Mission Accomplished - de røde bukser er i havn - Charlotte evaluerer

I onsdags kom vi endelig i mål på vores 51 fods sejlbåd i sejladsen ARC, land var i sigte 25 sømil før (jeg ku til skippers store frustration ikke se en dyt) da det var fedt at nærme sig land, og som vi nærmede os land begyndte både at dukke op i horisonten.

Således at vi faktisk var tre både som kom ind inden for fire minutter. Det blæste (stadig) en halv pelikan og bølgerne blev større og større jo tættere vi kom på kysten.
 
Det har været en fantastisk oplevelse fra start til slut. Jeg har været tryg hele vejen og har ikke på noget tidspunkt tænkt at det kunne gå galt, heller ikke da vi sejlede ind i et rigtig squall, tilsyneladende havde alle de tidligere som jo (kun) havde pust på 15-17 m/s ikke været rigtige squalls, men en af de sidste aftener blev vi fanget i et fantastisk møgvejr.

Ja det lyder underligt at skrive fantastisk møgvejr, men det var for vildt at mærke hvordan båden bare sejlede os igennem 22 m/s.

Jeg var ikke på vagt men besluttede at gå op for at opleve det og sad i mine shorts og min regnjakke mens regnen drønede ned og vinden pressede os igennem et ret fladt vand pga bølgerne.

Lidt som at være i rutsjebanen i Tivoli. Og efter det ku vi jo godt se at vi virkelig har haft en nem overfart.
 
Inden jeg sejlede over talte jeg med nogle folk som havde prøvet det og de talte alle sammen varmt om det og hvor fantastisk det var og hvordan vejret var skønt og i det hele taget hvordan det jo nærmest havde været en dasetur.... Altså...... Vil ikke betegne det som ren das....

Der var MANGE tidspunkter hvor jeg ønskede at vi snart ku se land og at jeg ikke skulle stå op midt om natten for at iføre mig mit tøj og stå ved roret.

Men det hele bliver bare en fuldendt tur når man ankommer til Saint Lucia og har oplevet og overlevet 15 dage til søs.

Vi var 8 mennesker om bord, hvoraf de eneste der kendte hinanden var Malene og mig, men da jeg ankom til Saint Lucia havde jeg fået 6 nye venner, 6 mænd som jeg jo stort set ikke har noget til fælles med udover at vi har krydset Atlanten.

Ærlig talt var jeg faktisk lidt presset over at skulle være sammen med fremmede mennsker på så lidt plads,men det blev bare aldrig et issue. Og da vi ankom til Saint
 
Lucia blev vi ved med at gå ud sammen, fordi vi ikke rigtig vidste hvordan vi skulle være uden hinanden. Det er mærkeligt! De sidste par dage har vi således taget afsked med vores nye venner, idag er det min tur og det bliver mærkeligt at skulle hjem.

2800 sømil over Atlanten.

Ville jeg gøre det igen? Det er svært at svare på synes jeg. De synes alle
sammen at jeg skal samle et pigecrew og lave en Atlanterhavskrydsning kun med piger ombord.

Og den ide er fed og tror at hvis jeg skal gøre det igen, skal det være på den måde.... Men skal finde en måde hvorpå der bliver garanteret et minimum af solskin og delfiner.

Og tror at det er vigtigt at dem der er med ombord har et minimum af forståelse for hvor hårdt det kan være. Ville jeg anbefale det til andre? Klart!

Det er for mig sådan en ting man skal gøre, det har givet mig så mange oplevelser og jeg har oplevet det vildeste vejr uden at blive bange.

Bare kom afsted! I år var der ikke en eneste dansk båd som krydsede, det er jo ret ærgerligt når man tænker på at vi er en rimelig stor sejlnation.

Ellers kan jeg helt klart anbefale Dan og hans 51 fods båd Skyelark, som virkelig er en ægte langtursbåd.

På turen havde vi to ting som gik i stykker, et forsejlsfald hvor øjesplejsen gik op, som blev fikset efter en kop te. og så gik Furlexen i stykker, men den blev også fikset i løbet af mindre end en time.

Det var ganske imponerende synes jeg. Derudover er det en nem båd at sejle og Dan har en super god fornemmelse for hvornår der skal rebes ind eller ud.

Økonomisk har det kostet mig i omegne af 40.000 kr. inklusiv alt det synes jeg ikke er dyrt for et eventyr for livet.
 
Vi ses på havnen! I kan kende mig på at jeg er iført røde bukser :)

Charlotte