Gå til hoved-indhold
Venstre vil fjerne randzoner, tillade mere gødning samt afskaffe sprøjte- og gødskningsforbud ved sårbare områder som vandløb, søer, moser og strandenge.Kort Nyt
Venstre vil fjerne randzoner, tillade mere gødning samt afskaffe sprøjte- og gødskningsforbud ved sårbare områder som vandløb, søer, moser og strandenge.

Lystfiskere ryster på hovedet over Regeringen

Regeringen vil afskaffe miljøkrav af hensyn til landbruget. Det bliver en historisk massakre på fynsk vandmiljø og turisme, advarer fynske lystfiskere.

Af Troels Lykke |

Den fynske natur og turisme risikerer at blive bombet 30 år tilbage, hvis regeringen får gennemført sin vækstpakke, der vil afskaffe en lang række miljøkrav i landbruget. Det skriver fyens.dk.

Sådan lyder advarslen fra fynske lystfiskere, der i mange år har kæmpet for at genoprette de skader, som i det sidste århundrede blev påført, da vandløbene blev udrettet og forgiftet, så dyrelivet forsvandt i størstedelen af dem.

Venstre vil med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i spidsen fjerne randzoner, tillade mere gødning samt afskaffe sprøjte- og gødskningsforbud ved sårbare områder som vandløb, søer, moser og strandenge.

Ministeren lægger desuden op til, at færre vandløb skal være en del af vandområdeplanerne, der sikrer fiskenes opvækstområder.

Fisketurister forsvinder

Selvom vækstpakken endnu ikke er vedtaget, advarer direktøren i den odenseanske fiskegrejsbutik Go-Fishing, Claus Eriksen, nu om, at rygterne allerede løber i udlandet hos fisketuristerne, som hvert år sikrer Fyn over 64.000 overnatninger i forbindelse med fiskeferier.

- De synes, det lyder forfærdeligt. Især hollændere og tyskere ser Danmark og Fyn som det mest fantastiske land på denne jord, fordi vi passer på vores fisk og rydder op i de fejl, som vores oldeforældre begik, fordi de ikke vidste bedre, siger han til fyens.dk.

Hver gang der fanges en fynsk havørred, har den en samfundsmæssig værdi af 2500 kroner som følge af blandt andet overnatninger og salg af fiskegrej, men potentialet er på ingen måde indfriet endnu, mener direktøren.

Kan fordoble overnatninger

Claus Eriksen spår, at antallet af fynske overnatninger i forbindelse med fisketurismen vil være fordoblet om 10 år, hvis naturgenopretningen får lov at fortsætte.

Men hvis blå blok gennemfører sin plan, vil det hurtigt gå den anden vej, siger han.

- Sidste år lavede Dan Jørgensen nogle lystfiskertiltag, og det bredte sig som en steppebrand i Europa. Det fik vi stor gavn af her på Fyn, men jeg lover, at det kommer til at bredde sig tre gange så hurtigt, så snart der er billeder af en gravemaskine i vandløbene. Det har taget os 20 år at bygge vores image op, men det tager kun et år at ødelægge igen, advarer han.

Vi bliver bombet tilbage

Også Søren Knabe, der er formand for Vandpleje Fyn, som er en sammenslutning af 28 fynske lystfiskerforeninger med 2500 medlemmer, river sig i håret over regeringens planer om at afskaffe miljøkravene, der passer på dyrelivet i den i forvejen hårdt pressede danske natur.

- Det er dybt alvorligt for både Danmark og Fyn, fordi vi bliver bombet tilbage. Nu har vi i mange år brugt ufatteligt mange penge og frivillig arbejdskraft på at genoprette naturen, og med et trylleslag står man så pludselig til at smadre den indsats. Vi kommer ikke bare til at se mange flere forureninger med gift og gylle i vandløbene. Det kommer også til at gå ud over vores fjorde og badevand, siger Søren Knabe.

Verdens bedste kystfiskeri

Miljøkonsulent Lars Brinch Thygesen fra Danmarks Sportsfiskerforbund er også rystet over regeringen.

- Noget af verdens bedste kystfiskeri efter havørred findes på Fyn, og samarbejdet mellem kommunerne, de frivillige og turisterhvervet er fantastisk, men når vandløbene bliver renset op, og fangsterne falder, vil I opleve en stor afmætning af turister og indtægter, siger han.

Kilde: fyens.dk

Motor
content-loader
content-loader
content-loader