Var det Skotland du sagde?
Tidligere fiskeskipper Erik Venøbo og datter Louise er taget på sommertogt i Eriks ”nye” båd Lipstick. Planen var oprindelig at nå Skotland, men kuling har tvunget båden til at blive i Norge.
Efter en mindre reparation af en luge, startede Erik og Louise Venøbos tur i Skagen. Kursen var sat på Skotland, men vejret vil det – indtil videre – anderledes.
Erik Venøbo skriver til minbaad.dk.
5. juli. Så ligger vi med båden i Skagen, ja og hvor skal vi så hen? Hmee, drikker min kaffe færdig og så daffer vi ud og ser på, hvad vej vi skal,:-)) hvor mange tusind gange har jeg mon gjort det herfra?
8. juli. Ja, hvor daffede vi så hen efter afgang fra Skagen? Vi rundede Grenen i fin stil og alt for tæt på land, men hva faen, jeg har jo gjort det – tit husker jeg – meen nogen af de pokkers turister må have flyttet den. Skidt med det, over kom vi.
Første kurs var på Lindesnes ved Norges sydspids, en go’ plan mente vi, denne plan blev dog revideret mere end en gang. Man må sige, at den vejrudsigt vi havde hørt, passede ikke med det, vi sejlede rundt i.
Snasket vejr
Klokken 10 formiddag blæste det kuling, eller sagt som i de gamle fiskedage: Snasket vejr med ret meget skum på bølgetoppene, ubehageligt sgu.
Da vi var nået ca. 40 sømil ud mod Lindesnes kunne vi konstatere, at det var blevet noooget mere besværligt. Vindexen var blæst af, vores gallionsfigur (en gul gummi rapand) var revet løs og hang bare i elastikken, stævnlanternen var revet løs, kompasrosen var væltet rundt inde i kompasset og hang helt skævt, og kompasset virkede ikke mere.
Forkert vej
Hmee, vi begyndte at tale om, at vi måske slet ikke skulle den vej. Nej, nej, det var jo en fejl, vi skulle med vejret, skulle vi. Vi faldt af for vind og bølger og jubi yeeaaa, agten for tværs og 8-9 knob ned af bakkerne. Og her taler vi om pæne bakker på små 5 meter, de er altså søde når man rider med på dem:-).
Ja, da vi nu endelig havde fundet ud af, at vi skulle til Langesund (samme vej som vejret) ja, så var det en ren svir at være lystsejler og på ferie. Nu har vi så brugt nogle dage på at bevæge os ned til Kristiansand, rigtig pænt sted, og vi ligger ved siden af en Aarhus båd med fire unge menesker i, det er lidt fedt at se.
I Langesund skulle alt op og tørres.
Hvad vi gør i morgen aner vi faktisk ikke engang selv. Så følg med i næste rapport fra Lipstick på tur med Erik og Louise. Hilsner fra Erik og Louise
Fakta om Lipstick
Lipstick er en One off ¾ tonner, tegnet og bygget i 1978 af Lars Olsen med henblik på VM i Hundested 1979. Erik Venøbo købte den i vinteren 2012/13, og har allerede sejlet små 700 sømil i den.
- Længde: 10,34 m
- Bredde: 3,30 m
- Dybgang: 1,90 m