Lorenzen: Girl Power - kvinderne bestemmer design
Både er designet af mænd, til mænd og bruges af mænd. Sådan er det. Men nu skal det være slut – All Aboard er tre svenske kvinders bud på hvad der skal til. Se også video.
Lad os være helt ærlige – en tur på bådudstillingerne viser klart at båddesign er en mandesag. Og det er en skam, for kvinder har i den grad noget at byde ind med, og så er det altså også kvinderne der vælger båd, eller i hvert fald vælger båd fra, hvis ikke de finder den tiltalende.
10 ting der er kan forbedres
I Sverige har Svensk Marinteknisk Forum gennemført en undersøgelse om hvorfor kvinder har et problematisk forhold til både – her er hvad de fandt:
1: Gå ombord og gå i land
2: Dårligt udsyn (sejl og sprayhood er i vejen)
3: Trangt cockpit (styresystemer fylder for meget, cockpittet skal være et socialt centrum)
4: Mand over bord (angst for ikke at kunne få folk ombord igen)
5: Tunge spil (dårlig gearing og ofte kun én-hånds greb)
6: Tungt anker og batteri
7: Ubegribelig motormanual
8: Trangt og besværligt at lave mad
9: Dårlig placering af toilet
10: Fugtige og rå tekstiler
All Aboard
Der er friske tanker med ny opdeling af bådens interiør
Tre seje svenske kvinder fra White Arkitekter, Ingrid Backman, Monika Semkowicz og Susann Wessely Gromark er kommet med deres bud på løsninger – de arbejder udfra devisen:
“Vi inkluderer kvinders krav, UDEN at vi ekskluderer mænds…
Det er ikke første gang, at den dynamiske trio stikker snuden frem. For et par år siden kom de med deres bud på en konceptbil, og den blev meget omtalt. Flere af deres ideer kan i dag ses i produktionsbiler fra Volvo.
Kvindernes radikale forslag til båddesign handler meget om praktiske løsninger og et konsekvent anderledes interiør design, hvor privatområder, toilet/køkken og sociale områder er markant anderledes tænkt.
Cockpittet kan forlænges når man ligger i havn
Sikkerhed er essentielt for gruppen, og der er forslag om at indbygge en redningsstige i skroget som altid er klar til indsats. Alle – store som små – kan hjælpe overbordfaldne ombord nemt og hurtigt.
Nemmere ombordstigning er der også tænkt på med løsninger der indbygges i skroget og nemt kan aktiveres.
I cockpittet har kvinderne fjernet det/de traditionelle rat og foreslår at man fremover styrer sit skib ved hjælp af to joy-sticks - “sail by wire” - som giver en helt anderledes cockpit oplevelse.
Og så kan cockpittet udvides agter, så der kan være endnu flere venner ombord når man ikke sejler.
Soltag, med indbyggede solceller - og fungerer som skydetag
Jeg må sige, at jeg er vildt inspireret af disse kvinders tanker.
Der er i den grad behov for at der tænkes nyt indenfor båddesign, og jeg håber virkelig at de mange mandlige båddesignere tager et kig på All Aboard konceptet og tager pennen over i den kreative hånd ;-)
Nyd denne YouTube video og se mere på All Aboard Facebook side her