114.200 læste Minbaad.dk i juli 2020 - fremgang på 35.000 nye læsere
43,8 procent flere læste Minbaad.dk i juli i år i forhold til juli 2019. Det betød, at Danmarks mest foretrukne hjemmeside for sejlere i fin stil rundede 100.000 månedlige læsere. Dermed følger vi trenden om øget interesse for sejlads i Danmark, hvor der købes flere både og mere udstyr.
Minbaad.dk startede i 2008 med nul læsere. Siden er det gået frem år efter år med øgede læsere til følge. Online-nyheder er nemlig en megatrend i fremgang.
Og det viser denne besked, vi fik 4. august i år fra Google Analytics:
Troels (redaktør på Minbaad.dk, red.), here's your July snapshot for www.minbaad.dk: Users 114.2K, plus 43,8 procent.
Flere og flere interesserer sig for bådlivet
Om det siger bestyrelsesformand for Minbaad.dk, Morten Lorenzen:
- Minbaad.dk fortsætter sin markante fremgang. I juli måned er læsertallet vokset med ikke mindre end 43,8 procent i henhold til Google Analytics til 114.200 unikke læsere. Vi ved fra branchetal, at flere og flere interesserer sig for bådlivet. Der sælges flere både, der udstedes flere speedbådskørekort, der mangler havnepladser, og folk søger mere information og flere nyheder, og der sejles mere. Her kommer Minbaad.dk og Motorbaadsnyt.dk ind i billedet med gratis nyheder til alle, blandt andet takket være vores mange annoncører, forklarer Lorenzen.
Konstant nyhedsflow
Morten Lorenzen fortæller videre om de cirka 35.000 nye læsere, der er kommet til i juli i år:
- Vores medarbejdere arbejder kontinuerligt på at lave Danmarks bedste bådsite. Redaktionen har holdt åbent hele sommeren og skabt et dagligt nyhedsflow på vores forskellige kanaler. Det er blevet belønnet med en flot læserfremgang, som vi er meget taknemmelig for. Vi fortsætter arbejdet med endnu større smil på, og I kan møde os dagligt på Minbaad.dk, Motorbaadsnyt.dk, på Facebook og Instagram. Er der noget, du gerne ser, vi dækker mere af, så kontakt os endelig, forklarer Morten Lorenzen.
Over 15.000 følger via Facebook
På www.facebook.com/Motorbaadsnyt.dk er der nu 5.329, der liker, og dermed får nyheder den vej, mens der på www.facebook.com/minbaad.dk er 10.148 følgere:
- Vores styrke er selvfølgelig også de mange følgere på Facebook, men de fleste besøgende kommer ind via Google, når de søger på de over 18.000 nyheder, vi har leveret, siden Minbaad.dk startede for tolv år siden. Dernæst har vi mange, der hver dag går ind på siden og får sig et nyhedsfix, siger Lorenzen.