Langtursblogger Cille hjemme igen men hverdagen er ikke nem

Nu har vi været hjemme i en måned. Jeg kan mærke, at nu er det tid til at fortælle, om det der med at vende hjem.

For det første er vi stadig i proces. Vi lander lidt mere hver dag, men vi lander langsomt og vi er ikke landet helt.

Vores teenager er flyttet på efterskole, de to midterbørn er startet i henholdsvis 3. og 6. klasse på den lokale folkeskole, skipper Christian er startet på arbejde.

Og bådbabyen og mig, vi prøver at være lige her. At smøre madpakker, pakke skoletasker, rydde op, købe ind, bringe, hente og bevare roen. Det er ikke nemt.

Integrationsydelse- nej tak

Der er en stor ulempe ved at være væk fra Danmark i to år, at man betragtes som integreret, når man vender hjem igen.

Min eneste mulighed for at holde betalt barsel er derfor at modtage integrationsydelse. Det siger jeg 'nej tak' til.

Derfor er det heldigt, at skipper har haft flere jobtilbud på hånden. Men tænkt hvis vi ikke var så heldige?

Der er heldigvis så mange åbenlyse fordele ved vores eventyr, at jeg ikke et øjeblik fortryder. Heller ikke selvom det selvfølgelig havde været sjovere at modtage penge under barsel.

Men uden eventyret var bådbabyen måske slet ikke i verden. Jeg ved godt hvad jeg ville vælge...

Båden er vores trygge base

Vi opholder os meget på båden. Det har været vores hjem i to år og det føles trygt i alt det nye og ukendte.

Vi har endnu ikke brug for døre der kan lukkes, et køkken med plads, vores eget bad eller plads. Det skal nok komme og så må vi handle på det.

Når man vælger at tage på eventyr på den måde, som vi har gjort det, er der mulighed for at skabe noget nyt og anderledes ved hjemkomsten.

Hvis vi havde haft samme lejlighed, samme jobs og samme hverdag, som vi bare kunne hoppe ind efter to år på farten, ville vi ret hurtigt ryge tilbage i samme mønstre.

Det ønsker vi ikke! Vi ønsker at tage alt det gode med fra dengang og integrere det i en ny hverdag, som skabes på baggrund af vores erkendelser af, hvad der er vigtigt for os.

Det kan vi godt. Også selvom det føles vildt, at hele familien er spredt efter to år så tæt.

Det gode havneliv

Havnelivet er godt for os. Vi har vand og strøm og gode naboer. Vi har frisk luft og skøn udsigt.

Og når vi løber tør for gas midt i at vi laver aftensmaden, så har vi et pizzeria lige om hjørnet og en hjælpsom båd på samme bro næste morgen, som koger vand til vores kaffe og bådbabyens grød. Vi har ikke brug for så meget mere.

Og selvom vi godt kan savne ankerlivet, så er det tid for det her nu. Det må godt være lidt nemt.

Vi sælger ud af vores langtursudstyr. Det er på en måde en afslutning af et kapitel. Men vi kommer ikke afsted igen de næste par år og andre er på vej, så det føles rigtigt at lade udstyret tage på nye eventyr.

Og når vi sælger udstyr, møder vi mennesker med forventning i øjnene, 1000 spørgsmål og sommerfugle i maven. Og så udveksles der røverhistorier og gode idéer. Og det er faktisk en ret god proces, midt i at vi prøver at lande.

Man skal gøre sig umage

For at år siden i dag, svømmede vi med delfiner på Bonaire. For et år siden i dag føltes hverdagen meget langt væk, den var ihvertfald erstattet af en anden slags hverdag.

For et år siden i dag lavede vi barbecue på en lille ubeboet naboø til Bonaire sammen med vores venner fra Australien, Canada, Norge og Schweiz.

I dag ringede vækkeuret klokken 06.30. Vi stod op og smurte madpakker og pakkede skoletasker og så cyklede en stor del af familien ud i den travle morgen.

Men så kom min gamle nabo forbi til kaffe, bådbabyen sov lang lur i barnevognen og ungerne smilede forventningsfulde, da de cyklede afsted i morges.

Skipper kom glad fra arbejde og i aften skal vi spise med gode venner på båden. Hverdagen kan noget. Uanset hvor den leves. Men man skal gøre sig umage.

Bådbabyen og Cille med gæster ombord. Foto: Cille Rosentoft.

Denne udsigt har familien Rosentoft nu fra Svanemøllen havn. Foto: Cille Rosentoft.