Gå til hoved-indhold
Havne
Her i Margretheholm Havn bliver 720 bådejere lukket inde af klapbro. Derfor skal sejlerne i fremtiden planlægge deres sejlads og kan forvente kø, når der skal sejles ind og ud af havnen. Foto: Lars Jensen

720 bådejere i Margreteholm Havn lukkes permanent inde af klapbro og plages af tusindevis af lastbiler

Kæmpe nedtur for sejlere i København, hvis planer bliver virkelig. Margretheholm Havn får nemlig en dæmning med en oplukkelig bro, der vil være lukket mellem 07.00 og 16.00 i alle hverdage i de næste syv til ti år. Dæmningen og broen bliver permanent, fortæller TV 2 Lorry.

Af Troels Lykke |

Til næste år ved denne tid vil lastbil efter lastbil hver dag fragte enorme mængder af jord gennem København og ud til Refshaleøen.

Læs efter læs skal tippes i Øresund, før den nye, kunstige ø - Lynetteholm - om 50 år vil stå færdig med boliger til 35.000 københavnere og som et værn mod stormflod, skriver TV 2 Lorry - se tv-indslag.

Mandag har By og Havn, der står bag byggeriet, nu offentliggjort den længe ventede (og af flere omgange udskudte) VVM-redegørelse, der viser, hvordan det kolossale byggeri vil påvirke miljø og borgere i København.

Nedslående læsning for sejlere

Det er nedslående læsning for sejlere i Margretheholm Havn - også kaldet Lynetten - og for de borgere, der må leve med støj fra op mod 700 forbikørende lastbiler om dagen i første omgang og senere hen fra selve byggeriet.

For at få de 80 millioner tons jord transporteret til Refshaleøen vil By og Havn blandt andet bygge en to kilometer lang ny vej fra den sydlige del af Prøvestenen - Benzinøen i folkemunde - over Kraftværkshalvøen og indløbet til Margretheholm Havn til det sydøstlige hjørne af Refshaleøen, hvor opfyldningen begynder.

Denne rute er valgt ud fra et “balanceret hensyn til boliger, kolonihaver, trafiksikkerhed og en fortsat brug af Margretheholm Havn,” skriver By og Havn i VVM-redegørelsen.

Vejen vil ved indløbet til Margretheholm Havn være en dæmning med en oplukkelig bro. Broen vil dog være lukket mellem 07.00 og 16.00 i alle hverdage i de næste syv til ti år, hvor antallet af jordtransporter er højt.

Formand for sejlklub: Vi skal planlægge al sejlads

Dæmningen og broen bliver dog permanent, og de 720 bådejere i Margretheholm Havn har dermed udsigt til markant dårligere sejlforhold til tid og evighed.

Det huer ikke Airo Bjarking, der er formand for Lynetten Sejlklub, som skal indstille sig på, at de fremover får en anden måde at drive deres sejlads på.

- Vi bliver lukket inde af klapbroen, og det giver problemer, da vi skal planlægge al vores sejlads. Vi er 720 både, og tit skal mange af os ud på samme tid, så vi kommer til at vente længe i kø, og der er ikke noget langt vandareal at ligge i kø i, siger hun til TV 2 Lorry.

Formanden er utryg ved al den lastbilskørsel i forhold til støjen og støvet.

- Jeg kunne godt tænke mig, at jorden enten skulle have været sejlet væk, eller at Nordhavnstunnellen skulle være bygget længere ud, så man kunne transportere jorden den vej op, siger Airo Bjarking.

Kilde: TV 2 Lorry

Motor
content-loader
content-loader
content-loader