For sejl til Middelhavets Djævleø – Mikkels tur 4. del

Den gode ketch Pontomedusa er nu nået til farvandet ved Sardinien, og lagde kølen forbi et af den gamle fængselsø Asinaras fem bøjeområder. Øen der også kaldes ”Isola del Diavolo” – Djævleøen – har været hjemsted for pirater, straffefanger og koleraramte sømænd.

Aftensolen hænger lavt over Asinaras bjerge, og et æsels klagesang bæres med den lune vind fra et krat i det fjerne.

Den skingre skryden runger i de afskallede fængselsmure, og en spøgelsesagtig stemning indtræder i det gyldne aftenlys. I skyggen af det forladte fængsel Fornelli på Asinaras sydkyst står vi tre sømænd fra sejlskibet Pontomedusa.

Vi har taget turen i vores gummibåd fra bøjepladsen i Fornellistrædet og er kommet i land for at opleve den gamle djævleø i aftenskumringen. Den sidste turist har taget turbåden hjem, og den ubeboede ø er nu helt vores egen.

På opdagelse i topsikret fængsel

Fornellifængslet ligger tungt og truende med høje, hvidkalkede mure for enden af en knastør kystslette.

Parkbetjenten er gået hjem for aftenen, og den rustne stålport til fængselsgården er aflåst, men vi går på opdagelse i opbevaringsrummene i fængslets underetager.

Bag tremmegitre og tunge døre finder vi gamle madrasser, møbler og sågar et pool-reglement fra 80’erne. Her i det topsikre fængsel Fornelli havde Italiens farligste forbrydere deres gang i 70’erne og 80’erne.

De Røde Brigader

Sicilianske mafiosi og terrorister fra De Røde Brigader sad indespærret i superfængslet, der med skudsikre vagttårne og kilometervis af pigtråd ikke bare var sikret mod flugtforsøg, men også mod befrielsesaktioner.

Det var mægtige fjender, staten gemte af vejen her, og blandt andet lederen af De Røde Brigader, Renato Curcio, ruskede tremmer i Fornelli mellem 1977 og 1979.

Klippeklatring til en borgruin

Lige bag Fornellis hvide mure rejser et 265 meter højt småbjerg sig mod himlen. På toppen, og næsten i ét med klipperne, spotter vi konturerne af et brystværn og et forfaldent tårn.

En utilgængelig borgruin lokker os på en klatretur mellem giftige euforbiabuske, bjerggeder og store blokke af skifer og granit. Sveden springer fra panden, men udsigten på vej op er alle anstrengelser værd.

Under os får vi udsyn til Fornellis fængselsgård, og sydpå i det smalle stræde mellem Asinara og Sardinien svajer Pontomedusa som en prik under aftensolen.

En håndfuld af Asinaras ti andre fængselskomplekser dukker også op i landskabet og minder om øens fortid som straffekoloni i den første halvdel af 1900-tallet.

Italiens småforbrydere og tyveknægte blev udskibet hertil for at blive kureret for deres kriminelle laster ved hårdt arbejde i marker og stenbrug.

Om Djævleøen omvendte eller knækkede de forviste fanger, fortaber sig i historien, men ét er sikkert: Djævleøen har været et barskt, goldt og forbandet smukt sted dengang som nu.

Barbarossas gamle borg

Endelig når vi borgen på toppen. Den ensomt beliggende ruin i det klippearrede landskab måler ikke mere end 20 gange 30 meter og balancerer på kanten af en klippe.

Det er en røverborg i ordets egentlige forstand: Ifølge legenden opførte den osmanniske storadmiral og korsar Barbarossa borgen i 1500-tallet som en base for sine piratoverfald på Corsica og Sardiniens kristne kyster.

Vi går i sørøverkongens fodspor og kravler igennem den snævre stenportal i borgmuren, der leder ind til borgens indre. Mure og bygninger ligger i ruiner, og buskadset pibler op igennem klippesprækkerne, men vi kan stadig klatre rundt på brystværnet og krybe ned i magasinerne hugget ud i klippen under borgen.

Optændt af eventyrlyst ser vi solen gå ned fra det vindskæve borgtårn, inden vi skyndsomt begynder klatreturen tilbage mod Pontomedusa i et kapløb med det tiltagende mørke. 

Koleraen raser på Djævleøen

Ruiner finder vi også i bugten Cala Reale, et andet af Asinaras fem bøjeområder. En klynge af terrakottafarvede bygninger står knivskarpt frem i middagssolen, som vi nærmer os den gamle karantænestation La Reale.

Vi går i land på en ensom stenmole og kommer efter en kort gåtur til et stateligt kontor og et gammelt lazaret fra 1885.

Bygningerne er smukke og ligner noget fra et gammelt kurbad, men fortidens kolera- og tyfusramte har haft andet at tænke på end stedets skønhed.

Den østrig-ungarnske soldat Josef Sramek skriver i sin dagbog i januar 1916 om sit krigsfangenskab og karantæneophold på Asinara: ’Koleraen raser. Folk går raske i seng og bliver fundet stive om morgenen.

Bag hver busk ser du stakler i kramper og sygdommen spreder sig hurtigt da vi er presset sammen fem mand i ét telt. De syge er forfærdeligt tørstige, drikker af havet og dør.’ Hele 5000 ud af 24.000 krigsfanger omkommer på Djævleøen under 1. verdenskrig og begraves under den stenede jord.

Fra djævleø til ø-paradis

Mindesmærker for de omkomne krigsfanger, forladte fængsler og gamle karantænebygninger ligger i dag strøet ud over Asinara og gør den utilgængelige ø med de fem bøjepladser til et besøg værd for den forbipasserende middelhavssejler.

Asinara er naturpark med kandidatstatus på UNESCO’s liste for verdensnaturarv, og ud over de historiske levn kan den tilsejlende gæst også opleve blandt andet skildpadder og albinoæsler på øen. Det, der engang var en djævleø, har nu karakter af et ø-paradis for den eventyrlystne besøgende.

Om Djævleøen

• Asinara var kendt som kendt ’Djævleøen’ mellem 1885 og 1997, hvor øen fungerede som karantænestation, fængselsø og straffekoloni.
  
  
• Øen ligger ud for Sardiniens nordvestlige spids og er på størrelse med Fanø.
  
  
• Asinara er ubeboet men åben for besøgende sejlere. Man kan gå på opdagelse i ti forladte fængselskomplekser og en gammel sørøverborg.
  
  
• Der er fem bøjeområder med i alt 63 bøjer på Asinara. Booking sker via Cormorano Marina.