Signe: Gummibåden løber hjemmefra

I det nordlige Abacos deles den vestlige og østlige side af øgruppen af en passage, Don’t Rock Passage, som vi, ifølge kortet, ikke kan gå igennem, da vores køl er for dyb. På Active Captain har en sejler dog beskrevet, at han ikke så mindre end seks fod igennem ved højvande, hvilket er tilstrækkeligt til vores fem fods køl, mens en anden sejler så 4,7 fod. 

Hvis man ikke har en lav køl eller tilstrækkeligt med mod til at søge igennem Don’t Rock, skal man i stedet igennem The Whale Cay Cut, der er ligeså berygtet, da atlanterhavsbølgerne bliver slået op mod den stejle stigning i undergrunden og skaber store bølger ved gennemsejlingen. 

Sidste år sejlede vi igennem Whale Cay Cut, da vi ikke kunne bruge vores motor, fordi startermotoren var gået i stykker. Da blev vi kastet noget rundt i bølgerne i udsejlingen, som vi skulle krydse os ud igennem. 

I år har vi dog heldigvis en fungerende motor, som igen starter med det samme. Henrik havde starteren ude i sidste uge, men kunne ikke få den skilt ad, da to af skruerne var brækkede. Efter et par timer satte han den tilbage, uden at have gjort noget ved den, og siden har den startet med det samme, uden at vi skal slå på den først. Nogle gange skal man jo være heldig! 

Da det blæste voldsomt fra nord, og bølgerne stod lige ind i Whale Cay-gennemsejlingen, besluttede vi os i stedet for at prøve kræfter med Don’t Rock passagen. Det viste sig dog, da vi kom tættere på, at bølgerne fra Whale Cay fortsatte henover passagen og gjorde vandet temmelig uroligt. 

Vi nåede også kun omkring en tredjedel igennem passagen, før bølgerne blev så store, at vi i bølgedalene ramte bunden. Så måtte vi sætte fuld fart på motoren og vende rundt – hvorefter vi opdagede, at gummibåden, som vi trak efter os, havde trukket begge D-ringe ud af deres fæstninger og nu flød frit bag os. 

Vandet var for voldsomt til, at vi ville springe i og hente gummibåden - heldigvis gled den ind mod land. Den lå dog ind over et lavt stykke, hvor vi ikke kunne komme til med båden, så vi fulgte den på afstand og håbede på, at den ville glide ud mod os. Og endnu en gang var vi heldige – for efter at have fulgt den en halv times tid, kom den så tæt på, at Henrik kunne springe i vandet og hente den hjem. 

Efter det lille eventyr besluttede vi os for alligevel at tage gennemsejlingen ved Whale Cay. Bølgerne var dog som forventet voldsomme, og vores gummibåd, som vi igen trak efter os, blev fyldt med vand. 

Tidligere havde vi været så ubetænksomme at lade vores sko ligge i gummibåden, og nu lå de og flød rundt og så ud som om, de også havde tænkt sig at forlade os - heriblandt Henriks orange crocks, som han mere end en gang har samlet midaldrende mænd op med, senest dagen forinden på Nippers Bar på Great Guana Cay, som er en af de mest populære strandbarer i Abacos. 

Manden viste sig at være en succesfuld sangskriver og producer fra Nashville med huse overalt i USA, men han blev ved med at sige til Henrik, at han misundte ham, og at han så ud som om, han havde styr på det hele. Da vi gik derfra, måtte selv Henrik i sit cruiser-outfit undre sig over, hvordan han havde lignet en, der ”got things going for him.” Jeg var i hvert fald nok ikke faldet for de orange crocks.

Men som Samson mistede sit hår, så har Henrik nu mistet sine sko. For da vi endelige kom ind igen i læ af øerne, sprang Henriks ene orange crock-sandal over bord, og mere har vi ikke set til den. Så hvis der er nogen, der finder en orange plastiksko på en strand i Abacos, så har vi lagt dens makker foran skraldespanden i New Plymouth på Green Turtle Cay. 

Signe