Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Her øver kursisterne i at parkere deres egne både i lag – som de vil opleve gøre det på den afsluttende sommertur. Foto: Vallensbæk Sejlklub

Lær at sejle tursejlads i Vallensbæk

For femte gang tilbydes sejlklubbens medlemmer kurset "Lær at sejle tursejlads", der fungerer som overbygning til grundkurserne i sejlads. Kurset henvender sig til både motor og sejl.

Af Sara Sulkjær |

Vallensbæk Sejlklubs succesrige tursejlerkursus løber netop nu af stablen for femte gang. Ideen til det gratis kursus opstod i sin tid, fordi der manglede et opfølgende tilbud til medlemmer, der havde gennemgået klubbens sejlerskole og erhvervet sig Duelighedsbeviset.

Var man ikke interesseret i kapsejlads, Sejlsportsliga, spiler-dramatik og lignende, var der ikke noget i klubregi for nye sejlere, som under eller efter sejlerskoleforløbet ofte havde købt båd.

Fra teori til praksis
Tidligere sejlerskolechef i Vallensbæk, Lennart Larsen, påtog sig opgaven som kursusudvikler og underviser. Med kun et par justeringer har tursejlerkurset fulgt samme grundmodel i alle årene.

Kurset består af først fire teoriaftener med 2-3 timers undervisning i marts-april fulgt op af én-to lørdage i maj med praktiske øvelser på vandet. Her bliver teorien afprøvet i praksis – meget, meget lærerigt ifølge tidligere elever!

Alle kan være med
Du deltager med din egen båd og med den besætning, du planlægger at sejle med, siger Lennart Larsen. Kurset er for alle bådejere - også dem, der foretrækker at sejle for motor. 

Men for os er noget af det allervigtigste, at vi ikke bare får skipper på skolebænken, men også hans besætning – selv om det "bare" er ægtefællen og børnene. Vi har flere gange haft børnefamilier med, og det er mit indtryk, at det har været til glæde for både store og små, fortæller han.  

Mange af deltagerne vælger at tage med på tursejlerudvalgets årlige pinsetur til Køge Marina, som en hyggelig kursusafslutning.

Kursets indhold
Tursejleruddannelsen er for alle typer af både og når rundt om emner som:

·         Teori
- Personlig sikkerhed og udstyr

·          - Bådens udstyr

·          - Hvem har ansvar og for hvad?

·          - Hvordan få en overbordfalden person ombord igen?

·          - Turplanlægning og navigation: Føring af logbog og søkort; hvad står der i havnelodsen?

·          - Udrustning af en båd til tursejlads

·          - Bådhåndtering

·          - Godt sømandskab

·         Praksis
- Ankomst til fremmede havne med andre fortøjningsmuligheder end dem, du kender hjemmefra

·          - Brug af anker i forbindelse med havnemanøvrer og grundstødning

·          - Gennemgang af bådens sikkerhedsudstyr

·          - Mand-over-bord øvelser med 60 kilo tung dukke (tørvægt!)

·          - Fortøjning ved turbøje

·          - Havnemanøvre med eget anker og fortøjning af agterenden til bøje

·          - Havnemanøvre med fortøjning uden på andre både

·          - Havnemanøvre med fortøjning ved Y-bomme

·          - Fortøjning i lag

·          - Sejlads med reduceret fremdrift

·          - Bugsering af anden båd

 

 

Yderlige oplysninger

Lennart Larsen, 21 62 86 87

www.vallensbaek-sejlklub.dk

www.facebook.com/Vallensbaeksejlklub

Motor
content-loader
content-loader
content-loader