For sejl til Middelhavets calas - Mikkels tur 2. del

De hvidkalkede huse vokser langsomt ud af horisonten, som den gode ketch Pontomedusa nærmer sig den lille bugt og landsby Cala d’Oliva på øen Asinara ud for Sardinien.

Kikkerten afslører intet tegn på liv på kajen neden for byen, og på fortøjningsbøjen bare 50 meter fra land, høres hverken biler, børn eller bådmotorer. Der er stille som graven.

En spøgelsesby med en dyster fortid
Vi er ankommet til spøgelsesbyen Cala d’Oliva, forladt efter at den italienske regering gjorde Asinara til karantæne- og fængselsø i 1885.

En snoet, gammel vej vrider sig op igennem den tilskoddede by, hvor kun kirken, en bar og et ensomt beliggende hostel stadig holder åbent for de få besøgende.

På bakketoppen over byen vidner høje, hvide mure og tunge stålporte om Cala d’Olivas fortid som straffekoloni. Hertil udskibede man ind til midten af det forrige århundrede italienske forbrydere dømt til hårdt arbejde i Asinaras stenede marker.

Senere blev Cala d’Oliva mafiafængsel, og Corleonesi-klanens godfather Totò Riina sad indespærret her mellem 1993-97.

Riina menes at have dræbt mere end 40 mennesker og var manden bag bombeattentatet på undersøgelsesdommer Giovanni Falcone i 1992.

Riina sad under streng bevogtning i et specialbygget isolationsfængsel kaldet ’bunkeren’, uden nogensinde at vide, hvor han befandt sig.

De skudsikre vagttårne og det labyrintiske cellekompleks står stadig tilbage på bjergtoppen over Cala d’Oliva og indbyder til at gå i den brutale mafiosos fodspor. 

Corleonesi-klanens godfather Totò Riina sad fire år her i Cala d’Olivas isolationsfængsel.

Naturpark og sørøvere
Da Totò Riina blev flyttet fra Cala d’Oliva i 1997, blev fængslet lukket og Asinara omdannet til marinepark.

Den turkisgrønne cala neden for Cala d’Oliva vrimler i dag med stimer af saddel-havruder og andre fisk, og vandet er så klart, at man på seks meters dybde tydeligt ser det gamle anker, der holder bugtens fem fortøjningsbøjer fast på bunden.

I calaens sydlige ende spejler et vagttårn fra 1600-tallet sig i overfladen og leder tankerne hen på de tyrkiske og nordafrikanske korsarer, der hærgede kysten mellem 1500- og 1800-tallet.

Notoriske sørøvere som Dragut af Tripoli og Hayreddin Barbarossa, også kendt som ’Rødskæg’, fejede i disse århundreder ud over det vestlige Middelhav fra deres baser på Berberkysten mellem Libyen og Marokko.

Sardinien var så hårdt ramt, at man måtte ty til skræmmekampagner, og fra middelalderen og helt til 1999 afbilledes fire afhuggede maurerhoveder med sørøverring i ørerne og bind for øjnene på øens officielle flag. Til skræk og advarsel. 

I dag er Cala d’Oliva aldeles pirat- og mafiosofrit, og bugten ligger tyst og hemmelighedsfuldt med sine mange seværdigheder og venter på den historieinteresserede sejler.

Det gamle vagttårn over Cala d’Olivas klare vand.

En spansk cala i uberørt natur
En helt anden slags cala finder man på Mallorcas østkyst - i Cala de Magraner – hvor naturen er den eneste seværdighed.

Den 300 meter dybe cala er igennem tusindvis af år eroderet ind i sand- og limstensklipperne, og den lille klippebugt giver nu god beskyttelse mod Middelhavets vind og dønninger.

Pontomedusa lader ankeret rasle fra boven på fem meter vand og ligger tæt omsluttet af calaens forrevne klippesider.

Det er lidt svært at kaste anker i en snæver cala, da der ikke altid er langt til den næste båd eller en brat klippevæg.

Vi må være opmærksomme på svingradius og risikoen for at drive, og vi pejler over stagene, holder øje med bunden og lægger en hånd på ankerkæden fra tid til anden for at mærke, om ankeret skraber hen over sandet.

Efter en kvarters tid bliver vi enige om, at Pontomedusa ligger godt og sikkert, og hele besætningen, på nær ankervagten, hopper i baljen.

En sommerdag i Cala de Magraner: Storfaldet udvider sit ressortområde.

Lykkerus i en slimet grotte
Vi svømmer ind til stranden i bunden af Cala de Magraner og varmer os på de gule småsten. Stranden er svært tilgængelig fra landsiden, og kun få friluftscampister har vandret turen hertil via et udtørret flodleje.

I det skarpe lys skinner bolte og karabinhager fra klipperne, og en solbrun klatrer hænger grinende i et reb på en af strandens to klatreruter.

Over ham springer et par brune bjerggeder nonchalant rundt og afsøger en afsats for græs. Calaen er et virkelig godt sted at opleve Mallorcas uspolerede natur.

På svømmeturen tilbage til båden langs calaens nordside, opdager vi en grotte, hvis hvælving kun netop kan skimtes fra havoverfladen. Vi snorkler ind mørket og ser småkrabber krible rundt på de slimede klippevægge.

Et dyk på 20 meter fører os ud i lyset igen med en boblende blanding af lykke og klaustrofobi i mellemgulvet. Latteren trænger sig på i snorklerne, som vi tager de sidste svømmetag. Livet føles virkelig værd at leve i Middelhavets calas.   

Pontomedusas besætning skærer ansigter i velbehag i Cala de Magraner.

Middelhavets calas

• ’Cala’ betyder småbugt eller havn på arabisk, og navnet stammer fra det 9. og 10. århundrede, hvor saracenske sørøvere for første gang huserede i det vestlige Middelhav.

• Cala de Magraner, Cala d’Oliva og et væld af andre calas findes beskrevet i Imrays havnelodser ’Islas Balerares’ (Graham Hutt) og ’Corsica and North Sardinia’ (John Marchment).

• Cala d’Oliva fem bøjer kan bookes på Cormorano Marinas hjemmeside www.asinaramarina.com eller ved at ringe på +39 079512290.