Watski2Star er stadig en succes på 7. år
100 tilmeldte sig i tomands-sejladsen fra Helsingør. Carbon3 og Farr 40 fra KDY kom først i mål. Sejladsen blev afkortet i let vind. Luffe 37 vinder hele 2Star-serien.
Den 7. Watski2star blev afviklet i let luft. Modsat sidste år hvor der blæste en halv pelikan, og feltet måtte søge ned i Øresund.
Der blev sejlet 119 sømil fra Helsingør til Hesselø og til Hundested med pitstop på tre timer og derefter fra Hundested til Hesselø og hjem til Helsingør.
Turen blev sejlet i varme og i svag vind, så sejladsledelsen Helsingør Amatør Sejlklub og KDY måtte afkorte banen.
God udsigt fra Kulturkajen
Ellers ville flere af bådene ikke været nået hjem til den store fest og præmieuddeling som i år blev afholdt på den nye Kulturkaj med suveræn udsigt til både Kronborg og den nye havmand.
- Det var et godt sted og nyde en øl, nu har vi afprøvet det, men jeg tror vi rykker tilbage til Helsingør Nordhavn, siger Anders Jessen fra Watski, der var hovedsponsor.
Carbon3 med Bank og Gitz kom første i mål i trimaranen, mens første kølbåd i mål var en Farr 40 fra KDY med Chris Nørgaard som skipper.
Ca. 100 både havde tilmeldt sig og Watskis egen Helle Jespersen der også var præmiepige, vandt sit løb i en J-80. Sidste år var der 125 tilmeldt, men kun 90 mødte op på grund af blæsten. Se resultatlisten.
Præmier fra Quantum, International og Watski og andre
Af præmier var der gavekort fra Quantum Sails til nye sejl, mens resten af løbsvinderne fik flotte præmier fra Viking, International, Watski, KDY, AUDI, Oslobåden samt masser af koldt øl fra Harboe, og ikke mindst en flaske Mount Gay ROM til alle der gennemførte sejladsen.
- Undertegnede deltog naturligvis også, denne gang som gast ombord på Hippie, og her gik der lidt "hippie" iden, men der var meget hyggeligt. Svenske XAR en X-43 deltog også, og har i år deltaget i alle watski2stars (Norge, Sverige og Danmark), dette udløste en stor applaus og en ekstra flaske Mount Gay, siger Anders Jessen.
Luffe 37 vandt serien
Sejladsen var også også årets sidste i Dansk 2 Star Mesterskabsserie, der består af både Classic Fyn Rundt, AFI Marine 2 Star og Watski 2 Star. Årets 2 Star Mestre blev Morten Galskov og Ken Lauritzen i Sutten. Skarpt forfulgt af Henrik Jørgensen og Jan Hansen i Xbox, fortæller Birgitte Søgaard.