Gå til hoved-indhold
'Træls' stemning ombord, da der lyder et knæk fra styrbord salingshorn. Foto: Per CarlsenKapsejlads
'Træls' stemning ombord, da der lyder et knæk fra styrbord salingshorn. Foto: Per Carlsen

Hadsund: Træning sluttede, da kran ødelægger rig

Ligadrengene må skuffet se til, da der lyder et knæk fra riggen. Træning frem mod Juelsmindes ligastævne, hvor flere ”Hadsund Sailigans” er på sidelinjen, må sættes på standby.

Af Per Carlsen, Hadsund Sejlklub |

Sol og sommer har ramt Danmark. Påklædningen er derfor shorts og T-shirt, da drengene skal træne sidste gang inden det kommende Sejlsportsligastævne i Juelsminde i weekenden 10.-12. juni. 

Båden har været på land for at få monteret nye reklamer og skal kranes i vandet, inden træningen kan påbegyndes. I et uopmærksomt øjeblik sidder kranen dog fast i styrbord salingshorn – knæk... Båden bliver løftet op igen, og humørbarometeret er faldet til “regn”.

EM i Kiel i fare 

Op på hesten igen, af med masten, så de sørgelige rester af salingshornet kan inspiceres. Det er med krydsede fingre, at det bliver afmonteret - bare masten ikke har taget skade! Heldigvis ikke. Sejlerne kan ånde lettet op, nu gælder det bare om at få fremtryllet et nyt beslag og salingshorn så hurtigt som muligt, så træningen kan fortsættes.

Til Ligastævnerne sejles i Dansk Sejlunions J/70ere, men salingshornet kan blive et kæmpe problem til EM i Kiel 20. juni, og samtidig er det en stor tryghedsfaktor for holdet at møde velforberedt op til Ligaen. 

Efterfølgende viser det sig, at det ikke er så nemt at få skaffet de nye dele. Lagerstatus ved Selden mast er i øjeblikket 0, og med en restordre på 54 stk. ser det ikke godt ud. Derfor ser det i længere tid ud til, at drengenes deltagelse til EM i Kiel seriøst er i fare. Heldigvis er der netop her til morgen (8/6, red.) tikket en mail fra Tyskland ind med oplysninger om, at de på fredag vil sende en pakke afsted med de manglende dele. Dermed er EM i Kiel reddet! 

Det er dog ikke kun Ligadrengene, der er berørte af det knækkede salingshorn. I øjeblikket bliver den lokale J/70er brugt af tre forskellige teams hver uge. Tre forskellige teams, tre forskellige niveauer og tre forskellige målsætninger. Alle har de dog det til fælles, at de synes, det giver god energi at sejle J/70.

Fantastisk løsning 

Der er også gode nyheder at berette her fra Hadsund, idet der er kommet en løsning på problemet med at kunne stille med en “stor” RIB til to Sejlsportsligastævner. 

Hadsund Sejlklub har i forvejen to RIB-både i tilknytning med ungdomsafdelingen. Disse både overholder dog ikke kravet om en minimumslængde på 4,5 meter, hvilket er fornuftigt, når disse både skal bruges til transport af to besætninger samt bådføre (i alt ni personer) mellem havn og kapsejladsområdet.

Sidste år var Hadsund ude at leje disse både, hvilket ikke var helt “gratis”, som man siger på jysk, men nu er der af omveje kommet en fantastisk løsning.

Hadsund og Hobro Sejlklub har indgået et samarbejde om ungdomsarbejde og sejlerskole, og i den forbindelse er der også et kørende samarbejde med Mariagerfjord Kommunes ungdomsskole, som rent faktisk er indehaver af en RIB i den nødvendige størrelse. Det er denne RIB, som der, efter forhandlinger med Mariagerfjord Kommune, nu er indgået en favorabel lejeaftale med. Båden skal bruges første gang i Juelsminde og senere på året i Thisted.

20 ”Hadsund Sailigans” til stævne 

Under første Sejlsportsligastævne i Lundeborg kunne antallet af ”Hadsund Sailigans” komme op på 20 - det ser ikke ud til at blive mindre i Juelsminde.

Der bliver planlagt enkeltdagsture, og her er spørgsmålet så; skal man komme lørdag eller søndag? Andre har allerede valgt, at man skal være med begge dage, men dette giver så nye spørgsmål - skal man overnatte, eller skal man køre frem og tilbage?

Faktum er dog, at der er mange, der har meldt deres ankomst, og det er fantastisk! Det er en fantastisk oplevelse for publikum, og Ligaholdet er som ethvert andet håndbold- eller fodboldhold meget glade for god opbakning, specielt når de er på udebane.

Dette er ikke et forsøg på at optimere profilen på salingshornet, men uheldig nærkontakt med en kran. Foto: Per Carlsen

 

Af med masten… Foto: Per Carlsen

Heldigvis viste det sig, at masten ikke havde lidt overlast. Foto: Per Carlsen

Beslag, som sidder igennem mast for at holde salingshorn på plads - kraftig forvredet i styrbord side. Foto: Per Carlsen
Motor
content-loader
content-loader
content-loader