Gå til hoved-indhold
Her ses Lars Møller Nielsen, der tog andenplads i Spækhuggerløbet i Classic Fyn Rundt fra Kerteminde med gasterne Jens Lillegaard, Ole Eskildsen og Ingeborg Nielsen. Foto: Troels LykkeKapsejlads
Her ses Lars Møller Nielsen, der tog andenplads i Spækhuggerløbet i Classic Fyn Rundt i 2015 med Jens Lillegaard, Ole Eskildsen og Ingeborg Nielsen. Foto: Troels Lykke

96 Spækhuggere Sjælland Rundt

Sådan var det i 1979. Vi taler med tidligere dansk mester Lars Møller Nielsen fra Svanemøllen. Han forklarer om sin Spækhugger, han måtte skifte ud efter kranen tabte den første.

Af Troels Lykke |

Lars Møller Nielsen fra Sejlklubben Sundet i Svanemøllen er til daglig teknisk chef i NCC. Han er geolog og arbejder med råstoffer.

Han har sandsynligvis rigeligt råd til at købe en dyr Luffe 40 eller Xp 38 med sine to venner Jens Lillegaard og Ole Eskildsen. I stedet valgte de i 2011 at købe en gul Spækhugger, DEN 210, fra 1975 til 64.000 kroner.

Købet var en erstatning fra en rød Spækhugger DEN 133, som blev tabt i en mastekran med mast på, da den skulle sættes i vandet. En båd vennen Jens Lillegaard købte i 1977 og Lars Møller Nielsen kom med i båden fra 1982.

Med andre ord er den 55-årige Lars Møller Nielsen bidt af en gal Spækhugger. Danmarksmester blev han da også i 2014 i bådtypen, der er særlig populær i landets største lystbådehavn, Svanemøllehavnen, hvor der ligger 40 af slagsen. Her er de 20 aktive hver onsdag.

Øresund er i det hele taget epicenter for klassen, hvor der er registreret 126 både, ifølge Spækhuggerklubben. Herefter følger Aarhus-området med 53 både, mens Sydfyn har 29 Spækhuggere.

Mange ens både

Lars Møller Nielsen bruger kun sin gule Spækhugger til kapsejlads og det er antallet, der gør ham blød i knæene og får ham til at fortsætte år efter år i bådtypen fra 1969.

- Hvis ikke var nogen at sejle mod i Spækhuggeren ville vi måske vælge en anden. Det afgørende for mig er, at der er ens både at sejle imod. Men båden sejler også hurtigt, især i let luft, hvor få i vores størrelse kan følge os, vi sejler næsten 5,5 knob på kryds, da storsejl og genua er stort på båden og har et lidt større sejlareal end andre både, forklarer sejleren om båden, der er virkelig stabil på kryds i hård luft, da den 24 fods båd vejer 2,4 ton, heraf er alene 1,4 ton placeret i kølen.

Spækhuggeren kan derfor let gå i stå i bølger i mellemluft og i hård luft. Når den store spiler på 65 kvadratmeter sættes i toppen kan den dog blive ustabil og pendle på læns.

- Bådens tendens til pendle i hård vind med spiler er især en udfordring for besætningen på fladt vand. Det kræver træning, man undgår at miste kontrollen ved at skære og sørge for at spiler ikke kommer for meget til luv og styre præcist. Selv har jeg aldrig væltet til luv, men de sker at båden  pendler. Faktisk er det i sjældne tilfælde set, at man kan knække bom og mast i luvkæntring.  Ellers er båden solidt bygget, med rig og udstyr. Og skroget er meget stift og dækket bliver ikke blødt, hvis man sørger for at der ikke er utætte gennemføringer  i dækket, så der kommer vand ind i sandwichkonstruktionen, siger Lars Møller Nielsen.

DM i Kragenæs i 2013, hvor der kun deltog 14 både. I dag er der flere til DM. Foto: Troels Lykke

Våd på kryds i hårdt vejr

Og på kryds kan det være en våd fornøjelse at sejle båden.

- Man bliver våd, da den har lavt fribord, søerne kan den godt banke ind over, men båden er meget stabil også i hård luft, og den er nem at håndtere, når man skifter fra genua til fok ved otte m/sek. Man sidder på lønningen og de tre mand må ikke hænge ud over kanten. Og båden er vægtfølsom langskibs, man må ikke placere gaster over midten, vægten skal højst være lige bag topvanterne, lyder det gode råd fra Svanemøllesejleren, der har sejlet tyve gange Sjælland Rundt.

