Gå til hoved-indhold
49erne under OL gjorde stort indtryk på danske tv-seere, da Warrer og Kirketerp vandt i finalen.Kapsejlads
49erne under OL gjorde stort indtryk på danske tv-seere, da Jonas Warrer og Martin Kirketerp vandt i finalen.

Warrers radikale tiltag eller sejlsporten ud af OL

Fint at diskussionen om sejlsport som olympisk klasse nu tages på et nyt, kvalificeret niveau med Morten Lorenzen og Michael Hestbæks indlæg. Læs konkret indspark fra Drage-sejleren Peter Warrer.

Af Troels Lykke |

Af Peter Warrer, Aarhus:

Jeg er enig i betragtningen om at sejlsport af mange grunde risikerer at ryge ud af OL.

Først og fremmest fordi det er den dyreste sport at arrangere sammenholdt med at det er den sportsgren, der har ringest eller næstringest medie- og publikumsinteresse af samtlige olympiske sportsgrene – på linje med fægtning og skydning.

Det ville i mine øjne være synd og skam at en af de mest komplekse, intelligente og potentielt spektakulære sportsgrene overhovedet skulle lide denne skæbne, sejlsportens glorværdige historie taget i betragtning.

Desuden vil et OL-farvel koste dyrt: IOC dækker ca. 65% af ISAFs budget, ligesom en stor del af de nationale budgetter og sponsorater kan henføres til den olympiske forbindelse.

ISAF inkl. DS har et alvorligt ansvar for at sejlsporten risikerer at ryge ud af OL, da man ikke i tide har reageret tilstrækkeligt kreativt og effektivt.

I maj 2010 udgav ISAF Olympic Commission en lang rapport om sejlsportens olympiske udfordringer og ISAFs svar på disse. IOC var ikke imponeret, og i september 2010 fulgte ISAF op med en supplerende rapport.

Disse rapporter nåede desværre ikke frem til tilstrækkeligt radikale, relevante og konkrete handlingsanvisninger.

De forslag der siden er kommet fra enkelte nationale myndigheder, herunder DS, har så vidt jeg kan se på ISAFs site kun indeholdt småjusteringer i forhold til status quo, og mest for at beskytte de pågældende nationers sejlere.

Man kan blive i tvivl om hvorvidt ISAF og majoriteten af de nationale myndigheder er klar over hvor tæt sejlsporten er på at ryge ud af OL.

International Moth.

Et bud på fremtidens OL-bådklasser

De olympiske bådtyper og sejladsformater skriger på udvikling når man betænker de muligheder som den moderne teknologi, materialer og kommunikationsformer giver. 34. Americas Cup, Extreme 40 serien,18 Footer race i Sidney Harbour og flere andre koncepter viser vejen og er lysår foran ISAFs OL-format hvad angår spektakulære bådtyper og spændende sejlads- og medieformater.

Hvad angår bådklasser skal OL-sortimentet i mine øjne reduceres og gøres væsentligt sjovere for sejlerne og mere sexet for tilskuere og medier. Vi taler high performance, fart, atletiske manøvrer og spektakulært look. Det kunne man opnå med følgende olympiske klasser:

  • Foiling Moth i en entype version for kvinder (reduceret rig) og mænd – to separate løb. Kan man ikke mestre den båd skal man finde en anden konkurrence at stille op i end OL. Denne  båd er så langt foran alt andet at den er en gave til sejlsporten, selvom klassen er 70 år gammel. Europajollen er for øvrigt en gammel Moth entype version.

  • 49er for mænd.

  • 29er XS for kvinder.

Disse meget ens skiff-klasser har bevist deres succes både overfor sejlere og medier.

  • Match-race i Formula 18 multihulls inspireret af og brobygger til det nye Americas Cup format. Åben for begge køn. Et selvmål af rang, da ISAF smed både match-race og multihulls af det olympiske program.

Nu kan skaden gøres god igen i et hug. Så kunne man jo overveje er gøre en mix-besætning obligatorisk – Formula 18 lægger op til det med vægt- og sejlkompensation til forskellige vægtkategorier. Og jo – man kan godt sejle match-race i katemaraner.

  • Kite-surfer i en entype version for kvinder og mænd – to separate løb inkl. trick og hop. Kite-surfer har slået surfer i popularitet og er mere spektakulært.

Ovenstående vil betyde en tiltrængt modernisering, et generationsskifte til en yngre sejlergeneration, og med færre bådtyper give større overskuelighed for offentligheden. Antal OL-bådtyper reduceres fra 7 til 4, antal klasser/løb fra 10 til 7 og antal sejlere fra 16 til 10 for et fuldt hold.

Færre klasser og sejlere vil desuden reducere omkostningerne ved den olympiske sejlsportsevent til glæde for IOC.

Bedre og billigere

Man burde i øvrigt også reducere sejler-OLs omkostningsniveau ved at skære ned på antallet af officials. Danmark stillede således op med flere trænere og ledere end sejlere ved OL i Qingdao.

