Nyt bådregister rykker nærmere – 2.000 forladte både på fem år
Omkring 2.000 forladte både er ifølge Foreningen af Danske Lystbådehavne dukket op i danske havne på fem år. Nu ønsker havnene et landsdækkende register over lystbåde, og erhvervsminister Martin Lidegaard vil bede Søfartsstyrelsen undersøge sagen, fortæller dr.dk.
Forladte og misligholdte lystbåde fylder stadig mere i danske havne. Problemet er ikke alene de gamle både, men også arbejdet med at finde frem til deres ejere.
Derfor ønsker Foreningen af Danske Lystbådehavne, FLID, nu et landsdækkende register over danske lystbåde.
Ifølge foreningen dukkede omkring 900 forladte både op i danske lystbådehavne alene sidste år. Over en femårig periode drejer det sig om cirka 2.000 både, viser en spørgeskemaundersøgelse blandt havnene, skriver DR.
Sverige har allerede et register
FLID peger blandt andet på Sverige, hvor et register gør det lettere at finde frem til ejeren af en båd.
Et tilsvarende dansk system vil ifølge foreningens formand, Bent Ole Jonsen, kunne gøre arbejdet betydeligt lettere, når en båd bliver efterladt.
- Folk efterlader nogle gange både som skrot i en havn - eller deres forladte båd ligger for anker, siger Bent Ole Jonsen til DR.
Problemet mærkes også i Lemvig, hvor havnefoged Kenneth Borum Kjærgaard samtidig sidder i FLIDs bestyrelse.
- Det er ved at udvikle sig til at være et problem. I forbindelse med coronakrisen fik vi et opsving af både, og nu har folk så en tilbøjelighed til at glemme at kigge til dem, siger han til dr.dk - se tv-indslag
Det kan være svært at slippe af med en båd
En havn kan ikke bare fjerne en forladt båd.
Først skal ejeren forsøges fundet, båden skal blandt andet fremlyses, og en række juridiske procedurer skal følges. I sidste ende kan en båd ende på auktion – i nogle tilfælde til en symbolsk pris.
I Skive Lystbådehavn har man for nylig haft fem-seks såkaldte spøgelsesbåde. Nu er der to tilbage.
Formanden for Skive Søsports Havn, Jan Stilling, fortæller, at de tilbageværende både næppe er sødygtige, mens ejerne samtidig skylder penge for bådpladserne.
De gamle både optager desuden pladser, som havnen kunne bruge anderledes i en tid, hvor nye lystbåde generelt bliver bredere og større.
Minister vil have Søfartsstyrelsen på sagen
Et eventuelt landsdækkende bådregister hører under Erhvervsministeriet.
Erhvervsminister Martin Lidegaard (RV) afviser ikke idéen. Tværtimod vil han nu bede Søfartsstyrelsen undersøge mulighederne.
- Jeg forstår godt, at forladte både er en gene i nogle havne og andre steder – for miljøet, for økonomien og for øjet. Jeg vil derfor bede Søfartsstyrelsen om at se på sagen, siger Martin Lidegaard i et skriftligt svar til DR.
Ministeren understreger samtidig, at et eventuelt nyt system ikke bør føre til unødigt bureaukrati for almindelige bådejere.
- Målet er mindre besvær i havnene og mere tid på vandet – og at regningen lander de rigtige steder, siger han.
Kilde. dr.dk














