Signe: I kokosnøddens tegn

Så er vi tilbage i Florida efter nogle gode sidste dage på Bahamas, som især stod i kokosnøddens tegn.

Jeg har nemlig længe gerne ville prøve at lave min egen kokosmælk, da jeg forestiller mig, at det vrimler med kokosnødder på øerne i Stillehavet, og på Manjack Cay i Abacos har beboerne lagt redskaber frem til at nedtage og åbne kokosnødder med.

Det er jo lidt nemmere, end at sende Henrik op i træerne (for Henrik). Så efter at Henrik havde fået et par kokosnødder ned og skrællet det yderste lag af dem, kunne vi gå i gang: Først åbnede vi dem og pillede kødet ud af dem, og derefter blendede vi kødet med kokosvandet samt lidt ekstra vand.

Da det var blevet til en hvid masse, pressede vi mælken ud af massen gennem et viskestykke – og voila, så havde vi det mest velsmagende kokosmælk, man kan tænke sig! Samme aften blev vi nødt til at lave os en pina colada med den nypressede kokosmælk, og næste morgen fik vi bananpandekager lavet med kokosmælk. Nu kan håber jeg virkelig, at der er mange kokosnødder derude!

Efter vores vellykkede kulinariske erfaringer satte vi kursen mod Florida. Vores sidste stop i Bahamas blev ved den lille ubeboede ø Great Sale Cay, hvor mange andre også gør deres sidste stop, inden de krydser Golfstrømmen til Florida.

Fra Great Sale Cay er der omtrent 115 sømil til Fort Pierce, som vi havde sat kursen mod, da det er et af de håndfuld steder i det sydlige Florida, hvor man kan klarere ind i USA.

Den første halvdel af turen foregik i en kraftig østlig vind og med en gæst om bord: Først på aftenen fik vi nemlig besøg af en lappedykker-fugl af en art. Den forsøgte et par gange at lande på vores bimini, og til sidste lykkedes det den at sætte sig på fiskestangen, hvilket dog ikke så så behageligt ud.

Derefter forsøgte den at sætte sig længere fremme på båden, og på et tidspunkt lykkedes det den at lande på gummibåden, som lå med bunden opad på dækket.

Men idet den landede, krængede båden over, og overfladen på gummibåden var glat, så fuglen kurede hele vejen på tværs af gummibåden, imellem de to liner på rælingen, og landede i vandet.

Stakkels fugl! Den gav dog ikke op, og til sidst lykkedes det den at sætte sig på en af gribelisterne. Der sad den i et par timer, ind til jeg vist skræmte den væk, da jeg først tabte en flaske på gulvet og derefter min iPad. Ved andet donk lettede den, men forhåbentlig var den da blevet tilstrækkelig udhvilet.

Den sidste del af turen blev lidt mere begivenhedsrig vejrmæssigt. Vinden skiftede retning konstant, himlen blev oplyst af lyn, og samtidig blev vi mødt af et væld af krydstogtskibe, der var på vej mod Bahamas.

Til sidst vendte vinden helt i vest, og vi måtte presse os fremad for motor for ikke at skulle tilbringe hele dagen i Golfstrømmen. De sidste 15 sømil tog os dog stadig 6 timer, men frem kom vi.

U.S. Customs and Border Protection ligger lidt uden for Fort Pierce i en lille lufthavn, som er en kort taxikørsel fra den lokale marina, hvor der også er plads til, at man kan lægge sig for anker.

Da vi kom derud, var de netop flyttet ind i nye lokaler, og vi fik at vide, at vi var de første bådfolk, de indklarerede i deres nye omgivelser.

Samtidig - og endnu bedre - fik vi også at vide, at de havde kigget vores papirer igennem, og at de kunne fortælle os, at vi var i ”good standing”. Good standing! Større kompliment kan man vist ikke få fra amerikansk Border Protection!

Signe

Manjack Cay, Abacos

Henrik forsøger at få kokosnødder ned.

U.S. Border Patrols nye bygninger i Fort Pierce.