Bianca Yachts grundlægger Holger Leth Christensen er død
Nekrolog. En af dansk lystbådebyggeris pionerer, bådebygger Holger Leth Christensen, Rudkøbing, blev 77 år. Han byggede Bianca- og Sagittabåde, oplyser Bianca27.net.
Det er svært i dag at forestille sig en lystbådehavn uden både bygget af glasfiber. Anderledes midt i tresserne.
Dengang var lystbåde skabt af skovens høst. Andet materiale var utænkeligt, - medmindre man var i besiddelse af fremsyn og pionerånd. Det skriver Søren Stidsholt Nielsen på www.Bianca27.net
De egenskaber havde den dengang unge bådebygger Holger Leth Christensen. Omkring 1963 købte Holger Leth Christensen Langelandsbanens nedlagte remise på havnen i Rudkøbing.
Han havde en plan. Den nyerhvervede hal skulle bruges til noget helt specielt, noget epokegørende for alle lystsejlere. Her skulle der bygges Danmarks første seriefremstillede, danskkonstruerede båd af det helt nye og nærmest ukendte materiale, polyester-armeret glasfiber.
Efter tegninger fra hans storebror, bådkonstruktør Svend Aage Christensen, blev de første eksemplarer af båden Bianca 27 fremstillet.
Med sine mange fine detaljer i træ og et skrog, dæk og ruf i glasfiber forbandt Bianca 27 på respektfuld vis to generationer af lystbåde.
500 Biancia 27ere
At Holger Leth Christensens fremsyn var rigtigt, bekræftede de næste års udvikling for det nye Bianca-værft. Over 500 eksemplarer af pionerbåden Bianca 27 forlod i det følgende tiår remisen i Rudkøbing.
En succes og en klassiker var skabt, og en række andre efterspurgte modeller fulgte efter.
Holger Leth Christenen kom til det fynske efter år som bådebygger i Århus og på Molich-værftet i Hundested. Han etablerede værft på Stige Ø i Odense Fjord og startede her i 1959 byggeriet af en anden af broderens konstruktioner, træbåden Peti.
Efter beslutningen om at flytte bådebyggeriet til Langeland blev realiseret, gik det stærkt. I de følgende år skød en hel håndfuld haller op på havnen i Rudkøbing.
Med købet af Sagitta-værftet i Svendborg i starten af halvfjerdserne blev pioneren Holger Leth Christensen Danmarks største bådebygmester med omkring 225 medarbejdere i sit brød.
Holger Leth Christensen.
Solgte værfterne efter oliekrisen
Hemmeligheden var en kombination af gode tider, - og glasfiber. I oliekrisens kølvand fulgte nedturen for branchen, og Holger Leth Christensen måtte skille sig af med værfterne.
Senere startede han Blue Dane / Blue Leth-værftet på Ellehaven i Rudkøbing og etablerede Leths Yacht Værft ved byens færgelejer.
Søn gik ind i virksomheden
En af sønnerne, bådebygger Anders Leth Christensen, gik ind i virksomheden. For syv år siden blev den historiske ring sluttet, da sønnen efter et mageskifte med kommunen kunne rykke Bianca Yacht ind i de haller, hvor faderen startede sin pioner-virksomhed 40 år tidligere.
Også i de senere år færdedes Holger Leth Christensen hjemmevant i sine gamle haller.
Akkuratesse og solidt håndværk mestres af far som søn, og besøgende på værftet vidste indtil for får år siden, at det ikke var sjældent at se »den gamle« i det lysebrune arbejdstøj regere kyndigt med træ og maskiner. Dog i pionerens eget tempo passende til pensionist-alderen.
I Holger Leth Christensens hjem på Reberbanen i Rudkøbing blev man ikke i tvivl om, at her boede en af søens folk.
Skibsmodeller, maritime effekter og Bianca-historie fylder godt op, og der manglede heller aldrig sjove historier om de tusinder af bådhandler Holger Leth Christensen gjorde i årenes løb.
God hukommelse
Og hukommelsen var formidabel. Nævn et sejlnummer på en Bianca - og Holger Leth Christensen kan huske, hvem han solgte båden til!
Om kort tid udsender Marstal Søfartsmuseum i øvrigt en bog om glasfiber-bådebyggeri. Her har museet fundet det helt naturligt at pryde forsiden med en Bianca 27 med Holger Leth Christensen om bord.
Holger Leth Christensen efterlader sig sin bror, to sønner samt den nære veninde, Ulla Ahrendt.