Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
80 elever sejler på Skoleskibet Danmark. Foto: Martec

Skoleskibet Danmark dropper Atlant-kryds og OL pga. corona - kurs mod Frederikshavn

Eleverne sendes hjem, og deltagelsen i De Olympiske Lege i Tokyo droppes. Det er igen coronavirussen, der sætter en aktiv stopper for sejlads.

Af Sara Sulkjær |

Det er desværre nødvendigt at indstille togt 107 og aflyse deltagelse i de Olympiske Lege i Tokyo 2020.

Så klar er beskeden fra Martec, der udbyder samtlige maritime uddannelser i Danmark.

- Beslutningen er truffet med baggrund i et forsigtighedsprincip og ud fra en uforudsigelighed om den fremtidige udvikling i forhold til corona-udbredelse og forskellige landes reaktioner herpå, forklarer Martec i en pressemeddelelse.

Urealistisk at finde ny destination

Det 77 meter lange skoleskib havde ellers vendt stævnen mod Caribien via Gran Canaria, men vender nu retur med Frederikshavn, da det ikke vurderes realistisk at omlægge togtet til andre destinationer.

Her afmønstrer eleverne og genoptager først deres uddannelse, når det atter er muligt, ligesom Det Olympiske Togt, togt 108, sættes i bero, mens en ny sejlplan etableres. 

Samtidig vil ledelsen revurdere de næstkommende togter.

Uddannelse på vandet

Eleverne ombord på togt 107 er i gang med den grundlæggende maritime uddannelse som ubefaren skibsassistent, hvor en del af uddannelsen ekstraordinært foregår ombord på Skoleskibet Danmark grundet det efterfølgende OL-togt.

Hensigten var således at sejle skibet til Caribien, hvorefter næste hold elever (togt 108) skulle sejle skibet videre til De Olympiske Lege i Tokyo.

Følg Skoleskibet Danmarks aktuelle position via MarineTraffic her.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader