Ikke krav til speedbådsbeviset fra Søfartsstyrelsen
Jeg læser på minbaad.dk at "Søfartsstyrelsen skærper krav til speedbådsbeviset". Det er faktuelt forkert, skriver formanden for duelighed.dk, Benjamin Kristensen, der slås mod 'afrikanske kørekort'.
Ifølge en mail til Duelighedsklubben fra Søfartsstyrelsens Steen Emborg, har man ikke skærpet kravene, men præciseret prøvevejledningen, for at hjælpe censorer, bemyndigede og tilsynsførende med at holde sig til reglerne, skriver Benjamin Kristensen og fortsætter:
Der er altså tale om en velment håndsrækning til alle de ildsjæle, som kæmper for, at holde kvaliteten oppe ved fritidssejlerprøverne, og ikke en effektiv forhindring for de højproduktive prøveafholdere, som tilsyneladende blæser højt og flot på prøvevejledningen.
Alt dette har jeg redegjort for i et tidligere læserbrev her på minbaad.dk
'Afrikanske kørekort'
Præciseringen af prøvevejledningen alene, gør det ikke sværere for moralsk anløbne eventfirmaer at seriefremstille "afrikanske kørekort". Og alligevel vil vi se nogle af de mest højproduktive prøveafholdere hæve priserne omgående, antageligt fordi det i vejledningen nu præciseres, at eleven rent faktisk skal føre båden i nogle minutter, før prøven er bestået. Tid er penge.
Med omformuleringen af prøvevejledningen, er vi ikke kommet en millimeter i retningen af, at få lige og retfærdige forhold ved fritidssejlerprøverne.
En censor skal tildeles tilfældigt
Eneste vej ud af suppedasen er, i min optik, at vi får sikret et ukorrupt prøvesystem, hvor en censor altid er tildelt TILFÆLDIGT af Søfartsstyrelsen, og at vi får fjernet det hul i regelsættet, som lader et speedbådsbevis erstatte den praktiske duelighedsprøve.
Der er en stor forskel på, om de nye sejlere snyder sig selv til fritidssejlerprøverne (de bevidst inkompetente), eller bliver snydt til prøverne (de ubevidst inkompetente).
Man har i min verden ret til, at lege med sit eget liv, men ikke med andre menneskers liv og helbred, og det er en skandale, at Søfartsstyrelsen lader udstedelsen af "afrikanske kørekort" fortsætte helt åbenlyst og uhindret.
Dette er et samvittighedsanliggende for mig, og efter mange års kamp for, at få Søfartsstyrelsen til at tage kontrol over fritidssejlerprøverne, har jeg den 3. februar 2016 skrevet til ministeren for området.
Se min klage over korruption og lovsjusk her
De bedste sejlerhilsner
Benjamin Kristensen
bestyrelsesformand duelighed.dk
Gerdrupvej 150, 4230 Skælskør