Alle både i hver klasse skal være ens og stilles til rådighed af arrangørerne sponsoreret af producenterne. Der tages efter hvert OL stilling til evt. udskiftninger af klasser for at sikre at sejlsporten til OL hvert 4. år præsenterer det mest spændende vores sport kan byde på for verdensoffentligheden.

Ingen klasser bør være fredet på baggrund af historie, lobbyisme eller udbredelse for den sags skyld. Det er naturligvis en udfordring for ISAF at sikre en tilstrækkelig produktionsmodning og ensartethed af nye OL-klasser, hvilket vil kræve et effektivt udviklings- og kontrolsystem.

Mediefokus giver udvikling

Argumenter om at de foreslåede moderne bådklasser endnu ikke er tilstrækkeligt internationalt udbredte, eller at en særlig kropsvægt favoriseres må i mine øjne vige. Let´s face it:

Der er så få der dyrker elitesejlsport på internationalt plan, at en radikal modernisering med deraf følgende øget global mediedækning kun kan have en positiv effekt på sejlsportens internationale udvikling og udbredelse i løbet af et relativt kort åremål.

Min påstand er at øget mediefocus på sejlsporten som atletisk, spektakulær sport er vigtigere for udviklingen af elitesejlsporten globalt end eksistensen af relativt populære og billige (?) klasser som Laser og 470 i OL-sammenhæng. Der er intet i vejen for at man fortsat bruger disse jolletyper til kapsejlads og sejlerskole ikke mindst i sejlsportsmæssige udviklingslande.

Mht. kropsvægten så opfattes den vel heller ikke som et problem i autosportens Formel 1. Hvorfor skulle den så udgøre et problem for sejlsportens elitære udstillingsvindue OL?

Fødekæden til de foreslåede OL-klasser er tilstede med de mange spændende ungdomsjoller, der er blevet introduceret de senere år.

Nyt sejladsformat

Bådtyper/klasser er afgørende, men mindst lige så afgørende for sejlsportens fremtid som olympisk sport er sejladsformatet. Glem lange, fjerntliggende baner, komplicerede regler, langstrakte startprocedurer osv.

For at gøre sejladserne sjovere og mere medie- og publikumsvenlige skal sejladserne være mere overskuelige og forståelige for menigmand. Følgende elementer kan peppe op på fremtidens olympiske sejladsformat:

  • ”Sejlstadions” med korte baner – 15 minutter - med flere runder lige foran publikum.

  • Flere gates der samler feltet både op og ned.

  • Hver båd sin farve - både på sejl, båd og mandskabsdragt. Nationalflag er ikke nok.

  • Opankrede både som banemærker med presse og tilskuere om bord.

  • Reduktion af kapsejladsreglerne til få bestemmelser.

  • På vandet, direkte transmitteret umpiring – votering og beslutning.

  • Cup system, hvor bådene gradvist elimineres, evt. triple race finaler som medal race.

  • Kvalificeret speaker, der kan høres af alle tilskuere.

  • Storskærm og tracking til at repetere spændende situationer.

  • Pit stop v. start/mållinjen, hvor sejlerne interviewes efter hver sejlads.

  • Event village, hvor tilskuere kan komme tæt på både og sejlere før, mellem og efter sejladserne.

  • Et filmproduktionssystem til TV- og Internettransmissioner, der fokuserer på at videreformidle til ikke-sejlkyndige spændingen og overblikket i kapsejladsen som deltageren oplever den.

Fokus på de nøglesituationer hvor placeringskampene afgøres. Kameraer og mikrofoner på både, ribbåde og på land, samt på en helikopter el. kran til overbliksbilleder.  En sejladserfaren producer krydsklipper så alle kan følge den placeringsmæssige udvikling i hver sejlads.

Tracking og computergrafik linket til GPS-system og til vindmålinger overalt på banen. Den hidtidige TV-dækning af sejler-OL har været skandaløs ringe på trods af de teknologiske muligheder. Også på TV-området har America´s Cup førertrøjen.

  • SMS betting som en mulighed: Tast et nummer på din mobil og skriv bådfarven på den båd du satser på.

Sejlads- og TV-formatet ligger bl.a. i SailingStars-konceptet fra 2006 (søg på Bådmagasinet.dk, mail til pwarrer@hotmail.com), og i det nye 34. AC-koncept, se bl.a. interview med Russel Coutts i Bådmagasinet fra marts.

Poul Elvstrøms gamle forslag om altid at holde al OL-sejlads samme sted - på Hawaii el. et lign. sted med konstant god vind er rigtigt, også fordi man så kunne nøjes med et eller få store Olympiske sejlsportsanlæg i verden.

Forslaget lader sig dog næppe realisere i et OL, der bygger på værtsbymodellen.

Sejlerhilsen

Peter Warrer

PS. Mere følger omkring Dansk Sejlunionens rolle. (redaktionen)

Motor
content-loader
content-loader
content-loader