Silje og Hauke: Isbjerge bliver kun mere majestætiske i tåge

Indtil afgangen fra Blomsterbugten havde Grønland vist sig fra sin allerbedste side, og vi kunne nyde det spektakulære landskab i solskin og under blå himmel. 

Nu fik vi lov at se en anden side af den grønlandske sommer. 

Enorme isbjerge

De dybe fjorde og tårnhøje bjergtinder forsvandt stille i en dyb tåge eller under fugtige, lavt hængende skyer, som fik det til at ligne, at alle fjelde var topkappet med et barberblad et par hundrede meter over vandet.

Alligevel lagde de dunkle lys fra de svage, gennemtrængende solstråler ikke en dæmper på oplevelsesværdien.

De enorme isbjerge, som stadig flød stille rundt i fjordene, fik nærmest et endnu mere majestætisk udtryk, når de stille kom frem af tågen - først som en lille klump, men konstant voksende, som man kom tættere og tættere på. 

Også lyden af et flere tusinde tons tungt stykke is, som flækker af moderbjerget og falder i vandet, fik et vildere udtryk, når den kom dundrende gennem tågen. 

Umiddelbar skuffelse

Det var disse omgivelser, der omgav os, da vi stille bevægede os en dagssejlads længere mod nord og ind i den enorme Nordfjord. Fjorden havde to primære mål for os: 

Det første var lakseparadiset Strindberg og det andet den enorme isbræ, som ligger i enden af fjorden.

Strindberg er et floddelta, som vi havde læst og hørt om flere gange undervejs. Her beskrives det som et sandt lakseparadis, hvor laksene flokkes i hobetal. 

Vi ankom gennem den evindelige tykke tåge og blev ved første øjekast meget skuffede. 

Området ved floddeltaet var fladt, bart og kedeligt, og indtrykket blev kun gjort værre af tågen. Vi gemte derfor laksene til en anden dag og begav os denne eftermiddag kun i land for at kigge på et par ældgamle traditionelle fangsthytter, som var placeret langs kysten. 

Kæmpe slag med halen

Tanken om springene laks sad stadig i baghovedet, og næste dag bevægede vi os derfor mod floden. 

Efter at have krydset et par små sidegrene af floden, steg forventningerne hurtigt til vejrs igen, da de første laks slog et kæmpe slag med halen tæt ved bredden og smuttede væk i det mudrede vand.

Det var kun begyndelsen. Herefter mødte vi laks på laks, som smuttede rundt i de små vandløb og større afgreninger. 

Vi fik ikke kun laks at opleve den dag, for på en lille forhøjning tæt ved vandet gik en flok moskusokser og gryntede advarende af os, mens de stille øffede videre langs floden. 

Sikker afstand

Om aftenen trak vi ankeret op af den mudrede bund ved udmundingen af floden og sejlede ind til enden af fjorden for at beskue kæmpebræen, som vi allerede havde spottet i horisonten ved Strindberg. 

Vi holdt os som sædvanlig på sikker afstand af den knagende kæmpeklump af is. 

Den stejle isvæg, som strakte sig flere mil foran os, stod som en både fysisk og imaginær grænse for os, for efter at have beskuet det enorme vidunder i en stund vendte vi stævnen mod syd og kunne for første gang i lang tid se, hvordan breddegraderne igen begyndte at blive lavere. 

Efter Nordfjord tog vi et pænt stræk igennem de stadig tågede fjorde ned til en lille sommerperle i det kolde nord på den lille ø, Ella Ø. 

En lille prik

Ella Ø fungerer som sommerbase for Slædepatruljen Sirius, og vi mødte da også de travle gutter på øen. Et must see på øen er den cirka 1400 meter høje klippe kaldet Bastionen, som slutter med en nærmest lodret væg fra toppen og ned i fjorden. 

Det var mageløst at stå på toppen i snevejr og kigge ned på den lille prik i bugten, som havde båret os hele vejen fra Danmark til dette kolde paradis mod nord.

Vi havde dog ikke uendeligt med tid og måtte snart sætte kursen sydover og ud af nationalparken, inden vores tidsbegrænsede forsikring udløb. 

Vi gik samme vej ud, som vi kom ind, og befandt os hurtigt igen langs den rå østkyst med kurs mod Scoresbysundfjorden. 

Retur til Danmark

Vores sidste mål på Grønland var at svinge ind forbi Vikingebugt, som ligger et lille stykke inde i verdens største fjordsystem. 

Vikingebugten bød på en stille ankringsmulighed med en masse mindre isbjerge drivende omkring os. 

En del af besætningen gik i land og tog bad i et vandfald, som kraftfuldt flød ud over en formation af sekskantede basaltstøtter. 

Grønlandsturen var ved at komme til sin ende, og efter et sidste sving ind forbi endnu en ubeskrivelig smuk gletcherbræ sejlede vi alle fyldt af indtryk og målløse over den uendelige skønhed til Scoresbysund for at planlægge den mindst lige så krævende hjemtur. 

En tur, der igen bærer os over det nådesløse Danmarkstræde på vej mod syd og den danske sensommer.