Seascape 27-sejler knækker mast i Danmark rundt solo
Bådjournalist Øyvind Bordal knækkede mast før start i Assens i går aftes, hvor solo-sejlerne startede kl. 21 mod Gedser, hvor flere er i mål. 16 både er nu tilbage i sejladsen.
Der er en del prøvelser for sejlerne i Quantum Danmark Rundt singlehand. Ikke mindst for den ellers erfarne sejler Øyvin Bordal, der knækkede mast på en lånt Seascape 27, da det blæste 10-12 m/sek før start i Assens, hvor alle bådene startede på samme tid.
- Det skete før starten i går aftes i Assens, oplyser presseansvarlig i sejladsen, Katrine Bertelsen i dag til minbaad.dk.
- Flere sejlere er allerede i Gedser, jeg formoder at Jan Hansen i sin 45 fods alubåd kom først, siger Katrine Bertelsen, der lige kommer fra Assens Sejlklub, der havde besøg af solo-sejlerne i aftes.
- Klubben tog imod os med åbne arme, de håber vi kommer igen, siger Bertelsen.
Flere sejlere har ytret ønske om ikke at runde Bornholm, efter pausen i Assens, der kom i hus efter stormvarsel.
- Det har vi sagt er ok, de vil stadig være betragtet som gennemført, siger Bertelsen.
Se hvor bådene ligger nu via AIS-tracking