danmark, men som først blev udstillet i Düsseldorf, inden de nu kommer til Fredericia.
Klar til det nordiske marked
Med de tekniske tilpasninger og et interiør, der er tonet i mere afdæmpede, nordiske farver, rammer Sirena 60 direkte ind i det skandinaviske marked. Prisen for bedste interiør understreger, at båden ikke blot er tilpasset Norden – den er også blandt de bedste i klassen internationalt.









