Gå til hoved-indhold
Udstyr
Suzuki Motor Corporation har udviklet verdens første* opsamlingsudstyr til mikroplast, som kan monteres på påhængsmotorer. Se på næste billeder hvordan det foregår. PR-foto
Udstyr

Suzuki udvikler verdens første opsamlingsudstyr til mikroplast til montering på påhængsmotorer

Det er starten på projektet Suzuki Clean Ocean. Et nyt initiativ, der skal være med til at tackle problemerne med plastaffald i vandmiljøet, forklarer Suzuki i Japan.

Af Troels Lykke |

En påhængsmotor monteret med opsamlingsudstyr til mikroplast er nyheden fra Suzuki, fortæller den danske importør Johs Thornam i Glostrup.

Plastaffald i vandmiljøet er de seneste år blevet et væsentligt miljøproblem, og en enorm mængde af dette affald, som endnu ikke er opsamlet, flyder rundt i havene og andre vandmiljøer.

Plastaffaldet nedbrydes i det naturlige miljø til mikroplast, og dets indvirkning på det økologiske system er i stigende grad blevet en kilde til bekymring. Yasuharu Osawa, CEO Marine Operations fra Suzuki Motor Corporation, forklarer:

- For at bidrage til at løse dette problem har vi fokuseret på konstruktionen af påhængsmotoren, der pumper tonsvis af havvand op for at afkøle motoren, hvorefter vandet føres tilbage til havet. Vi har udviklet en opsamlingsanordning, der opsamler mikroplastaffald ved brug af det vand, der føres tilbage. Ved brug af dette udstyr kan mikroplastaffald på vandoverfladen opsamles blot ved at sejle i båden.

Sådan monteres udstyret

Ifølge direktøren får udstyret ikke en negativ påvirkning på motorens ydeevne:

- Udstyret kan let sluttes til en returslange, og det påvirker ikke motorens ydeevne, da udstyret kun udnytter det vand, der føres tilbage, og som allerede er anvendt til at afkøle motoren. Ifølge den overvågningsforskning, der er udført i Japan, blev der konstateret mikroplastaffald i de stoffer, der blev indsamlet gennem filteret. Der foregår ligeledes forskning i udlandet, og der vil fremadrettet ske yderligere forbedringer af udstyret, påpeger Yasuharu Osawa.

Suzuki planlægger at introducere opsamlingsenheden som ekstraudstyr fra 2021 og gøre den til en del af standardudstyret engang i fremtiden.   

Kampagnen "Clean-Up the World"

Suzuki har på frivillig basis gennemført oprensningsaktiviteter i have, floder, søer og damme, hvor påhængsmotorer bruges.

Aktiviteten blev indledt i 2010 i Hamamatsu og er siden 2011 blevet afholdt over hele verden.

Indtil videre har i alt over 8.000 mennesker fra 26 lande deltaget. 2020 er 10-årsdagen for starten af denne kampagne, og producenten vil fortsætte med at gennemføre den – også ud i fremtiden.

Reduktion af plastemballage

For at reducere plastaffaldet har Suzuki ligeledes taget de første skridt til at reducere plastemballagen for påhængsmotorer fra Suzuki, der gik over til alternative emballagematerialer for nogle af produkteren, der er fremstillet i juni 2020.

Suzuki er i øjeblikket i gang med at vurdere tilbagemeldingerne fra markedet. For nogle af de originale dele fra Suzuki Marine er virksomheden desuden begyndt at erstatte emballagematerialer af plast med papir med start for forsendelser fra september 2020.

Mængden af plast vil blive reduceret med cirka 2,3 ton om året, hvis al emballage til originale dele udskiftes med miljøvenlige materialer.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader