Gå til hoved-indhold
Stefan Qviberg har  designet de svenske Arona Yachts siden 1982. Foto: Troels LykkeKort Nyt
Stefan Qviberg har designet de svenske Arona Yachts siden 1982. Foto: Troels Lykke

Stefan Qviberg - Sveriges svar på Niels Jeppesen

Sejlbåde skal have et lavt fribord, flad bund og et smalt forskib, siger Arcona Yachts designer Stefan Qviberg, som minbaad.dk møder i Hundige.

Af Troels Lykke |

Stefan Qviberg er en båddesigner, der er uddannet fra Kungliga Tekniske Högskole i Stockholm.

Den nu 60-årige designer har slået vældige fine streger til et hav af sejlbåde. Den første Arcona han designede var en Arcona 32, der kom frem i 1982.

Senest har han designet en Arcona 410, som er rost til skyerne for dens sejlegenskaber.

- Arcona 410 er bredere agter i forhold til tidligere både, den har også et smallere forskib og mere sejl på per deplacement. Vantene er for første gang ført helt ud i siden og den sejles med fok på, der passer bedre til IRC-reglen og samtidig er fokken let at håndtere.

- Roret er smallere og dybere end på tidligere Arcona-både. Båden er meget neutral på roret og så er vi meget til at bruge L-køl, vi mener ikke at en T-køl er bedre, siger Stefan Qviberg, mens vi sidder tæt på en Arcona 340, som der er solgt over 70 af.

Arcona 410 kom til verden i år.

200 solgte Arcona 400

En af de mest solgte Arconaer i nyere tid er Arcona 400, som der er solgt næsten 200 af siden 2001 og bådtypen produceres stadig.

-Arcona 400 er let at håndtere og er et godt kompromis mellem kapsejlads og tursejlads og man kan også sejle jorden rundt i den, siger han og kigger ud over Køge Bugt.

Selv sejler han kapsejlads på en Arcona i Stockholm skærgård, hvor han henter input til design.

-Jeg ser selvfølgelig også på hvad konkurrenterne producerer og hvad der sker i Volvo Ocean Race.

Når han har slået stregerne til en båd testes båden teoretisk i et 3D baseprogram som Yacht Designbureau i Seattle, USA.

Et program, der også skaber en 3D-fil, som skal bruges til en CNC-maskine i Estland, hvorefter en stor ploug fræses ud, alene det tager otte dage. Fra idé til bygning tager en båd 11 måneder at bygge.

-Det er en hydrodynamisk test, hvor stabilitet, fart og andet testes. Vi kunne her forudsige, at Arcona 410eren kunne sejle mellem 7,4 og 7,6 knob på kryds og det stemte også i virkeligheden, siger han og smiler.

Både skal være hurtige i dag

Om krav til både i dag siger han.

-De skal være hurtige og derfor har de en fladere bund og et smalt forskib og der skal være mere sejl per kilo. Derfor vakuumstøbes Arconas skrog og rester suges ud, så der ingen luftlommer er i skroget. I dag er skrogene stærkere og stivere end tidligere. Fribordet må heller ikke være for højt, det ser bedre ud med et lavt fribord og vinden tager mindre fat i båden i havnemanøvre i både med lavt fribord.

Kan man sige, at du er Sveriges svar på danske Niels Jeppesen fra X-Yachts?

Stefan Qviberg griner.

-Det kan man måske godt, X-Yachts laver jo også flotte både, siger han.

Disse både har Stefan Qviberg designet siden 1982

Arcona 32, 321, 36, 38, 40 DS, 400, 410, 370, 430, 460.

Cenit 33, 35, 37 samt kvart tonner.

Importør af Arcona, Ove Skovgaard-Mortensn, tv., med Stefan Qviberg i Hundige under åbent hus.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader