Skipper på vagtskibstanker: Sejl ikke i forbudt område

”Ikke alle sammen idioter?” sagde jeg, fordi udsagnet i en eller anden grad også omhandlede mig. Jeg er om nogen, en lystsejler, sådan indleder 51-årige Torben Ethelfeld en opsang i dette læserbrev til minbaad.dk.

Han fortæller videre:

Faktisk holder jeg så meget af at sejle, at jeg som 35-årig valgte, at benytte mig af de dengang fornuftige efteruddannelsesregler for arbejdsløse og starte på søfartsskole med dertil hørende karriere som sømand. Det der i dag, 16 år senere, har gjort at jeg har job som skipper, på et vagtskib ved et offshore vindmølle projekt i Østersøen, 16 sømil øst for Stevns.

”I hvert fald alle dem der kommer herud” uddybede styrmanden, for at sætte trumf på. Og gik i gang med at remse op fra hans oplevelser det sidste halvandet års tid.

Der var historien om den mindre norske lystbåd, han havde observeret klokken 4 om morgenen i Juli måned, drivende med alle sejl oppe. Hvor der ikke var nogen besætning at se og slet ingen reaktion på radio opkald.

Det var først da han lå 10 meter fra den og brugte tågehornet, at en synlig beruset mandsperson kom op fra kahytten og kunne få beskeden om, at han måtte ændre kurs.

Og historen om den danske lystbåd, med en lille familie ombord, igen midt om natten, der erkendte at de ikke havde søkort over området.

Som blev en smule bekymrede, da styrmanden gjorde dem opmærksom på, at der nogle sømil syd for deres nuværende position, på den kurs den havde tænkt sig at sejle, var tæt trafik af store handelsskibe.

Må gi min styrmand delvist ret

Han var nærmest ikke til at stoppe igen, min styrmand. Mine tanker begyndte så at bevæge sig i retning af mine egne oplevelser som vagtskibssejler. Og jeg måtte jo nok give ham delvist ret. Vores fælles oplevelser med lystsejlere, sætter ikke gruppen, som sådan, i et godt lys.

Hvorfor det forholder sig sådan, har jeg tænkt en hel del over. Hvad er det der gør, at ellers fornuftige mennesker, opfører sig som en blandning af Lord Nelson med kikkerten for det blinde øje og de tre aber der sidder med hænderne for ørene, øjene og munden?

Hvis man læser forskellige indlæg på diverse fora, kan man ende op med det indtryk, at nogle lystsejlere er af den faste overbevisning, at de selv bestemmer al ting, når de er kommet ned ombord på deres båd.

Der er ikke nogen ”børnehavepædagoger” der skal bestemme over dem og deres skib. De er jo rigtig, voksne mænd, der selv ved bedst.

Det er lidt den samme holdning man kan finde hos visse bilejere. Der sker også en eller anden kortslutning inde i hjernen på dem, når de sætter sig ind bag rettet. Det har vi så bare indrettet vores samfund efter og har en hel masse mennesker ansat til at prøve at få stoppet dem, inden det går helt galt.

Der ER regler til søs

Ude til søs derimod, i lille Danmark, har vi ikke så mange folk ansat. Det betyder dog ikke, at der ikke er nogen regler. Tværtimod.

Tænk på; havet er det første sted, hvor varetransport i større stil fandt sted. Folk og deres formuer er blevet flyttet rundt ude på havet, siden mennesket bandt de første bundter siv sammen.

Der har lige for starten garanteret været regler for, hvordan to fartøjer skulle forholde sig i forhold til hinanden, når de mødtes ude til søs. Efter forsikringsselskaber og advokater kom med på banen midt i attenhundrede tallet, er intet overladt til tilfældigheder.

Slet ikke til, ”rigtige mænds” forgodtbefindende.

Desværre bliver der ikke gjort ret meget ud af juraen, når vi uddanner lystsejlere. Hvilket altså får folk til at tro, der ikke er nogen regler.

Vagtholdsbekendtgørelsen

Et af de meget vigtig regelsæt, du ikke stifter nærmere bekendskab med når du tager duelighedsprøve, er vagtholdsbekendtgørelsen. Den er den Danske stats implementering af STCW kodens sektion B-VIII. Det er altså en international aftale, der også er dansk lov.

I den, står der i § 1, at den finder anvendelse på alle danske skibe. Det vil sige, iflg. de internationale søvejsregler; Regel 1´s bemærkninger: Alle skibe og både, uanset størrelse og art, således f.eks. også kajakker, små joller, speedbåde ol.. Altså også lystbåde.

I STCW kodens bilag 1, står der noget om vagtordninger og vagtprincipper, der skal følges. I part 2, der hedder Planlægning af rejsen, står der i punkt 5:

Føren af ethvert skib (altså også lystbåde!) skal forud for hver rejse sikre, at den planlagte rute fra afgangshavnen er planlagt ved anvendelse af tilstrækkelige og relevante søkort og andre nautiske publikationer, der er nødvendige for den forestående rejse, indeholdende præcise, komplette og opdaterede oplysninger vedrørende sejladsbegrænsninger og farer, der er af en permanent eller forudsigelig natur, og som er relevante for skibets sikre sejlads.

Ovenstående regel gør, sammen med reglen om at, hvis du skal have en radio ombord, skal den altid aflyttes (§ 2), at jeg har det rigtig nemt når et fragtskib er på vej ind i vindmølle konstruktions området.

Det eneste jeg behøver, er at få fat i vagthavende på på det andet skib og fortælle ham, at han er på vej ind i et konstruktions område. Samt at jeg vil anbefale ham, at ændre kurs til den ene eller anden side.

Den slags samtaler er altid meget korte og høflige. Og de gør, hvad de får besked på. Ingen brok eller dårlige undskyldninger.

Fordi, det jeg gør, er jeg fortæller dem, de ikke har lavet deres planlægning ordentlig. Hvilket ingen erhvervssejler vil have ud i en bredere offentlighed. For så står myndighederne på kajen, når skibet kommer i havn. Den slags tager tid og de finder altid noget at brokke sig over!

Lystsejlere derimod, det er en helt anden historie

For det første, svarer de færreste på opkald på radioen. Har båden ikke AIS, har jeg ikke anden mulighed end at kalde med position, kurs og fart.

Når jeg gør det, har jeg altså set og plottet dig. Vil jeg fange dig, gør jeg det! Du slipper ikke for at snakke med mig, med mindre jeg beslutter det!

Så kære lystsejlere; når nogen kalder en båd på VHF radioen, med angivelse af position, kurs og fart, er det en god ide at svare.

Også hvis det kun, måske er dig. Det kunne jo også være en der ville advare dig om, at du var tæt på at komme i en situation, hvor du vil miste dit skib. Eller en der havde brug for hjælp.

Indkørsel forbudt

Eller som, hvis jeg kalder dig, du er i fare for at redde dig en ordentlig bøde og et erstatningsansvar, der efterlader dig uden bil, båd og hus. For sker der noget inde i på byggepladsen, hvor nogen kommer til at miste penge, begynder eftersøgningen efter den skyldige.

Er det måske dig, står du rigtig dårlig rent juridisk, hvis du er sejlet ind et sted, hvor der klart og tydeligt i søkortet, er markeret indkørsel forbudt symboler.

Som regel, når jeg forsøger at komme i kontakt med en lystbåd, bliver jeg ved med at kalde. For det meste, er det helt forgæves.

Deres radio virker simpelt hen ikke, før jeg eller en af de hurtiggående crewbåde jeg kan sende efter den, er så tæt på, lystbåden er ved at blive sejlet ned. Så virker radioen pludselig fint.

På det tidspunkt, har de flest haft rigtig god tid til at komme op med en god forklaring. Men, da de jo ikke kender vagtholdsbekendtgørelsen, ved de ikke, at lige meget, hvad de siger, fortæller de mig, at deres båd ikke er i sødygtig stand. For lever du ikke op til vagtholdsbekendtgørelsen, er din båd i juridisk forstand, ikke sødygtig.

Forklaringen om, byggepladsen ikke er i deres søkort, holder ikke. For du skulle have rettet dine kort, inden du sejlede ud, for at være sødygtig!

Det nytter heller ikke at sige, at du ikke ved, hvor du er. For så har du jo ikke planlagt din rejse ordentlig og fulgt ordentlig med, hvordan sejladsen er gået.

I Vagtholdsbekendtgørelsen´s part 2, punkt 7 står der:

Hvis det under en rejse besluttes at ændre anløbshavn, eller hvis det af andre grunde er nødvendig at afvige væsentlig fra den planlagte rute, skal en ændret rute planlægges, før der foretages væsentlig afvigelse fra den oprindeligt planlagte rute.

Svar på din VHF

Alt i alt, er det altså nemmest og mindst ydmygende, bare at svare når nogen kalder dig. Og lytte til de råd og anvisninger, der kommer.

Hvis du læser langtursberetninger, er der en ting der går igen i de flest af dem; nemlig historien om, hvor rigide myndigheder er i andre land. Samt alle de regler du får kastet i hovedet, når du sejler ud i verdenen.

Men som jeg prøver at fortælle, findes de regler også i vores eget fædreland. Vi har bare af grunde jeg kun kan gætte mig til, valgt ikke at forfølge overholdelsen af dem, lige så stramt som man gør andre steder på kloden.

Det kan dog ændre sig, som vi nu ser i Københavns havn, hvor Politiet har lavet en aftale med Cirkus Marinehjemmeværn om et udvidet samarbejde med øget patruljering i havnen med tilhørende kontrol, af overholdelsen af diverse regler.

En udvikling, der bedst imødegåes, hvis lystsejlerne selv bliver en smule bedre til at opføre sig ordentlig – udvise godt sømandsskab. Og lade unoderne fra trafikken på landjorden blive, hvor de hører til. Det er vel ikke umuligt, vel?

Sejlerhilsen

Torben

51-årige Torben Ethelfeld sejler til dagligt på et vagtskib på offshore projekter. - Lystfiskerne er bedre til at respektere vores område end sejlerne, vi havde problemer med en stor Hanse-båd på over 50 fod bl.a. måske kunne de også bruge flere penge på at opdatere deres kort, siger skipperen, der passer på et tre gange fem sømil stort område ved Kriegers Flak ud for Stevns. Her får han Harpunloggen for den ældre sejlbåd Runa i 2004.

Har Torben ret, sløser vi sejlere for meget med vores søkort, navigation og VHF?