Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kaløvig har nogle skrappe e-sejlere, de tog det hele.
Kapsejlads
Kapsejlads

Holdsejlads i E-jolle hitter

Kaløvig var ramme om klassemesterskab for hold i Europajolle, der sejles igen efter nogle års pause. Arrangementet var en succes, og holdsejlads er kommet for at blive, lyder det fra klassen.

Af katrine bertelsen |

Der er ikke første gang der er blevet afholdt klassemesterskab for hold i Europajollen, men det er efterhånden nogle år siden det sidste fandt sted. Dømt på sejlernes reaktioner efter stævnet, så bliver det helt sikkert ikke sidste gang, at Europe Class Denmark afholder mesterskaber for hold – tværtimod.

Vil have officielt DM

Holdsejlads er en rigtig sjov og lærerig aktivitet, og var derfor i år sat på programmet for sejlerne. Mesterskabet har stadig ikke status af et officielt DM, men det store interesse for stævnet i år forventer ECD at kunne kåre et DM hold i 2013.

Stævnet der blev afholdt i Kalø Vig bød på blandede og udfordrende vejrforhold. Om lørdagen med let vejr, hvor der blev sejlet Round Robins. Søndag i mere blæsende vejr 7-14 m/s, og selv ikke det faktum, at Finalesejladserne måtte afbrydes på grund af dårligt vejr, kunne lægge en dæmper på sejlernes begejstring.

Kaløvig sejlere dominerede

Årets suveræne sejr gik til storfavoritterne, Kaløvig Allstar. Holdet bestod af, verdensmesteren Anna Livbjerg, tidligere verdensmester Tobias Hemdorff, tidligere europamester Anne-Line Lyngsø Thomsen og ikke mindst Mathias Livbjerg, som med alle vundne sejladser tog guldet med hjem. Andenpladsen gik til teamet fra Vedbæk Sejlklub, og tredjepladsen gik til et endnu et hold fra Kaløvig.

Holdsejlads er sjovt

Europe Class Denmark’s klassetræner Christian Rindom var begejstret for arrangementet i Kalø Vig.

- Holdsejlads er en rigtig god aktivitet. Ikke kun fordi det skaber et stærkt sammenhold, men i lige så høj grad fordi det udvikler hver sejler individuelt, når man kommer i så mange tætte situationer, som tilfældet er under holdsejlads.

Også ECD’s formand, Michael Cholewa, var begejstret for weekendens ”nyskabelse” og lover øget fokus på holdsejlads.

- Holdsejlads bliver en fast tilbagevendende begivenhed, og vi håber at DS, ved at gøre klassemesterskabet til et officielt DM, vil anerkende at Europaklassen ikke bare er den største ungdomsklasse i Danmark, men også en vigtig klasse for udviklingen af fremtidens elitesejlere.

Og det blev en sjov weekend på havnen i Kalø Vig, og ikke kun for Europasejlerne. Kalø Vig lagde samtidig havn og faciliteter til Optimisternes DM i Holdsejlads, så de, med egne øjne kunne se, at sejlads ikke behøver at være kedeligt, bare fordi man har rundet de 15 år.

Prøv en E-jolle

Overvejer du at sejle Europajolle, så er der senere i oktober en rigtig god mulighed for at komme godt i gang, når ECD afholder sin legendariske lejr for nye sejlere. Arrangementet er i år henlagt til Vedbæk Sejlklub, og som noget nyt så behøver man ikke selv medbringe en jolle. Kom og prøv en weekend i Europajollen og tag bare din bedste sejlerkammarat med.

Læs meget mere på www.europeclass.dk

Motor
content-loader
content-loader
content-loader