Ny Xp 55 får længere vandlinje end X-55
Xp 55 har let interiør og kulfiberramme, og øget vægt i kølen. Den vil sejle 6 % hurtigere på kryds ift. X-55. - Skroget er nu støbt, siger Birger Hansen til minbaad.dk om båden til 6,7 mio. kr.
Hele 40 X-55ere er blevet bygget siden 2007, men det er slut nu. Båden afløses nemlig af den nye Xp 55, der er bygget efter mere moderne metoder.
Metoder, der også er brugt på modellerne Xp 33, 38, 44 og 50.
I forhold til X-55, så er vandlinjen øget fra 16,3 meter til 16,7 meter. Og X-Yachts VPP tests indikerer, at Xp 55 vil sejle 6 % hurtigere på kryds i mellemluft.
12 procent hurtigere på læns
På læns ser det endda endnu bedre ud, hvor farten øges på mellem 8% og 12% i 20 knobs vind, når en 240 kvadratmeter spiler sættes på et kulfiberbovspryd, hvis man vælger det til.
I forvejen vil båden, der flyder til juni, koste 6,7 mio. kroner sejlklar. Båden vil veje det samme samme som en X-55, men vægtfordelingen bliver langt mere optimal. Og så er krydsstellet tre kvadratmeter større.
Let men dyr kulfiberramme
Biger Hansen, medejer af X-Yachts, forklarer til minbaad.dk:
- Bulben vejer mere på Xp 55 end på X-55eren, det gør at båden er endnu mere stabil i forhold til tidligere. Selve skroget (der støbes i Polen, red.) er vakuumstøbt i epoxy og nu er bundrammen i kulfiber, den vejede før 700 kilo, nu vejer den 100 kilo. Det kan gøres fordi at et kilo kulfiber giver en styrke svarende til 8 kilo stål, men kulfiber er også mindst 100 gange så dyrt som stål.
Dybgangen på den nye Xp 55 er også gjort en halv meter lavere, så den kun stikker 2,7 meter.
- Vi følte at X-55eren stak for dybt, siger Birger Hansen. Lige nu er der solgt tre Xp 55ere.