Gå til hoved-indhold
Tuco Marines ProZero-arbejdsbåde kan blandt andet styres med fjernbetjening fra land. Foto: PR-fotoKort Nyt
Tuco Marines ProZero-arbejdsbåde kan blandt andet styres med fjernbetjening fra land. Foto: PR-foto

IMO: Autonome skibe er ikke nødvendigvis ubemandede

Medlemslandene i FN’s søfartsorganisation, IMO, har netop fundet en foreløbig definition af, hvad autonome skibe er. Det er vigtige første skridt på vejen til internationale regler på området.

Af Sara Sulkjær |

​Fælles internationale regler er et stort emne, som rækker fra mindre elementer som beslutningsstøttesystemer til besætningen og helt op til intelligente skibe, der er ubemandede.

Netop de ubemandede skibe var på dagsordenen på et nu afsluttet møde for IMO's medlemslande i London. Det skriver Søfartsstyrelsen i en pressemeddelelse.  

Forskel på autonome og ubemandede skibe 

Her blev deltagerne enige om en foreløbig definition af, hvad de autonome skibe reelt er:

Et autonomt skib defineres som et skib der i varierende grad kan fungere uafhængigt af menneskelig interaktion.

- I denne sammenhæng er det væsentligt at understrege, at et autonomt skib ikke nødvendigvis er det samme som ubemandede skibe, understreger Andreas Nordseth, direktør i Søfartsstyrelsen.

Metodeudvikling 

Samtidig blev der udviklet en metode til at analysere regelværkerne set i lyset af de behov den teknologiske udvikling medfører.

Denne metode vil, frem til næste møde i december, blive testet på nogle få nøje udvalgte regler under ledelse af Finland. 

- International regulering på dette område er meget vigtigt. Derfor er det godt, at IMO har taget stafetten op. Vi ser frem til fortsat af være aktive i arbejdet og ser optimistisk på muligheden for, at den ambitiøse tidsplan for analysearbejdet kan overholdes med afslutning i 2020, fortæller Andreas Nordseth.

Nyt nød- og kommunikationssystem

Udover autonom skibsfart var også nød- og kommunikationssystem på programmet i London.

Komiteen principgodkendte det amerikanske satellitsystem Iridium som et alternativt nød- og kommunikationssystem for den internationale skibsfart. Iridium dækker også polarområder og kan derfor på sigt forbedre nødkommunikationen.

Operatøren vil nu gå i gang med de endelige praktiske tiltag med henblik på, at satellitsystemet er endeligt operativt den 1. januar 2020. 

Motor
content-loader
content-loader
content-loader