Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Motorbåden lå for anker, da en kraftig storm ramte området. Yachten rev sig løs fra sin ankerplads, drev ind mod den klippefyldte kyst og sank i et udsat område med kraftig brænding.

Vrag ødelagde 200 kvadratmeter beskyttet havgræs - bådejer dømt

En 18 meter lang motorbåd blev liggende på havbunden i flere måneder og knustes til sidst af bølgerne. Nu har en fransk domstol idømt ejeren fængsel, bøde og en miljøerstatning på mere end 110.000 euro.

Af Troels Lykke |

Et skibbrud ud for den franske middelhavskyst har fået alvorlige konsekvenser for ejeren af den 18 meter lange motorbåd Blue Velvet.

Marseilles maritime domstol har idømt ejeren fire måneders betinget fængsel og en bøde på 15.000 euro for overtrædelse af de maritime regler. Samtidig har ejeren fået sit franske bevis til at føre båd suspenderet i to år.

Dertil kommer en erstatning på mere end 110.000 euro, som skal bruges på at genoprette en beskyttet eng af Posidonia-havgræs, der blev ødelagt af yachtens vrag. 

Rev sig løs under storm

Ulykken skete i august 2021 ud for Gigaro-bugten ved La Croix-Valmer vest for Saint-Tropez.

Blue Velvet lå for anker, da en kraftig storm ramte området. Yachten rev sig løs fra sin ankerplads, drev ind mod den klippefyldte kyst og sank i et udsat område med kraftig brænding.

Flere forsøg på at bjærge fartøjet mislykkedes på grund af placeringen og vejrforholdene. Vraget blev derfor liggende på havbunden, hvor vind og bølger gennem måneder fortsatte nedbrydningen.

I efteråret 2021 brækkede yachten i flere dele. Stumper fra skroget og bådens øvrige konstruktion blev spredt over havbunden og beskadigede omkring 200 kvadratmeter Posidonia-havgræs.

Reagerede ikke på myndighedernes krav

Dommen handler ikke kun om, at yachten rev sig løs og sank.

Ifølge domstolens vurdering greb ejeren ikke tilstrækkeligt ind efter forliset, selv om den franske søfartsmyndighed flere gange krævede, at vraget blev fjernet inden for fastsatte tidsfrister.

Den lange periode på havbunden betød, at skaderne på havmiljøet blev væsentligt større, end de havde været umiddelbart efter forliset.

Dykkere og medarbejdere fra det beskyttede havområde i Saint-Tropez-bugten fulgte skadernes udvikling gennem flere undersøgelser. Det videnskabelige materiale gjorde det muligt at dokumentere, hvordan havgræsset gradvist blev beskadiget og ødelagt, fortæller Bateaux.com.

Havgræs vokser langsomt

Posidonia oceanica findes kun i Middelhavet og er beskyttet i blandt andet Frankrig. Havgræsengene fungerer som skjulested og opvækstområde for fisk og andre havdyr.

Planterne binder samtidig kulstof, stabiliserer havbunden og beskytter kysterne mod erosion.

Posidonia vokser meget langsomt. Det betyder, at skader efter ankring, grundstødninger eller skibsvrag kan tage årtier at reparere. I store dele af Middelhavet er det derfor forbudt for større både og yachter at ankre direkte i de kortlagte havgræsområder.

Dom kan få betydning for andre bådejere

Sagen betegnes som principiel, fordi domstolen ikke alene har straffet ejeren for de maritime overtrædelser, men også har anerkendt et selvstændigt økologisk tab.

Sagen blev rejst af den kommunale sammenslutning omkring Saint-Tropez-bugten, der forvalter det Natura 2000-beskyttede havområde. Det er ifølge den franske bådmedie Bateaux.com første gang, at en forvalter af et fransk beskyttet havområde har fået medhold i en sag af denne karakter. 

Dommen sender dermed et klart signal til ejere af både og yachter: Ansvaret slutter ikke, når besætningen er reddet, og fartøjet er forladt. Hvis et vrag bliver liggende og ødelægger et beskyttet naturområde, kan ejeren blive pålagt både straf og en omfattende regning for skaderne.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader