Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Ifølge Pantaenius er der et tydeligt mønster: Det er næsten udelukkende sejlbåde med sejldrev, der mister propeller. Foto: Troels Lykke

Sejlere mister propeller når de monterer forkert

Der bliver hvert år tabt propeller i danske havne og farvande. Problemet rammer især sejlbåde med sejldrev – og ifølge forsikringsselskabet Pantaenius er forklaringen sjældent mystisk.

Af Troels Lykke |

”Propeller tabes ikke alene i havnen. Det sker ofte først, når man skal bakke eller bremse – og så opdager man, at der ikke sker noget,” siger Gert Toft fra Pantaenius.

Situationen opstår typisk uden forvarsel. Under sejlads fremad bliver propellen holdt på plads af vandtrykket og rotationen. Først når belastningen ændrer sig – for eksempel ved bak – viser problemet sig.

”Man kan også opleve det, når man har sejlet for sejl og starter motoren for at gå i havn. Når man sætter i gear, sker der ikke rigtigt noget,” siger Gert Toft.

Kun ét type drev er problemet

Ifølge Pantaenius er der et tydeligt mønster: Det er næsten udelukkende sejlbåde med sejldrev, der mister propeller.

Motorbåde – både med Z-drev og aksel – kan få alvorlige skader på propeller og aksler ved påsejling af genstande. Men de mister dem ikke. Det samme gælder sejlbåde med traditionel aksel.

”Jeg vil sige, at sejlbåde med sejldrev står for 100 procent af alle tabte propeller,” siger Gert Toft.

Løs møtrik er den afgørende svaghed

Forskellen ligger i konstruktionen. Hvor akseldrev typisk har konus, kile og låst møtrik, er sejldrev baseret på en spline-aksel med en møtrik, der skal sikres korrekt.

Hvis møtrikken først bliver løs, kan bevægelserne i gearskift få den til gradvist at skrue sig af.

Når gevindet slipper helt, falder propellen af – ofte næste gang båden sejler fremad uden aktiv motorkraft.

Montagefejl er hovedårsagen

Den gennemgående forklaring er ifølge både Pantaenius og producenterne den samme: fejl ved montage.

På sejldrev skal propellen ofte afmonteres for at skifte zinkanode. Det skaber en risiko, som ikke findes i samme grad på akselbåde.

”Det er meget vigtigt at følge producentens monteringsanvisninger,” siger Gert Toft.

Typiske fejl er:

  • genbrug af låseblik

  • forkert eller manglende brug af Loctite

  • forkert tilspændingsmoment

Konsekvensen er klar: Spændes møtrikken for løst, arbejder den sig af. Spændes den for hårdt, kan gevindet tage skade – og så ryger propellen også.

Kan undgås helt

Ifølge både forsikringsbranchen og producenterne er konklusionen entydig:

En korrekt monteret propel falder ikke af.

Fra producenthold peges der på, at møtrikken altid er den primære fastgørelse og skal suppleres med en effektiv låsning – enten mekanisk eller med låseskruer og lim.

Desuden gælder en vigtig detalje:
Propellen kan kun falde af i bak. I frem presses den ind mod drevet.

Rådet: Overlad det til fagfolk

For sejlere, der er i tvivl, er anbefalingen klar:

Få en fagmand til at stå for arbejdet.

”Så sikrer du, at tilspændingsmomentet er korrekt, at låseblikket er skiftet, og at der er brugt den rigtige låsning,” siger Gert Toft.

Fejlene sker ofte i forbindelse med klargøring før sæsonen – og konsekvenserne viser sig først, når båden er på vandet. Og typisk på det værst tænkelige tidspunkt: midt i ferien.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader