Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Hvis sejleren havde haft en radio, kunne han have kommunikeret med helikopteren. Havde han haft en GPS med, var han nok slet ikke faret vild, siger politiet.

Reddet motorsejler manglede GPS og radio - erstatningskrav truer

58-årige mand, der blev eftersøgt mandag i Grønland, risikerer nu et erstatningskrav fra myndighederne.

 

Af Troels Lykke |

Manden sejlede fra Ilulissat i Grønland i kraftigt uvejr i en jolle med en motor med 15 hestekræfter.

Derudover havde han hverken GPS, VHF-radio eller nødudstyr med ombord, og det er altså det, som han risikerer et erstatningskrav for, der skal dække nogle af myndighedernes udgifter til SAR-operationen, der blev sat i gang for at finde ham. 

Det fortæller politiassistent Lars Christensen fra politiet i Qeqertarsuaq.

- Det er politiets ledelse, der skal vurdere det, når vi har skrevet vores rapporter, siger han til det grønlandske medie KNR.

Manglende udstyr

Lars Christensen fortæller, at manglende udstyr under sejlads både er farligt og gør politiets arbejde vanskeligt.

- Det gør, at vores eftersøgninger tager meget længere tid og bliver mere besværlige, siger han.

I forbindelse med eftersøgningen af den 58-årige blev der sendt både og helikopter afsted til området, hvor manden havde angivet, at han befandt sig.

Inspektionsskibet Ejnar Mikkelsen var også på vej til stedet, da manden drev i land i Qeqertarsuaq mandag aften.

Løb tør for brændstof

Ifølge mandens egen forklaring til politiet mistede han orienteringen undervejs på grund af kraftige snebyger.

Det betød, at han endte med at sejle rundt i cirkler i et forsøg på at finde land, som han kunne orientere sig efter. Til sidst havde han ikke mere brændstof, og den 58-årige drev rundt i sin jolle.

Manden havde det efter omstændighederne godt, dog lidt nedkølet, da han kom i land. Han har ikke modtaget behandling efterfølgende, oplyser politiet.
Motor
content-loader
content-loader
content-loader