Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Den overvældende aktivitet i maj har mere end udlignet efterslæbet fra marts og april, hvor aktiviteten var lukket ned på grund af corona-situationen. Grafik: Dansk Sejlunion

Boom i speedbådsbeviser og duelighedsbeviser i Dansk Sejlunion i maj

Dansk Sejlunion har i maj måned 2020 udstedt 1.649 fritidssejlerkort – især speedbådsbeviser og duelighedsbeviser. Det er mere end dobbelt så mange som i maj måned året før, hvor der blev udstedt 785 kort.

Af Troels lykke |

Den overvældende aktivitet i maj har mere end udlignet efterslæbet fra marts og april, hvor aktiviteten var lukket ned på grund af corona-situationen.

I 2020 er der således samlet set udstedt 2.478 kort i årets første fem måneder mod 1.910 i de samme måneder af 2019 – en stigning på 30 procent.

Direktør i Dansk Sejlunion: Corona har spillet en rolle

Dansk Sejlunions direktør Christian Lerche har denne kommentar til den meget høje aktivitet i maj måned:  

”Der er nok mange årsager til dette boom. Corona-situationen har uden tvivl givet både elever og censorer ekstra tid til at gennemføre kurser og prøver, mens deres arbejde måske har været lukket ned. Udsigten til at skulle holde sommerferie i Danmark kan også have fået flere til at købe en båd, som kræver et bevis. Det passer godt med de meldinger, vi får fra bådbranchen, havne og klubber om et stort salg af brugte både, rift om landets ledige havnepladser og ventelister i sejlklubbernes sejlerskoler.”

Men der er også grund til i det hele taget at være optimistisk på sejlsportens vegne, for uddannelsesaktiviteten i 2019 lå også væsentligt over niveauet i 2018, og Dansk Sejlunions medlemstal steg lidt i 2019.

Flere og flere får øjnene op for sejlsporten

Christian Lerche tilføjer:

”Den helt ekstraordinære uddannelsesaktivitet i corona-perioden kommer i forlængelse af en generel positiv udvikling for sejlsporten, hvor flere får øjnene op for de fantastiske muligheder for en sund, aktiv fritidsbeskæftigelse i en fantastisk natur. Derfor tror jeg ikke, at dette blot er et ekstraordinært skvulp i aktiviteten.”

Kilde. Dansk Sejlunion

Motor
content-loader
content-loader
content-loader