Malene: Båden er mit fristed

Indrømmet, udsigten til flere døgn på båden, hvor dagens opgaver begrænser sig til at holde en kurs, lave kaffe og finde lækkerier i proviant skabene, er federe end hvis man ’bare’ har et par timer til rådighed.

Men. Fornemmelsen er den samme. Jeg kan mærke det i alle cellerne i kroppen. Når fødderne rammer dækket er jeg solgt.

Båden som min mand og jeg købte for at sejle på langfart for nogle år siden, er en Vindö 40. Vi købte den fordi vi havde fået den fantastiske ide at holde pause fra det almindelige liv og sejle på eventyr med vores børn.

Vi gik efter en båd, der inden for rammerne af vores budget var solid og smuk, og synes at vi fandt begge dele i den gamle båd, fra værftet hvor skaberne af Halberg Rassey bådene var i lære.

Blandingen af ædelt træ og glasfiber er ideel til en familie, hvor der også skal være tid til at børnene skal til spejder, nogen skal på arbejde og alt det andet der følger med livet på land skal passes.

Det sker, at vi om foråret kigger langt efter de både der bare skal males og vaskes når vi flere weekender i træk hopper i arbejdstøjet, tager støvmasken på og begynder at slibe og lakere.

Men når båden er i vandet, og vi kan mærke teakdækket under fødderne og se solen spejle sig i lakken, bliver vi glade for at vi ofrede de mange timers arbejde. Vi kommer hinanden ved på en helt speciel måde, når vi er på båden.

Dels er der de fysiske begrænsninger, der kommer af at pladsen er trang, men der er også den tæthed der opstår mellem os når vi er ombord.  Jeg elsker at pakke båden til de lidt længere ture.

Selvom jeg har prøvet det før, bliver jeg ved med at blive forundret over hvor meget der kan være i stuverummene i de forskellige kahytter. Det virker uoverskueligt, når læs efter læs bliver kørt ud ad broen, men indtil nu er det lykkedes at finde plads til alle uundværlighederne.

Luksus at finde bogen

Og det betaler sig. Når man er afsted på en ’primitiv’ ferie på båden, er det en luksus at kunne finde bogen, den gode plade eller hovedpuden frem.

En ting der har fascineret mig siden jeg begyndte at sejle, er hvordan jeg fra båden ser helt anderledes på de byer jeg besøger.

En lille flække som hurtigt ville være overstået, hvis jeg havde besøgte den med bus eller bil, bliver undersøgt og studeret med større interesse når jeg kommer til den fra vandet.

Jeg får mere lyst til at tage på opdagelse, og falder lettere i snak med de lokale når jeg sejler til en by.

Måske er det fordi jeg på båden kommer ned i et helt andet gear. Jeg ved at ting tager tid, og derfor bliver det naturligt at tage sig tid til at forholde sig til det man møder. Rent ud sagt, jeg elsker det.

Livet ombord.  Smilet kommer frem når jeg går hen mod det gode skib på broen. Hun er stadig det smukkeste skib i havnen. Selvom konkurrencen er hård fra nogle af de flotte og mere veludstyrede både ved siden af.

For hun er vores. Hun er fuld af minder om fjerne bugter hvor børnene hvinende har kastet sig i bølgen før morgenmaden.

Hun er stedet hvor smilet kommer frem, og hverdagens bekymringer bliver glemt til lyden af mågerne og synet af svalerne.

Når solnedgangen farver himlen orangerød, breder duften af varm kakao sig fra komfuret, hvor kaffen blev brygget om morgenen og kartoflerne kogt til aftensmaden.

Petroleumslampen bliver tændt

Petroleumslampen bliver tændt, og sender et hyggeligt lys ud i sommeraftenen. Før man får set sig om er en hyggelig aften blevet til nat. Sådan er det på båden, hvor tiden får sin egen rytme.

Det er her hvor hverdagens problemer bliver ubetydelige. Her der er plads til at tænke store tanker.

Her kan man kigge huller i luften i flere timer i træk, samtidig med at man holder udkig. Båden er kort sagt mit fristed, hvor alting går op i en højere enhed.  

Vindö 40 fra Holbæk er her på tur. Båden har før sejlet til Middelhavet. Foto: Malene Wilken