Gå til hoved-indhold
Ungdomssejlere og deres træner, Lynge Thang Jørgensen. Foto: Sakskøbing Bådelaug og SejlklubSejlklubber
Ungdomssejlere og deres træner, Lynge Thang Jørgensen. Foto: Sakskøbing Bådelaug og Sejlklub

Sådan fastholdes unge sejlere på Lolland

Klubber på Lolland har nu fælles træningsaftener for unge. Mogens Nicolaisen fra Bandholm Sejlklub og Lynge Thang Jørgensen fra Sakskøbing Bådelaug og Sejlklub var initiativtagere til samarbejdet.

Af Sara Sulkjær |

I foråret 2015 blev Dansk Sejlunion kontaktet af klubber på Lolland, som ønskede at etablere et netværk på tværs af regionens klubber. 

Baggrunden var dengang, at flere klubber oplevede, at de unge sejlere havde behov for flere udfordringer – og at få et større netværk med ungdomssejlere fra andre klubber. 

Første skridt på vejen til et samarbejde blev en sejlercamp på Fejø i begyndelsen af juni. 

Bandholm Sejlklub og Sakskøbing Bådelaug og Sejlklub var arrangør for campen, som skulle vise at blive en succes med god opbakning. 

Fællestræning i ungdomsarbejdet

I sensommeren blev der arbejdet videre med forårets idéer. Under et møde mellem regionens klubber og Dansk Sejlunion blev der taget initiativ til at lave fælles træningsdage for unge sejlere. 

- Klubbernes fremmøde var stort, og der var fuld opbakning fra alle fremmødte klubber til at sætte i gang, fortæller Dansk Sejlunion på deres hjemmeside. 

Mogens Nicolaisen fra Bandholm Sejlklub og Lynge Thang Jørgensen fra Sakskøbing Bådelaug og Sejlklub var initiativtagere til samarbejdet. 

Klubberne er med 

Med kort planlægning i samarbejde med Dansk Sejlunion blev der arrangeret to fælles træningsdage og et stævne i sensommeren.

- Opbakningen fra Dansk Sejlunion til samarbejdet mellem klubberne har været helt unik, og i Bandholm vil vi bestemt arbejde for at holde aktiviteter mellem klubberne henover vinteren, fortæller Lynge Thang Jørgensen fra Sakskøbing Bådelaug og Sejlklub.

Blandt initiativtagerne er glæden over klubbernes samarbejdsvilje især stor. 

- Jeg synes, det er virkelig positivt, at klubberne kan samarbejde. Det er meget sjovere for de unge sejlere, hvis der er flere at sejle med. Der skal være nogen at sejle med på ens eget niveau, fortæller Lynge Thang Jørgensen. 

Forældre bager kagen

Opbakningen fra sidelinjen fejler heller intet. 

- Vi har fået en kæmpe opbakning fra forældre. Ikke fordi de blander sig i træningen, for der har vi en lille regel om, at det er trænernes job. Men vi arbejder for, at forældrene bakker op med de ting, som er oplagte, forklarer initiativtageren fra Sakskøbing. 

Forældrene står blandt andet for noget så banalt som madlavning, at bage kager og lignende. 

- Det er mit indtryk, at vi får fat i den rigtige ende af ungdomsarbejdet på Lolland, hvis alle klubber vil gøre en indsats. Næste år fortsætter vi samarbejdet igen, og jeg håber på et endnu tættere samarbejde mellem klubberne i regionen. 

- Formålet med samarbejdet er ganske enkelt, at de unge gerne vil have nogle flere at sejle med. Det kan vi sørge for i klubberne, afslutter Lynge Thang Jørgensen

Få inspiration til samarbejde

Ønsker klubber nær dig også større samarbejde på tværs af kredse/regioner, står Dansk Sejlunions klubkonsulenter klar.

Kontakt en af dem her

Motor
content-loader
content-loader
content-loader