Nyt ungdomsnetværk skal få flere unge på vandet
Nyt ungdomsnetværk stiftet på Klubkonferencen. Målet er at forbinde unge sejlere på tværs af landet - og skabe løsninger, der får flere unge på vandet.
Af Troels Lykke |
At fastholde sejlklubbernes unge sejlere og samtidig rekruttere nye er en tilbagevendende udfordring for sejlsporten. Heldigvis skorter det ikke på initiativer og vilje til at gribe fat om opgaven, fortæller Dansk Sejlunion til bådpressen.
Det blev senest understreget ved den forløbne weekends Klubkonference. Her blev et nyt landsdækkende ungdomsnetværk stiftet på et møde, hvor lokalet var fyldt til sidste plads.
"Dansk Sejlunions Ungdomsnetværk" er navnet på det nye initiativ, hvor en nyvalgt bestyrelse på ni personer i første omgang får til opgave at få netværket skubbet i søen.
"Formålet med netværket er at fremme antallet af unge i dansk sejlsport. Både hvordan vi kan fastholde de unge, der sejler, og hvordan vi kan få endnu flere nye sejlere," forklarer Frida Hangel, medstifter af ungdomsnetværket - og desuden tilknyttet Frederikssund Marbæk Juniorsejlcenter.
Rækker ud til små klubber
Et konkret punkt, hvor netværket - også på den korte bane - kan gøre en forskel, er i forhold til de mindre klubber, hvor der ofte kun er ganske få unge sejlere.
"I mange mindre klubber sidder der måske bare to unge, så for at kunne fastholde de to, så betyder det noget, hvis man har et nationalt fællesskab i ryggen - og har følelsen af at være en del af noget større," siger Frida Hangel.
Et andet eksempel, er, hvis man som ung forlader sin hjemby - og sin sejlklub - for at studere i en af de større byer.
"Det kan være svært at tage ned i en ny klub, hvor du ikke har noget netværk - og man går ikke bare lige ned og banker på og siger 'hej, her er jeg, kan jeg være med'," forklarer Anne Skovbølling, også medstifter af ungdomsnetværket.
Netværkets bestyrelse er sammensat af både helt unge sejlere og mere erfarne kræfter. I praksis er det tanken at drive netvæket primært via en ny Facebook-gruppe: "Dansk Sejlunion Ungdoms Netværk", hvor alle interesserede kan komme med.
Der vil blive afholdt enkelte møder hen over året, og der vil blive nedsat arbejdsgrupper, der skal dykke ned i konkrete temaer.
Netværkets bestyrelse
Ungdomsnetværket blev stiftet på Klubkonferencen med valg af en bestyrelse, hvor alle ni, der meldte sig klar på opgaven, blev valgt ind. De ni er...
Anne Skovbølling, Bork Bådelaug
Frida Hangel, Frederikssund Sejlklub
Maria Kajgaard, Strandby Sejlklub
Martin Teglgaard Christensen, Hou Maritime Idrætsefterskole
Karin Dahlberg-Garde, Yachtklubben Furesøen
Ulrik Mourier Barslev, Skovshoved Sejlklub
Louise Venøbo, Bønnerup Strands Sejlklub
Nete Hangel, Frederikssund Sejlklub
Jens Sølvsteen, Randers Sejlklub