Gå til hoved-indhold
Niels Frølund, der også er formand for Sailing Aarhus, ses her under 29er-VM. Fotos: Troels LykkeKort Nyt
Niels Frølund, der også er formand for Sailing Aarhus, ses her under 29er-VM. Fotos: Troels Lykke

Chefen for Kaløvig Bådelaug er til schweizisk liebhaveri

Tiden stod stille da jeg var til 29er-VM i Kaløvig i år. I en kran hang nemlig en gudesmuk Boesch 510 fra 1964. Niels Frølund gav en tur i båden med den dybe V-8 motorlyd.

Af Troels Lykke |

De forkromede beslag på Boesch 510 blinkede i solen og den friske lak skinnede på den smalle klassiker. Båden tilhørte, fandt jeg ud af, Niels Frølund, der var 29er VM-stævneleder i starten af august.

- Der findes tre typer klassiske speedbåde, som er verdenskendte. Den ene er Boesch, de to andre er Chris Craft og Riva, siger bådejeren, lige før den schweiziske båd skulle på vandet. Stævnelederen skulle nemlig dele grønne Kajkager ud til de frivillige hjælpere på vandet. Jeg tog med med og fik lov at sidde i bag i båden på de hvide, bløde lædersæder. Accelerationen var stor, da den 55-årige el-installatør lukkede op for en fem liters Chevrolet, V-8-motor, så jeg blev presset tilbage i båden.

Lyden fra den amerikanske motor var utrolig dyb med lave omdrejninger, den blev dog lysere, da vi sejlede over 35 knob, så bølgerne stod ud til siden, men den lave, sexede båd var tør at sejle. Det var ikke ligefrem en diskret lyd, selvom Niels Frølund og sønnen, Lennart, har dæmpet støjen med 19 decibel med 3M-isolering, Thinsulate.

Hækbølgen efter Boesch 510 var ikke elegant, og de små 29ere hoppede og dansede i bølgerne, efter vi havde accelereret kraftigt forbi dem.

Dyb lyd fra V-8er

Topfarten for båden er 45 knob eller over 80 kilometer i timen. V-8-motoren er da også tunet, så den har 300 hestekræfter. Og motoren siger godt, mener den jyske sejler.

- Jeg kan godt lide den dybe lyd fra V-8eren, jeg har også en Ducati-motorcykel, der har en dyb motorlyd, men når båden kommer op i fart er lyden lysere, mere som på en Ferrari, siger Niels Frølund og griner. Den optimale cruisingfart er på 35 knob, hvor motorens omdrejninger kun er på på 1800. Han overvejer nu at skifte V-8eren ud med en V-6er fra Maserati.

- Den har en mindre vulgær lyd og motoren er som et kompliceret urværk. En Maserati-motor er ikke før set på en Boesch, siger Niels Frølund, der med sin søn har brugt  et par tusinde timer over to år på at renovere Boesch 510erens skrog, motor, beslag og alle tekniske installationer. For fem år siden købte han båden og kun i de tre sidste år har Niels Frølund sejlet i båden med hustruen Annette og de voksne børn Lennart og Ida.

- Det har været noget af et arbejde med båden, men vi kan li at restaurere noget, der er bevaringsværdigt, samtidig har det været et far-søn-projekt derhjemme. Vi skilte alt ad, sleb det gamle ned og lagde et nyt fem millimeter dæk på i teak og Sapeli-mahogni. Og skroget har fået 20 gange lak. Alt teknisk er skiftet og forbedret, også skruen og motorakslen. Instrumenterne har stadig et retrolook, men bagved er der ny avanceret teknologi. Beslagene tog vi af, hvorefter vi sendte dem til forkromning. Der er også kommet ny polstring på, siger Niels Frølund, der også har en stor 45 fods sejlbåd, af bådtypen IOR 2-tonner, som han også har renoveret.

Sejler kun i solskin

- Vi sejler kun i den når solen skinner. Så sejler vi her fra Kaløvig og til Aarhus for at spise en is eller ned til Norsminde for at spise en frokost. Vi har også brugt den til bryllups-sejlads, når brudeparret skulle hjem til Aarhus. Den er også eminent til at stå efter på vandski eller wakeboard, siger Niels Frølund om båden, der står beskyttet indenfor, hjemme på Djursland, når den ikke bruges. Sejleren overvejer nu at sætte et køleskab ind.

- Champagnen skal kunne holdes kold, selvom køleskab godt nok ikke var i originalbåden fra 1964, men der var der heller ikke elektronisk tænding på motoren, som der er i dag, siger Niels Frølund, som også har installeret en automatisk brandskum-slukning i motorrummet, hvis det bliver opvarmet eller der går ild i det. Niels Frølund er ikke ligefrem blevet skræmt af at restaurere båden.

- Hvis jeg falder over en anden af samme bådtype, der trænger til at blive sat i stand, så gør jeg det igen. Det er en sjov skaberproces, at man kan gøre noget bedre, med respekt for bådens historie.

Artiklen har været i BådNyt, leveret af Troels Lykke fra minbaad.dk.

Boesch 510
Byggeår   1964
Renoveret   2010
Længde 5,10 m
Bredde  2,00 m
Dybgang 0,54 m
Vægt  800 kg
Motor Chevrolet 5 l.,V8
Benzintank      90 l
Nypris  600.000 kr.
Værft      boesch-boats.ch

Niels Frølund var stævneleder til 29er VM, hvor 213 mandskaber stillede op.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader