Gå til hoved-indhold
Hanse 315 har hævet fribordet i forhold til den tidligere Hanse 325, men designerne Judel/Vrolijk, har gjort det uden at båden ser klodset ud. PR-fotoTest
Hanse 315 har hævet fribordet i forhold til den tidligere Hanse 325, men designerne Judel/Vrolijk, har gjort det uden at båden ser klodset ud. PR-foto

Hanse 315 test: Rummelig med fin fart

Vi tester Årets Båd i Europa. Hanse 315 sejler fint uden at være kedelig, og med højt fribord tages sovepladserne seriøst. Tyskeren koster fra 600.000 kr.

Af Troels Lykke |

Lille og vågen. To ord der passer til den nye tyske Hanse 315, som vi testede i Greifswald i det tidligere Østtyskland, hvor Hanse Yacht ligger.

Med en skarp, oprejst stævn, smalt ruftag, der elegant sænkes jo længere det når mod stævnen og smagfult teakdæk, er det første der møder mig.

Udseende er som bekendt ikke alt, men sejlbåde skal helst være flotte. Men sejle kan Hanse Yachts' mindste sejlbåd også. Vi hev hjem i de danske Epex-sejl fra Elvstrøm.

Og det var let nok. Samtidig sidder man sidder godt inde i båden, da cockpitkarmene er vinklet bagud og med 30 centimeters højde føles rygstøtten behagelig.

Det samme gælder, når man sidder ude på siden af båden, hvor der er god rygstøtte fra et polstret søgelænder. Til gengæld er cockpitbænkene korte, så kun tiårige børn kan ligge udstrakt, men der er god plads helt agter, hvor gæster om bord ikke generes af bommen, der stopper ved løjgangen.

Sejles af en person

Båden kan uden besvær sejles af en person, for fok, storsejl, gashåndtag til motor, er inde for rorsmandens rækkevidde, når der sejles med rorpind. Undtagelsen er kortplotteren, som sidder fremme på ruftaget.

Den smalle, høje fok, der hales hjem på ruftaget, er kun på 17,5 kvadratmeter og vender selv på en skinne foran masten.

Storsejlet hales hjem lige fra rorsmandens plads. Alt virker overkommeligt at hale i og dermed viser båden, at den er også er for ældre bådejere, der synes at deres 45 fods båd er blevet for tung at håndtere, men også nye sejlere vil kunne overskue kræfterne om bord, men båden er stadig udfordrende nok til sejlere, der allerede kan sejle.

Det opdager jeg i min første vending, hvor jeg skal holde igen på den flotte, buede rorpind i ægte træ i flere lag.  For med for store ryk i rorpinden bevæger Hanse 315  sig så hurtigt, at man kan smide sin fordæksgast i vandet, da båden reagerer kraftigt på det fritstående spaderor.

Dyrere med to danske rat

Ønsker kunden to rat, med piedestaler og rorsystem fra Jefa Steering i Danmark, stiger prisen med 30.000 kroner med , oven i de 600.000 kroner, som båden koster standard sejlklar.

Med to rat får man mere plads midt i cockpittet, da den lange rorpind går pænt ind i cockpittet og samtidig er løjgangen placeret højt, hvilket gør den praktisk at justere, men samtidig skal man løfte benene, hvis man vil ud agter og hoppe i fra badeplatformen, der kan vippes ned. Med rat på er løjgangen i niveau med dørken i cockpittet.

Storsejlet er lige under 30 kvadratmeter og med fin udveksling er det også let at hale ind. Til gengæld er det svært at slække ud, da storskødeblokken  sidder for tæt på dørken i cockpittet, men det kan hjælpes med en længere sjækkel.

Samme problem havde jeg også, da agterstaget skulle slækkes ud. Agterstaget blev brugt, da vi blev ramt med syv m/sek. Dermed blev rorpresset for meget, uden det var anstrengende, men farten droppede til under seks knob og med et fladere storsejl, og dermed mindre krængning, strøg farten op på 6,3 knob og holdte sig der stabilt på det flade vand. 

God balance

Båden fortæller en hvordan den vil sejles på kryds, da den søger op mod vinden, noget de respekterede designere Judel/Vrolijk har været bevidste om. For selvom vægten siger 4,7 ton, så er damen levende på roret og man straffes, hvis der ikke styres præcist.

I forhold til konkurrenterne vejer Hanse 315 mindre end Delphia 31 på 5,1 ton og Dufour 310 på 4,9 ton og Oceanis 31 på 4,8 ton. De to sidstnævnte har da også hhv. tre til fem kvadratmeter mere krydsstel end den tyske båd.

Kølen på Hanse 315, en L-køl, stikker 1,85 meter og sikrer stabile turegenskaber, men stabilitet kommer også i høj grad fra det brede skrog, der er fem centimeter bredere end forgængeren Hanse 325.

Samtidig har designerne valgt at gøre fribordet højere. Det giver mere plads om læ og man behøver ikke kompensere med et klodset ruftag, der går næsten helt ud til fribordet. 

Udsynet i cockpittet er derfor helt i top, da selv femårige børn kan se hen over ruftaget. 

Før vi er i havn igen tænder vi for den 13 hestekræfters Volvo Penta-motor, der med en marchfart går 6,8 knob med 80 procent af motorens ydeevne med en trebladet foldepropel.

Med den hastighed larmer motoren med 75 decibel i kahytten, hvilket er acceptabelt. Rorpinden ryster noget for motor, men det slipper vi for at mærke, da vi aktiverer selvstyreren på bagsiden af styrbord cockpitkarm. 

Åben forkahyt

Åbningen til kahytten er lidt længere end vi ellers har set på små både og det betyder at trappen til salonen er mindre stejl. God detalje. Kahytten virker rummelig da forkahytten er åben som standard, når skabene foran kahytten samtidig er fjernet, fornemmer man hele bådens facon.

Godt  tænkt af Hanse Yachts, der prioriterer store køjer fremme og i agterkahytten, hvor køjen er lagt på tværs. Begge køjer er er over to meter lange og der er pænt højt over dem.

Indirekte LED-lys scorer Hanse 315 også point på, de er placeret i en håndliste, der løber under ruftaget, rødt orienteringslys om natten er der også placeret i kahytten.

Håndlisten i ruftaget er samtidig god at støtte sig til, når man bevæger sig i salonen i store bølger. Midterkøjerne er 1,9 meter brede og det betyder at den 31 fods båd har seks regulære sovepladser.

Apteringen i kunsttræet Alpi-mahogni er fint og trækker ikke vand. Båden bemærker sig også ved et stort bade- og toiletrum. Noget de fleste sejlere sætter stor pris på.

906.000 kroner - med alt

Man skal ikke helt lade sig snyde af at en 31 fods båd koster fra 600.000 kroner. Den testbåd vi sejlede med rorpind står til 906.000 kroner, men så får man også instrumenter, teak i cockpit og på dæk, varm og koldt vand, selvstyrer, musikanlæg, Elvstrøm Epex-sejl i stærk og let laminatdug, foldepropel og mange andre ting.

Om det er mange penge er svært at sige præcist, men i forhold til konkurrenterne er prisen i bunden, hvor også Bavaria-bådenes priser ligger.

Hanse 315

Længde overalt   9,62 m

Skroglængde 9,10 m

Vandlinje                    8,70 m

Bredde 3,35 m

Dybgang1,85 m

Vægt        4,70 ton

Kølvægt  1,50 ton

Mastehøjde over vand  11,80 m

Storsejl 29,50 m2

Fok selvvende 17,50 m2 

Gennaker 67,30 m2

Motor Volvo Penta       13 hk

Vandtank         230 l

Dieseltank 160 l

Fakalietank                  35 l

Pris for testbåd906.000 kr.

inklusiv Elvstrøm Epex-sejl, teakdæk, foldepropel, ankerpakke, instrumenter, varmt og koldt vand, luksusmadrasser, stof på salonsofa, autopilot, løjgang, badeplatform, natlys ved trappe, LED-lys, persienner ved skyligths, stereoanlæg, ekstra spil i cockpit 

Standardpris sejlklar fra            600.000 kr.

DesignerJudel/Vrolijk

Forhandler   www.reesemarin.dk, Aabenraa

Værft   Hanse Yacht, Greifswald, Tyskland

Der er lige pladser til rødvinen inde i salonbordet. Under salonkøjerne er der også plads til at opbevare ting og det er der brug for, da skabspladsen er lidt begrænset i salon og forkahyt.

Hanse 315 fås i mange farver, fortæller Hanse Yachts - båden sælges fra Reese Marin i Aabenraa.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader