Gå til hoved-indhold
Store både
Den 15 meter motorbåd er sikker i havn i Juelsminde. Foto: Christina Van Elzelingen

Marinehjemmeværnet aflyste øvelse - hjalp motorbåd der drev mod Endelave

Motorbåd på 15 meter, med tre personer om bord, havde motorproblemer i det sydlige Kattegat.

Af Troels lykke |

En besætning på 10 frivillige fra Marinehjemmeværnets Flotille 133 Juelsminde/Vejle måtte onsdag aften skrotte aftenens planer om en øvelsessejlads. 

De var ved at samles om bord på fartøjet MHV 804 ANDROMEDA til en aftensejlads med indlagte øvelser, da de klokken 18.37 blev kontaktet af Forsvarets ’Joint Rescue Coordination Centre’, det fortæller Marinehjemmeværnet på deres hjemmeside.

En større motorbåd på vej nordpå fra Sønderjylland havde problemer.

Fartøjsfører Bent Hansen og hans ni mand store besætning sejlede straks ud, og de var fremme ved havaristen lidt efter klokken 19.00.

Drev mod Endelave

- Det var en motorbåd på 15 meter med tre personer om bord. De havde motorstop og lå og drev i retning mod øen Endelave, fortæller radiogast Peter Vibede.

ANDROMEDA’s gummibåd blev sat i vandet og sejlede helt hen til havaristen, hvor man aftalte, at den store motorbåd kom med på slæb ind til Juelsminde Havn.

- Vi var retur med havaristen i Juelsminde klokken 21.00. Det var en totalt ukompliceret opgave i ret fint vejr, fortæller Peter Vibede, som sammen med de ni andre fra besætningen fik en lidt anden onsdagssejlads end beregnet.

Kilde. Marinehjemmeværnet

Motor
content-loader
content-loader
content-loader