Vejle Lystbådehavn har givet grønt lys til husbåde
Kun kommunen mangler at godkende lystbådehavnens ansøgning før danskere med sejlblod i årene kan rykke permanent på havnen. 10-15 pladser forventes at stå klar.
Nu kan du måske snart året igennem slå øjnene op til synet af den naturskønne Vejle Fjord og de karakteristiske bølge-bygninger, der står som et vartegn for byen og ikke mindst den nye lystbådehavn.
Havnen har netop fået tilladelse af dens brugere til at søge en dispensation fra kommunen, således at husbåde fremover, hvis ansøgningen godkendes, lovligt kan ligge langs broerne.
Overraskende mange var imod
I en afstemning i motorbådsklubben og Sejlklubben Neptun blev der givet grønt lys. Et lys, der dog kunne skinne langt mere klart.
I sejlklubben valgte 66 medlemmer at afgive deres stemme. Heraf svarede to ved ikke, 39 ja og hele 25 valgte at give det røde lys:
- Jeg er lidt overrasket over, at så mange stemte nej, for der har ikke været nogen modstand mod husbåde på vores generalforsamling, fortæller formand i sejlklubben, Jan Ipsen, til Vejle Amts Folkeblad.
Det forventes, at lystbådehavnen vil søge dispensation til omkring 10-15 husbåde.
Kilde: Vejle Amts Folkeblad