Ældre H-båd sprøjtes til højglans med Awlgrip-maling som superyachts bruger
Det er ingen tilfældighed, at Awlgrips GH-maling bruges til superyachts. Det er nemlig utroligt stærkt og hårdt og dermed svært at ridse. Samtidig har malingen et ekstremt UV-filter, det skinner og kræver næsten ingen vedligeholdelse. På Horsens Yachtværft får en H-båd Awlgrip i cockpit og på dæk.
Du kan ikke købe en ny H-båd mere, men du kan gøre den ny med Awlgrip-maling.
Det koster da også cirka 2.200 kr. - 2.500 kr. per kvadratmeter, hvis du får gjort det på et værft i Danmark, forklarer Anders Jessen fra Watski, der er importør i Norden af den ekstremt anerkendte maling, der ofte kræver en professionel maler, hvis det skal lykkes.
Minbaad.dk tog til Horsens Yachtværft og så en ældre, træt H-båd, der blev malet med Awlgrip. I videoen fortæller sprøjtelaker Kjeld Lærke, at cockpittet skal have 3-4 gange, men først skal alle beslag afmonteres, det har kunden selv gjort.
Tager dag at gøre klar før sprøjtemaling
Derefter skal båden gøres klar til at blive sprøtjelakeret. Det tager en dag, forklarer Preben Madsen fra Horsens Yachtværft.
- Først skal alle uønskede huller dækkes til (og dem var der mange af, red.), derefter blev båden slebet med korn 120. Så blev båden affedtet, og der kom Awlgrips epoxy-primer på, dernæst blev båden slebet med korn 320 og affedtet, før båden var klar til at blive sprøjtemalet, forklarer bådebyggeren.
Samtidig blev båden dækket af med plastic, og udsugningen blev sat til på Horsens Yachtværft, der havde sørget for, at der ikke var støv i malerrummet, før sprøjtemaler og sejler Kjeld Lærke sprøjtemalede båden.
Hør og se i vidoen i toppen, hvordan man gør det. Siden blev bådens fribord malet, hvilket vi viser i en ny video senere her på Minbaad.dk.
Værfter, superyachts og Volvo-både bruger Awlgrip
Awlgrip er stærkt og troværdigt, forklarer Kjeld Lærke om produktet, der også bruges på Luffe Yachts og visse X-Yachts og alle Volvo Ocean Race-bådene.
- Awlgrip betyder, at du får en båd, der stort set ikke kræver vedligeholdelse. Hvis du rammer en pæl, kan du ikke se det. Det skyldes malingens hårdhed. Det er langt stærkere end gelcoat, forklarer Kjeld Lærke.
Chef for Horsens Yachtværft, Søren Buhl, forklarer, at de anbefaler Awlgrip til deres kunder af flere årsager.
- Du kan faktisk bare nøjes med at vaske dem af med lidt bådshampo, og vælger du mørkeblå farve, så er du sikker på, at farven holder i mange, mange år, da Awlgrip har et stærkt UV-filter i sig, fortæller Søren Buhl, der har flere kunder om året, der frisker deres både op med Awlgrip.
Ikke for amatører og mal ikke på havnen
Men det er ikke for amatører at sprøjte med Awlgrip.
- Du skal have et opvarmet lokale, der har kraftig udsugning, og man skal have en beskyttende dragt og maske på. Samtidig skal du ikke gøre det på en havneplads, da sprøjtemalingen har en forstøvet maling, som sætter sig på alt. Det er derfor primært et job for professionelle, siger Søren Buhl til Minbaad.dk.
Det er arbejdstimer, der koster
Anders Jessen fra Watski har et stort marked med malingen, der produceres i Southhampton i Sydengland.
- Awlgrip GH, som vi sælger i Norden, har et stort marked, fordi malingen er stærk og har en stor glans, og derfor er der værfter, der leverer både med Awlgrip i stedet for med gelcoat. Det er et kvalitetsstempel, de store superyachts bruger det også, understreger han og fortsætter:
- Det er selvfølgelig svært og dyrt at få malet båden med Awlgrip, men det er ikke selve malingen, der er dyr, men de mange arbejdstimer med afrigning, demontering af beslag, spartling, slibning og så videre,
Awlgrip kan også males på, men det bliver mere glansfuldt, hvis det sprøjtes på.