Bøje: Mathis Værft – regningen for arbejdet (2)

Til forklaring tjener, at reparationen både skulle dække de skader, som min grundstødning medførte, og en del gamle skader på båden f.eks., at glasfiberen var delamineret omkring kølen, så vand var trængt ind her, samt at stævnrøret var utæt. Det bekræfter vel den gamle lærdom mht. køb af brugte biler og både: Køb dem i den bedste stand, du kan få; det er billigere, selvom det er dyrere!

Jeg er ikke kaskoforsikret. Det kunne måske have dækket noget af grundstødningsskaden. Men da jeg sidste år studerede kaskoforsikring en smule, så nåede jeg til den, måske uberettigede, konklusion, at det ikke var pengene værd. Der var bestemmelser om, at ved gamle både blev erstatningen nedsat. Læsere med mere forstand på det end mig, må gerne skrive ind.

Én af grundene til, at priserne på reparationsværfter er høje, er, at de er det, der hedder ”job shops”: Ikke to ordrer er ens, bådene er ikke ens, skaderne er ikke ens. Det kræver fleksibelt værktøj og professionelle folk med bred kompetence. Alligevel er der en del omstillingstid og tage-fejl tid.

Gamle Bjørn Olsen i Stubbekøbing fortalte mig ofte om irritationen ved, at bådene lå i den normale lystbådehavn (ikke som hos Mathis i egen havn) én kilometer fra værftet. Når man så var dernede for at lave noget, så opdagede man, at man havde brug for det og det værktøj eller reservedel, som man ikke havde taget med. Ikke fordi man var glemsom, eller han var mindre professionel end Mathis, men fordi hver situation var forskellig. 

Sådan kendes også fra autoværksteder, selvom mærkeværkstederne søger at strømline produktionen, men Mathis er ikke et mærkeværksted. Hobbyhåndværkere kender det også: Det er ikke selve arbejdet, men alt det frem og tilbage, fordi man ikke ved, hvad man skal gøre, har det rigtige værktøj, har fået købt de rigtige skruer. Problemet er mindre for professionelle, men ikke forsvundet.

Regningen var meget fair og gennemskuelig opstillet, ingen problemer her. Mathis havde også undladt at tage penge for f.eks. vinterleje, kranbrug, hjælp med forskelligt, da den var i vandet. Arbejdet var helt tilfredsstillende, så her kan jeg ikke klage og gør det ej heller.

Alligevel sætter det tanker i gang. Niels fortæller, at der på Bådbyggervej i Ålborg tidligere var fem mindre værfter. De fire andre er nu lukkede. Det fortæller om tendensen. 

Jeg går ud fra, at kommercielle rederier kun i beskedent omfang får repareret og serviceret deres skibe i Danmark. Inden for flyvning er det sådan, at flyværksteder er momsfri. Jeg kender ikke beslutningstagernes oprindelige motivation for det, men jeg tænker, at idéen er, at fly er så mobile, også små privatfly, at de let kan flyve til lavomkostningslande for reparationer. 

Det er ikke helt så let for sejlbåde. Landtransporten af båden til Ålborg fra Attrup Havn, hvortil jeg efter haveriet var blevet bragt, kostede 2.600 kr. plus moms. Hvad ville det ikke koste til Polen eller Sydkorea? Og sejle der kunne den i hvert fald ikke.

Jeg under de dygtige og tiltalende medarbejdere hos Mathis og de tilsvarende chefer hver krone, de tjener. Det er ikke en arbejdsplads, der lever af sort arbejde, netværkstilknyttede, lavt betalte underleverandører eller uorganiserede østarbejdere, som jeg har set andre steder. Der er overenskomster og ordnede forhold, faste arbejdstider og pauser - og høj kvalitet. Men konsekvensen er priserne.

Selv som gammel managementkonsulent (der pr. definition kan svare på alt) har jeg svært ved at angive løsningen. Måske er der ingen: Lystbådereparation gøres privat og sort, værfter dør, undtagen hvis de kan leve af forsikringsarbejde og en dygtighed som hos Mathies. Hvis der vel at mærke er kunder, der vil betale for den, typisk ejere af større både, som har råd til det.

En vej kunne være at søge at blive værft for masseproduktion af visse lystbådemodeller, som tidligere: Ét værft byggede LM 27ere (den mest byggede motorsejler i DK og vist omegnen), andre Spækhuggere, andre H-både etc. Men hvor er de både i DK, der sælges i det omfang? Et amerikansk værft som J/Boats kan måske opnå det, men lur mig om noget af produktionen ikke ligger uden for USA, der vel også i forhold til Danmark er et lavprisland. X-Yachts har en stor afdeling i Polen.

En anden vej kunne for værfter være at tilbyde standardpakker til fast pris for mere rutineprægede opgaver, ligesom der på autoreparationsmarkedet findes kæder, der specialiserer i de simple ting som udskiftning af udstødning, støddæmpere, olieskift og overlader alt det svære til andre. Tage op og bundmale, servicere motoren etc. Jeg ville være i det marked.

En tredje vej kunne være, at tilbageblevne danske værfter i stigende grad bliver agenter og repræsentanter for f.eks. produktionssteder i Polen mv. og sørger for at sende bådene eller delopgaverne derhen. På samme måde, som der, mig bekendt, findes danske tandlæger, der samarbejder med svenske eller østeuropæiske og sender sværere tilfælde derhen, inklusive et godt hotelophold formentlig med tygbar mad.

Den fjerde vej er den, det har kørt på: Små værfter lukker. Kun de, der kan specialisere sig i forsikringsskader og har et uomtvistelig ry, som Mathis har, klarer sig.

Bøje Larsen bor til dagligt i Berlin, men nu har han fået base i Limfjorden. Foto: Troels Lykke