Signe leverer pinlig underholdning på ankerplads i Antigua

Jeg har altid synes, at det er meget sjovt at ligge på en fyldt og lidt travl ankerplads, da der altid er noget at følge med i.

Når man nu ikke kan sidde derhjemme og se tv, så kan man jo i stedet holde øje med, hvilke både der kommer ind på ankerpladsen, hvilke både der forlader, om de nye ankomne både nu kaster anker et fornuftigt sted, om både kommer for tæt på hinanden etc.

Det er dog mest underholdende, når man kan sidde og følge med i de andres gøren og laden, end når vi selv er center for underholdningen, som vi desværre har været mere end én gang den forgange uge.

Sidst ind, først ud
Der er en uskreven regel på ankerpladser, om at de sidst ankomne både må flytte sig, hvis man kommer for tæt på hinanden.

Det er sidst ind, først ud princippet, der gælder, og man kan ikke fravige fra denne regel.

Vi plejer at være heldige med at finde et hul på en ankerplads, hvor vi ikke generer nogen, men i de sidste to dage, hvor vi har ligget for anker i English Harbour på Antigua, har vi måttet flytte os to gange, da vi begge gange er endt oven i en anden båd.

Og begge gange har vi selvfølgelig haft et nysgerrigt publikum fra de øvrige både - ganske som vi selv havde været, hvis det havde drejet sig om nogle andre.

Jeg synes altid, det er så pinligt, og jeg er klar til at flytte mig adskillige timer og meter, inden Henrik synes, det er nødvendigt.

Jeg er ked af at skulle indrømme det, men jeg er nok lidt som Mrs. Hyacint Bucket, der fortæller sin stakkels mand Richard, at han skal passe på fodgængerne på fortovet, når han kører bil!

Underholdningsværdien af det, vi har leveret i Antigua, er dog vand ved siden af det, vi leverede på Guadeloupe!

Mislykket afgang
På en ankerplads på vestkysten af Guadeloupe var vi en eftermiddag sejlet ind til land med gummibåden for at få en sundowner på en af strandbarerne.

Efter et par rom punches ville vi tilbage til båden, men der var i mellemtiden begyndt at danne sig store dønninger inde ved strandkanten.

Henrik skubbede gummibåden ud i vandet og bad mig hoppe hurtigt op, så vi ikke ville blive skyllet ind igen. Det nåede vi dog ikke, da motoren ikke ville starte, så vi drev blot tilbage til strandkanten, hvorefter flere større bølger slog ind over os og overdyngede både os og gummibåden med vand og sand.

Efter flere mislykkede forsøg på at starte motoren, begyndte folk at stimle sammen på stranden, ud for hvor vi rodede rundt, mens bølgerne stod ind over os.

Henrik rev mere og mere desperat i startsnoren, og stod til sidst i vand til livet for at undgå, at vi ikke blev skyllet ind på land igen.

Til sidst kom motoren heldigvis i gang, og vi kom af sted, gennemblødte og med en gummibåd fyldt med vand og sand – og ledsaget af klapsalver og blitzlys inde fra land!

Nu håber vi bare, at vi med ovenstående indslag har bidraget tilstrækkeligt til underholdningsværdien på ankerpladserne for den næste rum tid. Det må være nogle andres tur nu.

Vores røde gummibåd bundet til et træ i Roche de Malendure, Guadeloupe

Roche de Malendure, Guadeloupe

Vi ser solen gå ned, inden vi bliver underholdning for resten af strandgæsterne.

En del af Nelson’s Dockyard i English Harbour, Antigua