Tur

Efter at have læst denne bog mener Bøje Larsen, at der er mange grunde til at droppe jordomsejlingen. Foto: Saxo

Bøje: Jordomsejling? Bliv hjemme!

Turister, som invaderer u-turistede øer, 12 timers arbejdsdage og svindel bør få dig til at droppe jordomsejlingen, mener Bøje Larsen, som her anmelder bogen ”Piratfisk og palmesus".

Af Bøje Larsen | 18-05-2016 07:21

Jeg blev lidt småsur, da jeg så, at denne bog, som redaktør-Troels gav mig til anmeldelse, var tre år gammel (2013). Hvad ville han sige med det? Men, selvfølgelig kan gamle bøger, også 100 år gamle, anmeldes, hvis de er gode nok.

Og denne bog af Annie Larsen om hendes og manden, Steens, jordomsejlingsprojekt er underholdende og lærerig, ingen tvivl. Efter 40 år som revisorer sprang de ud af skabet og blev jordomsejlere i nærmest 10 år. I ni år før afgangen havde de selv bygget en over 40 fods båd. Denne sejldrøm har været bestemmende for deres liv. Denne bog er i øvrigt én af tre.

Ét langt argument for at blive hjemme

Har det så været satsningen værd? Det mener Annie ifølge efterordet; de har fået alt det eventyr, de drømte om.

Sådan skriver man jo gerne – man må jo efterrationalisere sine beslutninger. Og det er jo et regnestykke, som kun de kan gøre op. Vi har vel alle det sådan, at vi ikke gerne på dødssengen vil ligge og fortryde dét og dét, man ikke gjorde. Den tanke har for mig tjent til at begrunde mange mærkelige og for andre uforståelige handlinger.

Men i min læsning af bogen er den ét langt argument for at blive hjemme og søge oplevelser på anden måde, måske endda inden for sejlsport.

Skib med 50 turister indtager u-turistet ø

Lad mig nævne tre temaer, der går igen i denne som andre bøger om jordomsejlinger. På den måde er bogen ganske konventionel, herunder også i hovedtræk deres rute – Kanariske Øer, Caribien, Panamakanalen etc.

For det første består oplevelsesdrømmen her som andre steder i at finde ”u-turistede” steder: Den blå lagune, palmerne, den lille hyggelige by med strandpromenaden med bygninger fra kolonitiden. Hertil kommer den ædle og uspolerede ”vilde”, der for ingen penge sælger fisk eller spiller på gamle instrumenter. Havde det været teenagesønnens venner, var de blevet smidt ud.

Problemet med denne drøm er, at den er tynd og sjælden. I den blå og u-turistede lagune dukker pludselig et udflugtsskib med turister op og læsser 50 af dem af på stranden, hvor de efter sejlernes opfattelse sviner og larmer. Sejlerne anser sig som regel, også her, som de rigtige åndelige turister, og det, de nødigt vil se, er andre turister, der er fløjet ind og nu bragt til den ”uberørte” lagune pr. passagerbåd, uf, især hvis de er danskere.

Alle kender vist følelsen. Man har kæmpet og betalt for at komme et langt-væk og eksotisk sted hen, og så er der alle de andre osse, de er bare kommet lettere til det.

Jeg husker en Anders And stribe, hvor Anders under sved og fare bestiger en bjergtop, som viser sig at være et plateau med en campingplads, hvor Fætter Højben sidder og nyder en kold drink under parasollen.

Den overvægtige fra Vanløse er alle steder

Og hvis den ”uberørte” lagune ikke ødelægges af udflugtsskibe, så er det de andre sejlende, der følger ruten, ”hoffet”, som Annie kalder dem et sted. Man kunne også kalde dem karavanen.

Dvs. de andre sejlere på verdensomsejlingsruten, som på de samme tidspunkter (pga. fremherskende vind og vejr) er de samme steder (som de har udvekslet som tips på den forrige ankerplads).

Det er som at køre i fortidens Spies bus sydpå. Den ubehagelige og overvægtige mand fra Vanløse på plads 12 er med alle steder, og han fortæller de samme ”vittigheder”.

Det kan også være, og er langt mere sandsynligt, at den ”uberørte” tropeø, viser sig at have en møgbeskidt havn, med rustne vrag, umuligt at komme i land. Ingen ”faciliteter” undtagen i hundedyre overklassehavne.

12 timers arbejdsdag

Et andet hovedtema er selvfølgelig selve sejladsen. Den kommer vi ikke uden om. Annie er ikke dårligere end andre til at beskrive den. Ofte er der tale om en temmelig lidelsesfuld stroppetur.

De var kun to ombord, altså 12 timers arbejdsdag. Vådt og ubehageligt med en selvpinerisk lyst til at stå i plastictøj i det åbne cockpit, som Annie først sent får Steen overtalt til at få dækket af en cockpitkaleche.

Et tredje hovedtema, og her brillerer bogen med omfattende beskrivelser og gode detaljer, er svindel og fare fra de knapt så ædle vilde: Tiggerne og bådpasserne, der presser sig på for at holde vagt ved båden, når man går i land, men som måske snarere, for nogles vedkommende, er tyveknægte.

Tyvene, der stjæler pung og kreditkort, som det er svært at få sendt hjemmefra. Tyvene, der stjæler fra bådene på anker eller jollerne, som man er sejlet på land i – herunder påhængsmotorerne.

Hertil hører også en udviklet art ædle vilde i form af ikke sjældent korrupte og fuldstændigt stivnakkede embedsmænd, der får én til at elske den offentlige sektor i nordeuropæiske lande. Herunder postvæsener der fungerer, hvad de ofte ikke gør på ruten, når man skal have sendt de uundværlige reservedele hjemmefra.

Den romantiske idé er ødelagt

Endelig, selvom det næppe er et standardtema i disse rejsebøger, er der savnet af familien og denne af de bortrejse, som ikke sjældent synes, at de har svigtet (f.eks. i bogen den 88-årige svigermor).

Annie noterer i øvrigt, at det kun er visse nordeuropæere, UK/US og Australien/New Zealand mennesker, som kaster sig ud i disse ”drømmerejser”. Andre folk ser på disse sejlere med undren: hvad vil de dog i disse vakkelvorne både?

Altså er det implicitte budskab: Bliv hjemme! Den romantiske idé om rejsen som en vej til livsoplevelse og til det sande og uspolerede liv har udtjent sig selv, kørt sig selv død, ødelagt det ”uspolerede”, som den ville se og være del af.

Annie Larsen: Piratfisk og palmesus – Fra Tyrkiet til Tahiti, Frydelund 2013. Køb bogen hos Saxo for 299,00 kroner her.