Vi mødte dog sejleren under Classic Fyn Rundt i Kerteminde i 2015, hvor Svanemølle-båden tog en andenplads efter den danske mester Jesper Andersen fra Aarhus Sejlklub. Tre Spækhuggere kom i mål inden for tre minutter, efter mere end 26 timers sejlads.

96 Spækhuggere Sjælland Rundt

- Ud over banesejlads blandt andet DM i år ud for Svanemøllen, hvor vi forventer 25 både. Vi synes også distancesejlads er sjovt og vi forventer at sejle Classic Fyn Rundt igen og overvejer at sejle Sjælland Rundt igen, efter en pause på tolv år. Vi har sejlet Sjælland Rundt 20 gange og vi var 96 Spækhuggere i 1979, hvilket var det største løb i sejladsen for klassebåde. I 1990 var der 54 Spækhuggere med i sejladsen og sidste år var der fire med i Sjælland Rundt, siger Lars Møller Nielsen om klassen, der havde 40 års jubilæum i 2010, hvor der stillede 39 Spækhuggere op til DM i Svanemøllen.

Og netop i Svanemøllen har Spækhuggerklubben, med Per Risvang i spidsen, gjort en særlig indsats for at opgradere og modernisere tolv Spækhuggere, der bruges som klubbåde Sejlklubben Sundet, KAS, FREM, Københavns Sejlklub og Kvindelig Sejlklub, der har nydt godt af ideudvekslinger og ændringer af beslag på bådene, så de er gjort mere strømlinede. Undervist til søs  er eleverne også blevet og bliver de i år igen.

Ny mast for 12.000 kr.

Det nyeste i klassen er dog, at Spækhuggerklubben har købt 25 masterør i Sverige, som der sælges for 5.000 kroner per styk. Og der er allerede solgt 15 masterør.

- Vi kunne se at de få tilfælde med havarier af master ville være en totalskade for ejeren, da en mast koster mere end 50.000 kroner. Jeg har selv købt et for 5.000 kroner, så skal man flytte beslag over fra den gamle mast, men for 12.000 til 20.000 kroner har du i dag en ny mast. Det er vigtigt for klassens overlevelse, siger Lars Møller Nielsen, der tror på klassens fremover.

- Ser positivt på Spækhuggerens fremtid, vi kan mærke en fremgang. Folk ønsker meget at sejle, og der kommer nye initiativer, hvor blandt andet frivillige sejlere i Aarhus, med hjælp fra klassens bestyrelse, er ved at istandsætte den første Spækhugger D-1, der var flushdækket, siger han om båden, der dengang kom fra den kun 17-årige Peter Bruun, der tegnede og byggede den første i fritiden, da han var i lære hos Walsteds Bådeværft på Thurø.

Og netop den første Spækhugger D-1 deltog i Sjælland Rundt og blev nummer to overalt i Sjælland Rundt i 1969, kun Paul Elvstrøm var foran i en Soling.

Spækhuggerens linjer er i øvrigt inspireret kraftigt fra spidsgattere fra Aage Utzon, som Peter Bruun allerede som 15-årig var inspireret af og arbejdede sammen med. Peter Bruun er stadig aktiv og sælger i dag et komplet stel aptering til en Spækhugger for omkring 20.000 kroner.

Spækhuggeren fra 1969
Design  Peter Bruun
Bygget i Kvistgård hos Flipper Scow
Længde          7,50 m
Vandlinje       6,31 m
Bredde          2,33 m
Dybgang           1,45 m
Vægt              2,4 ton
Kølvægt          1,4 ton
Storsejl           19 m2
Genua             22 m2
Fok                 15 m2
Spiler                65 m2
Hårdtvejrs-spiler 55 m2
Antal bygget fra 1969-1987  knap 400 styk
Antal bygget 2005-06 i Sverige 3 styk
Brugtpriser fra 35.000 – 100.000 kr.
Opgraderingssæt af interiør  ca. 20.000 kr.
Nyt masterør fra specialklub    5.000 kr.
Specialklub  www.spækhugger.dk

53-årige Lars Møller Nielsen ser frem til DM i år i sin egen klub i Svanemøllehavnen. Privatfoto

Spækhuggeren er våd at sejle på kryds. Foto: Troels Lykke

Motor
content-loader
content-loader
content-loader